Lytteklub: Muslimgauze

[Pete Rock]

VM åbningsceremonien giver mig da lyst til at høre Muslimgauze og Vatican Shadow.

[æsmet]

Tænkte også på at lægge dagens plade på som soundtrack.

[naunyn]

Hajj 1986



Arbejdstitlen til Hajj var eftersigende Koran and Oil. Pladen er dedikeret til PLO og Yasser Arafat.

Denne gang er Ayatollah Khomeini endelig kommet på coveret, i stedet for Arafat. Hajj er en form for søsterplade til Blinded Horses, som forsætter samme stil af ambiente industrial lydlandskaber. På den måde føles det meget som en naturlig opfølger til netop den plade, hvor Flajelata virker som en underlig parentes mellem de to. Til forskel for Blinded Horses har Hajj ikke helt samme intensitet og selvom jeg har hørt pladen flere gange over de sidste par dage, så har jeg svært ved at sige ret meget om den. Den er ligesom bare. Somnabulist er pladens bedste track og måske det eneste, der virkelig er værd at bruge tid på her. Pladen slutter af med X Ajza Of Martyrdome, som fylder hele b-siden, men der sker så lidt i nummeret, at man lige så godt kan springe det over.

Hvis man gerne vil have mere af Blind Horses er dette en udmærket plade at lytte som den næste.

[naunyn]

Abu Nidal / Coup d’Etat 1987



Jeg har besluttet mig for at vi hører CD udgivelsen af Abu Nidal og Coup d’Etat, hvor de to albums er slået sammen til et. Det betyder der mangler A-siden fra Abu Nidal, mens Coup d’Etat mangler nummeret Una Voca, der dog skulle være præcis samme nummer som Death Of Sant Jarnail Singh Bhindranwale fra Blinded Horses. Coup d’Etat er blevet udvidet med tre numre på denne udgivelse, som ellers ikke var på den originale. Ved at slå dem sammen bliver det også muligt for mig at henvise til et youtube upload. Abu Nidal og Coup d’Etat er begge fra 1987, om end CD-udgivelsen vi hører i dag, er fra 1992.

Abu Nidal albummet er dedikeret til PLO og henviser selvfølgelig til Abu Nidal, der var leder af ANO. Organisationen var ret aktiv i midt firserne, med bl.a. flykapringer, så vi er tilbage til snakken om hvad mon printeren har tænkt om udgivelsen. Det bliver nærmest helt fladpandet, fordi det er så insisterende. Absurd nok er det fedeste nummer på denne udgivelse netop det, som hedder Abu Nidal – og hvilket nummer det er.

Abu Nidal er det første nummer på udgivelsen og det ekstremt tæt på at være et rigtig klassisk Muslimgauze track. Det er vel nærmest det første, som nærmest kunne være på en halvfemser Muslimgauze plade. Percussionen er på plads, der er en underliggende synth ting til at skabe en følelse af rum og mest af alt, så er det intenst. Det er virkelig et ryk fremad efter de sidste to lidt sløve plader, hvor udtrykket har været på vej, men ikke helt er faldet på plads. På Abu Nidal nummeret er udtrykket der. Det har taget fire år og seks plader (samt et par ep’er, som vi mangler at høre) at nå hertil.

Green is the Colour of the Prophet forekommer på en måde som et tilbageskuende nummer efter Abu Nidal, men lydbilledet er mere underspillet og ulmende end på tidligere udgivelser, hvilket forstærker intensiteten af percussionen. Det sidste nummer fra Abu Nidal, Fatwa (Religious Decree Giving Recourse To Terrorism), kunne snildt være på et dj-sæt med Cabaret Voltaire.

Coup d’Etat delen starter med Tabula Rasa I, som er et insisterende og ensformig percussion-drevet nummer. Næste nummer, Tonton Macoutes I, er straks mere interessant, da Bryn Jones trækker på nogle ret fede strengeinstrumentoptagelser, der virker som et godt modspil til den konstante percussion rytmik. Der er stadig langt til et hovedværk som Mullah Said, men det er som om nogle af idéerne allerede her har fundet en form. Degage forsætter lidt i samme stil, men har i stedet en fed hornoptagelse. Sapere Aude er det ambient interlude, der næsten går ren new age. Heldigvis samler Tabula Rasa II og Tonton Macoutes II tempoet op og afslutter denne dobbelt-opsamling på en ret fed måde.

Coup d’Etat er sådan en plade, hvor man drømmer sig langt væk til varmere breddegrader, mens man google søger på Ayatollah’en og undrer sig over, hvor langt tid ens ørkenvandring egentligt har varet, indtil de sidste numre på pladen hiver en væk fra den imaginære ørken og ud på et dansegulv.

PS: Igen et cover med Ayatollah’en – og sågar Gadaffi på bagsiden af coveret. Det er nærmest som er spille ”Hvem er hvem?” i Mellemøsten med de her covers.

[naunyn]

Jazirat-Ul-Arab 1987



Hvor en stor del af 90’er pladerne har et udtryk, hvis afsæt meget mere kommer fra techno, så er afsættet for 80’er pladerne hele tiden et fra industrial. Jazirat-Ul-Arab minder i høj grad om Coup d’Etat delene fra gårsdagens plade. Pladen er bygget omkring trommer og percussion, hvor der så ligger nogle flader bagved og skaber stemning. Det er som sådan effektivt nok, men ikke noget, der skiller sig mærkbart ud fra de sidste par plader. Pladens bedste nummer er Bourj-El-Barajnej, der lyder som et søsterstykke til Abu Nidal fra pladen af samme navn.

Titlen betyder i øvrigt den arabiske halvø.

[Senekat]

Vil det være muligt at sætte tempoet lidt ned? Måske en plade hveranden dag oder so?

Jeg er hele tiden bagud

Abu Nidal er imo klart den fedeste indtil videre.

[naunyn]

Det er godt du siger det. Det kan være vi skal tage tre plader pr. uge for ikke at blive totalt udbrændt.

Af albums fra firserne, så mangler vi - udover pladen fra i dag - The Rape of Palestine (der er totalt værd at tjekke for Vatican Shadow fansne), Iran (som er vigtig, fordi det er både den første CD udgivelse med Muslimgauze, men også vigtig fordi det er den første på Staalplaat) og Uzi.

Så jeg tænker, at vi kører et skema for den næste uges tid, der ser sådan her ud.

Fredag d. 25/11: The Rape of Palestine
Mandag d. 28/11: Iran
Onsdag d. 30/11: Uzi
Fredag d. 2/12: Intifaxa

Yderligere, jeg er helt enig med at Abu Nidal har været den mest interessante. I min optik er det dog enten The Rape of Palestine eller Iran, som er den bedste udgivelse fra firserne med Muslimgauze. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt Uzi, så den kan jeg ikke huske på stående fod. Efter Intifaxa kommer vi ind i en stime af ret fede plade, måske endda allerede med Intifaxa, som jeg heller ikke har hørt før.

[Jon A]

Abu Nidal / Coup d’Etat 1987

Muligvis en #konhol, men det, at der ikke er den vilde udvikling i de enkelte numre, der stort set kører afsted i nogle kortere eller længere loops med lidt plinkety-plonok drysset henover, gør en plade som den her noget nær optimal at arbejde til, som jeg har gjort det til aften. Jeg har svært ved at forestille mig at sidde i den gyldne trekant i sofaen og intenst nærlytte det, men det er en meget kvalificeret baggrund.

[naunyn]

Rent anekdotisk, så synes jeg ikke det er en #konhol, da jeg har lidt har haft lignende oplevelser, hvor det fungerer ekstremt godt, som arbejdsmusik. Min anke er nok at som ren lytteoplevelse, så rammer de senere plader bare en bedre balance mellem arbejdsmusik og nydelsesmusik. Jeg tror derfor at min kritik af denne periode af diskografien i virkeligheden kommer fra, at jeg næsten ikke hører andet end Muslimgauze i øjeblikket, hvilket gør jeg hele tiden hører forskellige perioder af diskografien på tværs. Det gør min oplevelse af Abu Nidal / Coup d'Etat bliver en komparativ oplevelse med de senere albums. Jeg synes dog virkelig Abu Nidal nummeret er vildt på den plade, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at Abu Nidal / Coup d'Etat har elementer, som bare lykkes så meget bedre på f.eks. Hamas Arc fra 1993. Derfor er det også fantastisk, at vi snart kommer til en periode, hvor Muslimgauze pladerne bare lyder et hak bedre, end de har gjort tidligere. Der sker virkelig et skift med Iran albummet.

[Danny Hey]

Overraskende gode, de sidste to. Bourj-El-Barajnej er en herlig objektiv banger.