Victoria skrev: ↑06 okt 2023 18:00
At se Moki Cherrys værker er som at tage et par gamle pludderbukser på
Der er hippie-vibes og store farverige billedtæpper på Moki Cherrys udstilling i Malmø. Det er perfekt blødhed til bløde efterårshjerter.
Foto: Prallan Allsten/Moderna Museet
Er det en politiker med jakkesæt på, røg ud af næsen og regnbuer ud af ørerne? Ansigtet er en fredsdue i Moki Cherrys farverige billedtæppe fra 1981.
KUNST6. OKT. 2023 KL. 16.56
Moki Cherry - A Journey Eternal. Moderna Museet. Malmø. Til 3. marts 2024
KLASSISK OG OPERA
Få ugens vigtigste historier, anmeldelser, tips og nyt fra de internationale operascener fra musikredaktør Thomas Michelsen. Udsendes hver tirsdag.
Tilmeld
Det flippede og hippieagtige i 1960’erne og -70’erne tog mere eller mindre bevidst det tyske 1800-tals begreb Gesamtkunstswerk til sig.
Komponisten Richard Wagner, der jammede rundt med ideerne om det store fællesværk på tværs af kunstarterne, ønskede at bryde skellene mellem kunstens forskellige former og ville forbinde dem i en artsnedbrydende kommunisme. Yes, han havde stærke antikapitalistiske tilbøjeligheder, som venstrefløjen kunne spejle sig i. Så velkommen til kunstens postkapitalistiske Utopia, sagde denne mand, som de fleste ellers nok forbinder med nazismen.
Og så: Velkommen til et andet postkapitalistisk utopia 100 år senere med den svenske kunstner Moki Cherry på Moderna Museet i Malmø.
Her kan man for tiden se sporene af den ungdomsoprøragtige gesamt-hippie-vibe, der også var uinteresseret i at fastholde skarpe skel mellem billedkunst, musikkunst, bygningskunst og poesikunst … Det hele var kunst, som skulle forene en verden fuld af farver på tværs af landegrænser. På tværs af politiske skel. På tværs af religioner. Naivt? Ja. Følsomt? Ja. Blødt? Ja.
Som klid og ostekage. Som tørrede figner og kokos
For undertegnede, der er født i 1977 og voksede op i et venstreorienteret hjem med pædagogforældre, er mødet med Moki Cherrys kunst som at tage et par gamle pludderbukser på. Som en varm omfavnelse, der dufter, som der duftede i butikken Land og By på Møn. Som klid og ostekage. Som tørrede figner og kokos. Måske bare lige i Moki Cherrys tilfælde i en lidt mere kulturaristokratisk version.
Se de billedtæpper, Moki Cherry syede i farverige tekstiler, og som dengang ofte udgjorde scenografien til hendes mand, jazzmusikeren Don Cherrys, koncerter.
I det højloftede rum på museet hænger de nu. Stadig bløde og fulde af farve.
Nepo-babyer
På to af billedtæpperne ses et rødt svensk træhus på den ene side, og modsat ses henholdsvis et buddhistisk tempel og en ø med høje huse, New York. Det er det, jeg mener med kulturelt aristokratisk.
Moki Cherry bevægede sig globalt og på tværs af havet. Boede i mange år både på den amerikanske østkyst og i en nedlagt skole (det røde træhus) i Tågarp i det nordlige Skåne med jazz-manden og de to nepo-babyer af Guds nåde, datteren Neneh Cherry, der blev international popstjerne og et stort stilikon i 1980’erne, og sønnen Eagle-Eye, hvis hit ’Save Tonight’ har knap en halv milliard afspilninger på Spotify.
I hjørnet af den lille udstilling kan man se, hvordan hjemmet var en del af det store gesamtkunstwerk.
Kvinde må spinde af nød og så videre …
En kommode er blevet til et kollagekunstværk, og der står hjemmelavede keramiske fabeldyr på hylderne. Moki syede også tøj. Kunsten var ikke noget, der skulle rammes ind og passes på, men noget, man skulle leve og omgive sig med.
Selv sagde hun:
»Scenen er et hjem, hjemmet er en scene«.
Hvis noget klinger lidt af, at hun som kvinde og mor i en trods alt dybt patriarkalsk verden var nødsaget til at inddrage hjemmet som domæne for sin kunst, er det ikke helt forkert. Kvinde må spinde af nød og så videre …
Jeg trækker skufferne ud i udstillingens arkivmøbel og kan se, at Moki og Don Cherry allerede i 1971 blev inviteret indenfor på Moderna Museet (det i Stockholm) af museets indflydelsesrige daværende direktør Pontus Hultén.
Han så allerede dengang det særlige i deres fællesskabsprojekt på tværs af musik, teater og billeder, som passede perfekt til hans store udstilling med den frække titel ’Utopias and Visions 1871-1981’. Han var det nok mest visionære museumsmenneske nogensinde. Han lod familien arbejde i udstillingen. Også udstillingen var en scene. Og et hjem.
Udstillingen i Malmø mangler Mokis krop. Og hendes mands musik. Men man kan se dem begge på udstillingens lille tv-skærm fra en serie af tv-programmer for børn, som SVT lavede på gården i Skåne.
Det er blød pædagogik på skærmen.
Og bløde værker på væggene.
Perfekt til bløde efterårshjerter.
