Slå d20 med hitler: Dungeon Synth

[hotler]

2018: Året for dungeon synth.


Dungeon Synth udprang af black metal i 1990'erne og består af en kombination af den middelalderæstetik, der ofte findes i rollespil som Dungeons & Dragons og black metallens tr00 ambient.

Burzum og Mortiis er blandt pionererne i genren, selvom Burzum har fået meget kritik for sine Dungeon Synth-plader. Men siden start-90'erne har der været en ret stor udvikling af genren, og nogle af de bedste udgivelser er fra #nyere tid.

Mortiis beskriver selv begyndelsen af genren, hvor han fik interesse for tysk musik:

"I was getting into a lot of early German electronic music like Tangerine Dream, Klaus Schulze, Kraftwerk, which was a passion I shared with Euronymous as well[...]", og hvor han begyndte at læse fantasy:

"I was getting into fantasy literature, which obviously means you’ll be reading your Lord of the Rings and so on, which in itself is very visual, imaginary, and beyond over the top really, so that really sort of jump started my imagination. It was something I really connected with, especially since I didn’t want to write a bunch of lyrics about Satan, or gore (which I did for a short while circa 1990)."

De citater omfavner ret præcist hvordan - særligt den tidlige - dungeon synth lyder.

Det er en genre uden nogen reel kanon, så jeg vil prøve at anbefale nogle udgivelser, der er gode, frem for bare at starte ved begyndelsen. Det er i hvert fald nogle udgivelser, der er helt essentielle for genren.



Depressive Silence

Alle bør introduceres til Dungeon Synth ved at høre Depressive Silence. Det startede som et sideprojekt til det tyske band Mightest i midt-1990'erne af B. Schmidt og Ral. Deres første udgivelse The Darkened Empire (1995) er god, men Depressive Silence II (1996) er en af de bedste udgivelser i genren overhovedet. Så lad os starte der:



Det er en af de udgivelser, der ikke ender i samme rille som eksempelvis Mortiis gør. (Ham skal vi nok høre senere). Det er en perfekt blanding af ambient, Dungeon & Dragons og tr00 black æstetik. I stedet for at hamre løs på keyboardets blæsersektion så består Depressive Silence II af field recordings og et mere velovervejet udvalg af keyboardlyde. Der er i virkeligheden ikke så meget at sige Depressive Silence II andet, end det nok er den eneste udgivelse i genren, der ikke fejler på nogen områder. 10/10.


NEXT UP: Mortiis

[eini]

Jeg er SÅ klar på det her.

[satirejohn]

Jeg følger også lige med her

[phisteria]

Wow - det er ekstremt dårligt men på en, for mig, helt ukendt måde.

[Antimatter]

Trollmann av Ildtoppberg som jeg har foreslået ovre i metaltråden. Et sted mellem dungeon-synth og dronedoom med en mytologi lånt fra Sværd og Trolddom bøgerne. Jeg tror jeg er den eneste der kan lide det, fordi jeg hørte det i en formativ periode :

[makrel]

Old Tower - Stellary Wisdom udkom på Profound Lore tidligere i år og det var sgu egentlig meget OK på den der dungeonsynthmåde.


https://oldtower.bandcamp.com/album/stellary-wisdom

Glæder mig til at følge med! Synthnissen Mortiis, mand. HA!

[Fisker Thomas]

Er det Wongraven, Burzum og Mortiis, der er de største navne i genren?

Har flere gange prøvet at høre det, men det kitschkeder mig ihjel, sådan noget dungeon synth. Desværre. Det er jo ellers virkelig fjollet og burde være noget for mig. Men jeg droppede også at spille rollespil, da jeg opdagede metal.

[hotler]

Ja, særligt Burzum og Mortiis er de helt store men langt fra de bedste. Synes eksempelvis, at Til Det Bergens Skyggene er laaaaangt bedre end de to, men det er jo #moderne Dungeon Synth.

[hotler]

Mortiis



Mortiis (Håvard Ellefsen) kender I måske som bassist i Emperor, men han er måske endnu mere kendt som skaberen af Dungeon Synth. Han er også kendt som "Manden, der troede han var en trold."

På mange måder ligner han jo en kæmpe idiot, men jeg vil mene at alt, han har udgivet indtil The Smell of Rain er værd at høre. Hans ting er ikke den bedste introduktion til Dungeon Synth, fordi han har en til tider ret ærgerlig måde at lave musik på.

For noget tid siden begyndte han at kigge på sine gamle dungeon synth-udgivelser igen med henblik på genudgivelse. De var ellers nogle udgivelser, han helst ikke ville tænke på længere:

“Well I think I finally came over my hangups over the old stuff,” [...] “I mean, those old records are all recorded straight to tape, so to speak. No sequencers or quantized grids, no studio magic that enabled me to go back and fix mistakes and so on. It’s played direct to tape. Which is obviously totally standard for most musical styles, so nothing unique there, but for keyboard-based music, it’s pretty standard to record everything as MIDI first, which enables you to go in and fix playing mistakes, even move notes around, if needed. I didn’t have any of that really, so those recordings haunted me for years in terms of “fuck, why didn’t I do this differently, that note is dissonant, that part there is full of mistakes…” and so on. So, that really ate away at me to the point where I just didn’t want to know about those albums."

og

"The naivete of the visual imagery, so to speak, the energy and the conviction I possessed at the time. There was this total belief in what I was doing, what Mortiis was, as spaced out and disconnected from reality as it was, which made it all very mysterious and fascinating. Coming out of Scandinavia, not really sounding like anything else… Mortiis was all those things and I think fans really connected with that. Unfortunately, I disconnected with it because I couldn’t get over the production flaws. Of course, my personal mental instabilities didn’t help. As time passed by, I restarted my old hobby of collecting records, and I started thinking about why I liked some bands more than others, and what made me like those bands, and that was when I started realizing I was into certain bands periods more than other periods because something magical (to me) happened with those bands during those times, and usually it would be their early periods. I think it was the honesty that stems from bands early periods. You know, the years when they’re fans themselves, and it’s all straight from the heart, energetic in terms of really trying and wanting and believing in what you´re doing enough to put it out there for everyone to lobotomize and love (or hate). I started realizing that this is exactly what I was doing early on myself… Just doing what I wanted to do, and from that moment I saw the value and the worth in it, you know, I saw things in a different light.”

I tiden efter Dungeon Synth har han taget en lidt ærgerlig drejning, som I kan se et eksempel på her:



Men jeg synes, vi skal høre hans debutudgivelse, som trods alt har nogle gode elementer.

Født til å herske


Den er fra det Mortiis selv er begyndt at kalde Era I, som bare er troldesprog for 'begyndelsen', og den omfavner den tidlige Dungeon Synth.

Født til å herske er skabt udelukkende med keyboards og en smule vokal, der kan være næsten umulig at høre. Mortiis' udgivelser lyder ofte næsten som en parodi på genren og i sidste ende lyder mange af hans ting ret ens. Han er mere glad end nogen andre for blæsersektionen på keyboardet, hvilket giver hans ting en ret kedelig og nogle gange komisk lyd (desværre ikke kosmisk...). Men Født til å herske er ret særlig, fordi den brød med black metallen, men samtidig forblev i samme æstetik og skabte resten af Dungeon Synth-genren. Fokus ender desværre lidt for meget på D&D og middelalderblæs (og troldefetisch).

[Pete Rock]

Jeg købte Født til å herske af Goodiepal, men jeg tror jeg er mere til ideen om Dungeon Synth end selve musikken, ihvertfald bedømt på den plade. Men du (hitler) siger jo også at du foretrækker andre ting i genren, så jeg glæder mig til at lytte med. Der står i øvrigt stadig to af de tidlige Mortiis EP'er (1996-1997) i Kihosk, hvis nogen er interesserede, eller det gjorde der ihvertfald til jul, men de er vist temmeligt dyre.