Soul singles

[burdette]

Consider me school'd! Tak, matter. Måske AFO så var det første til mere aktivt at honorere lokale musikere ordentligt og sikre deres publishing-rettigheder, når de havde bidraget til sangskrivningen, eller noget. Vil lige prøve at læse mere ind i det på et tidspunkt. Det er omtalt i "Rhythm and Blues in New Orleans" af John Broven, men ikke så dybdegående.

[Antimatter]

Ved ikke hvornår AFO startede, men efter krigen er der sådan noget som El Saturn Records (oprettet 1955) der mest er kendt for at udgive Sun Ra.

[Antimatter]

Consider me school'd! Tak, matter. Måske AFO så var det første til mere aktivt at honorere lokale musikere ordentligt og sikre deres publishing-rettigheder, når de havde bidraget til sangskrivningen, eller noget. Vil lige prøve at læse mere ind i det på et tidspunkt. Det er omtalt i "Rhythm and Blues in New Orleans" af John Broven, men ikke så dybdegående.

Lidt læsestof til dig:
https://daily.jstor.org/the-history-of- ... rd-labels/
https://www.jstor.org/stable/3660349?ma ... b_contents

Når vi kommer op i halvtresserne det ikke så usædvanligt med pladeselskaber ejet af afroamerikanere. Ægteparret der startede Veejay var afroamerikanere, og det var John Dolphin der startede Hollywood Records også. Super interessant karakter ham Dolphin. Hollywood Records er fyldt med guld, og jeg skal helt sikkert læse hans biografi snart. Et par artikler:
https://www.npr.org/2015/05/29/41056829 ... 0143054402
https://www.laweekly.com/the-remarkable ... n-dolphin/

Bogen:
https://www.amazon.com/Recorded-Hollywo ... 0578860716

Her er en rigeligt poppet og tendentiøs artikel om Black Patti (Også ejet af afroamerikanere, også fra tyverne men ikke relateret til Black Swan) fra Fact. Det virker ikke som om forfatteren rigtig har styr på førkrigstidens musik når han hiver Cow Cow Davenport og Frankie Half-Pint Jaxon frem som eksempel på hvor obskure musikerne på Black Patti var. Cow Cow og FHJ var ganske succesfulde musikere efter datidens standarder med mange udgivelser på periodens største labels, FHJ på Decca,Cow Cow på Brunswick og Vocalion. Cow Cow Davenport er en af de mest kanoniserede af førkrigstidens boogie-woogie pianister og hans Cow-Cow Blues var skoledannende. Forfatteren skriver også at Black Swan var det første sorte independent label, selvom der var mindst et før det. Men Joe Bussard er med og fortæller anekdoter, så det er ok:
https://www.factmag.com/2013/07/22/from ... abel-ever/

Jeg mindes at have læst en mere seriøs artikel om Black Patti hvor selskabet (OGSÅ) blev beskrevet som datidens svar på Motown, men nu kan jeg simpelthen ikke finde den

Jeg kender ikke til nogen rigtigt gode bøger eller artikler om El Saturn Records og grundlæggeren Alton Abraham, men de må findes derude. Det er for vigtigt et fænomen til ikke at være blevet systematisk beskrevet på nuværende tidspunkt. Skriv, hvis i kender til nogen must reads.

[feldman.]

ligesom That's Love ovenfor, som en lowrider soulballade. På gaderne i East LA var det de mest romantiske sweet soul-ballader, som var de hårdeste lowrideres yndlingsmusik, når de kørte rundt i deres seje biler.

Kan godt følge dig ift. Slow Down. Perfekt after dark track at køre rundt til. Men med That's Love ville man jo ikke kunne se vejen gennem sine tårer? Bare åbningslinjen...

Jeg græder i hvert fald stadig her efter afspilning nummer 1000.

[burdette]

Kirkegårdstråden fik mig til at grave den her dejlige single frem, hvor Stax-bandet virkelig shiner på både A og B-siden:


Mable John - Able Mable


Mable John - Don't Get Caught (fra 1:47 og frem river de virkelig lortet ned)


Supremes - Run, Run, Run

Havde glemt det her suveræne nummer også, Holland Bros. og Lamont Dozier igen. Meget Spectorsk og med verdens hurtigste pianist på triplets.

[feldman.]

To udsøgte tracks fra San Antonio:





Henry "Pepsi" Peña som synger på sidste nummer er central i San Antonio soulscenen som radio DJ. Han startede som radio DJ i 1964 som 14-årig, og er, så vidt jeg kan se, stadig aktiv DJ i dag. Synes især det er de små nærmest garage-guitar licks, der får sangen til at skille sig ud.

[feldman.]

Laurene Lavallis' eneste to indspilninger (så vidt jeg ved).
Helt knækket Detroit "et band falder ned af trapperne i takt"-lyd. Noget af det kan måske tilskrives, at der sikkert er blevet brugt nogle billige, slidte spolebåndoptagere fra 60erne med masser af tape flutter til at indspille i 1984.




---
I en helt anden boldgade denne helt rene rødvinsproduktion af Living Funk fra 1973. Medlemmerne af bandet med de stærke navne Strangelove, EZ Dollar og Power blev efter sigende røvrendt af Lionel Richie og The Commodores. Har Sade baseret hele sin sangstil og lyd på dette track?


---

Og her bare et ret dejligt spøgelseskor kombineret med lidt stjernetegnsikonografi fra Astroscope.

[soledad]

Wow wow de sange med Laurene Lavallis er vidunderlige. Der er noget uimodståeligt ved den slags ude af trit med samtiden lyd, kom i tanke om Willie Griffin's I Love You, der stadig er verdens sødeste sang.


Lowridersoulballader er ikke karakteriseret af en bestemt lyd eller af at være fra en bestemt region eller tidsperiode. Der er noget der går igen men er svært at sætte fingeren på. Det går i reglen langsomt og handler ofte om savn og forliste relationer (det er der selvfølgelig meget musik der gør), og kan ellers være så forskelligt som Bobbi Row & the English Men og The Webs.



Sammy Maldonado Junkie
Og noget andet igen, der er 1300 visninger, tror jeg har hørt den 400 gange.

[burdette]

Er fuldstændig besat af det her nummer for tiden:

[burdette]

De der Lavallis-tracks lidt tidligere i tråden er jo helt af hængslerne, tak for dem.

Tillykke med de 80 år til Memphis' egen souldronning Carla Thomas.


En favorit herhjemme:


Broen ca. 01:39 inde i det her nummer er helt crazy, og ren Porter-Hayes magi


En klassiker med suveræne præstationer, og det tungeste groove: