Wasn't Born To Follow - lytteklubben om The Byrds

[Preapokalypsebawler]

Fed tråd. Jeg har stort set kun lyttet til Notorious Byrd Brothers, som jeg har stående ved siden af ploven i kælderen. Men har fået hørt både Mr. Tambourine Man, Turn! Turn! Turn! og nu Fifth Dimension. Måske er jeg bare træt af psych, men jeg kan noget bedre lide de to førstnævnte, som gik rent ind med deres pop og Dylan-covers især på den første. Synes flere af numrene på den her står lidt i stampe med deres psykedeliske folkrock. Men selvfølgelig er “Eight Miles High” helt kanon.

helt utilstedelige “Hey Joe” (hvorfor??!)

Fordi tusinder af bands bare skulle lave covers af den, især i 60’erne. Jeg synes til gengæld Byrds’ udgave er helt fin, og det viser måske også problemet med pladen. For det er jo en god sang, ligesom Dylan-sangene er gode, og det kan man ikke sådan for alvor sige om fx titelnummeret eller “I See You”. “Mr Spaceman” kan jeg bedre lide, men teksten er umiddelbart ret fjollet? Man kan godt høre det her er i psychens tidligste fase.

[andreassyr]

Younger Than Yesterday
CBS
Februar 1967

"So You Want to Be a Rock 'n' Roll Star" (Jim McGuinn, Chris Hillman) – 2:05
"Have You Seen Her Face" (Chris Hillman) – 2:25
"C.T.A.-102" (Jim McGuinn, Robert J. Hippard) – 2:28
"Renaissance Fair" (David Crosby, Jim McGuinn) – 1:51
"Time Between" (Chris Hillman) – 1:53
"Everybody's Been Burned" (David Crosby) – 3:05
"Thoughts and Words" (Chris Hillman) – 2:56
"Mind Gardens" (David Crosby) – 3:28
"My Back Pages" (Bob Dylan) – 3:08
"The Girl with No Name" (Chris Hillman) – 1:50
"Why" (Jim McGuinn, David Crosby) – 2:45

Efter Gene Clark forlod bandet og Fifth Dimension floppede, havde poppublikummet stort set glemt The Byrds igen. De stod også uden en producer, men fandt Gary Usher, som tidligere havde skrevet sange med Brian Wilson og havde en tilgang med en meget bredere palette af studietricks, herunder blæsere, båndmanipulationer og elektronik (hør især "C.T.A.-102"). Bassist Chris Hillman er krediteret for fem af pladens sange (efter kun at have været krediteret for en enkelt indtil da) og Dylan for kun en enkelt. Man begynder at kunne ane country-inspirationen hist og pist, så på den vis virker pladen til at være lidt en overgangsplade som også momentvis er temmelig psykedelisk. Jeg har ikke selv hørt den så meget, og tænker på den som meget ujævn, men jeg kan se at receptionen primært har fokuseret på at den kommer bredt rundt - og har sammenlignet den med Beatles' Revolver. Hvad synes i?

SPOTIFY

[secondtoughestintheinfant]

Nok den Byrds-plade, jeg har hørt mest, og den første, hvor samtlige numre er gode, og som fremstår som et helstøbt #værk af en flok #auteurs, som ikke længere benytter sig af folk eller Dylan som krykker. På den måde er det vel nærmere deres Rubber Soul end deres Revolver. Chris Hillman er pladens store stjerne, men jeg synes nok også, det er Crosbys bedste Byrds-numre overhovedet. "My Back Pages" er også et af deres allerbedste Dylan-covers, og det passer perfekt til pladens lidt bitter-ironiske tone. Det er også vildt, hvor korte numrene er - det skaber en fed spænding sammen med de psychede elementer. Synes virkelig, at alt spiller her.

[krea]

Fifth Dimension
Juli 1966
CBS


Og her finder vi altså Byrds' andet revolutionerende moment, efter at have opfundet/populariseret folk-rocken: Den psykedeliske, østligt/modalt inspirerede rock. Jeg tror at selv syresødsovs er enig i at det er hér det starter. Havde aldrig selv tænkt på guitarsoloen som Coltrane-inspireret, men det forklarer hvorfor min far synes nummeret sutter røv. Anywho, hvad synes vi, er det et kæmpe banebrydende paradigmeskift af et nummer? Og hvad med resten af pladen?

Jeg skrev det her om pladen i 2007:

"Al den freak folk og 'new weird america' hvis man da ellers accepterer termen, som er så populær herinde, blev jo allerede foregrebet af The Byrds i 1966, baby! Og nej, det har ikke så meget at gøre med deres kosmiske tanker om den femte dimension og drømmen om at blive bortført af rummænd. Ej heller deres fortolkninger af gamle folkesange, selv om det her begynder at lugte lidt af det. Næ, der hvor albummet virkelig skærer det store stykke kage til sig selv, er i et nummer som David Crosbys ”What's happening?!?!”, hvor han undrende stilller spørgsmål som forsøges besvaret af Roger McGuinns søgende arbejde på den 12-strengede. Hey, det lugter sgu lidt af de spirituelle spøgelsessange som Richard Youngs bevægede sig ud i 30 år senere i halvt tempo. Det lugter endda helt ind i næste sang, den politiske ”I come and stand at every door”, som er en oversættelse af et japansk digt, der handler om en 7-årig dreng, der blev dræbt af THE BOMB på Hiroshima og nu går rundt som spøgelse og prædiker fred, hvor tempoet netop er sat ned og McGuinns stemme netop lyder sørgmodigt søgende. Og så lader McGuinn, ja, det var ham der var kongen, endda sit guitararbejde inspirere af Coltrane i singlen, hvor frækt er det ikke, notch, notch, ”Eight Miles High”, hvor den lyder tæskeunderlig og mindblowing. I ”2-4-2 Fox Trot (The Lear Jet Song)” er der så field recordings af en jetmotor og radiosnak fra cockpittet for lige at prikke til I'et og sige: ”hey, Ben Chasny, det er sgu da gamle tricks, du bruger”. Og hvis man så er fornuftig nok til at købe genudgivelsen med ekstranumre får man sgu også en raga-version af ”Why”. Freaket, hva', folkens?"


Hvad kan jeg sige? Jeg var ung og manglede penge?

[Dialingleft]

Med afstand deres bedste indtil videre. Hillman var straight country som baggrund. Spillede mandolin i bluegrassbands indtil han blev inviteret med i Byrds. Og på denne plade kan man høre hvordan det lyder når han så endelig har fået de to ting til at mødes. Et blueprint for al af den såkaldte country-rock der kom efter. Ingen Poco, ingen Little Feat, ingen Eagles, ingen Crosby-Stills-Nash uden denne her perle.

Jeg mener som tidligere skrevet, at det er borderline retarderet at køre den der shtick med "Dylan numre har altid lydt bedre i covers end i originalerne". Hvis det skulle være sandt i et tilfælde skulle det dog nok være det her.

Et radikaliserende moment for mig i min musikalske opdragelse jeg kan huske, var da min ven og jeg så Bob Dylans 30th anniversary hoopla på vhs engang som 12-13 årige. Husker versionen som McGuinn spillede der (med venner) som noget af det fedeste overhovedet.

[Preapokalypsebawler]

Jeg havde en stærk oplevelse med den her plade. Nok den bedste Byrds-plade, jeg har hørt. Muligvis er jeg ikke så træt af psych alligevel, i hvert fald ikke når det er så god psych som det her.

[Dialingleft]

Jeg har det som om at Byrds lavede flere plader. Eller er det bare mig. Skulle vi aldrig videre?

[yossarian]

Jeg har det som om at Byrds lavede flere plader. Eller er det bare mig. Skulle vi aldrig videre?

Man kan jo eventuelt lige tyvstarte med Pitchforks nye anmeldelse af The Notorious Byrd Brothers