Lytteklub: Musik fra hele verden

[O' R'lyeh]

Nå, efter al den pop trænger vi til at få udvidet vores bevidsthed og omkalfatret vores fornemmelse af tid og rum:


Tokyo Gakuso - Gagaku: Court Music of Japan (1994, youtubelink)

Trackliste

Manzairaku
1. Derute (7:45)
2. Tokyoku (8:19)
3. Irite (2:25)

Ranryo Ou
4. Ko Ranjo (1:11)
5. Ryo Ou Ranjo (11:22)
6. Sadacho Netori (0:48)
7. Tokyoku (7:45)

Nasori
8. Koma Ko Ranjo (1:02)
9. Tokyoku Ha (9:37)
10. Tokyoku Kyu (6:22)

Besætning

Det er Tokyo Gakuso der spiller og Tadamaro Ohno der dirigerer, hvilket jeg ikke ved hvad betyder indenfor gagaku.

Smagsprøve



Beskrivelse

Rumvæsenmusik? Hidtil ukendte arter af hvaler og fugle, der synger sammen? Uanset hvad lyder det helt vildt. Jeg kom til at tænke på i dag at vi ikke egentlig har haft noget rigtigt hofmusik endnu, så det har jeg her rådet bod på med det her eftersigende repræsentative eksempel på gagaku. Gagaku er japansk hofmusik. Det er inspireret af kinesisk og koreansk hofmusik og fik sin nogenlunde nuværende form i Heianperioden (794-1185). Det bliver spillet af mellemstore ensembler bestående af blæsere, strengeinstrumenter og perkussion bl.a. under ceremonier i det japanske kejserpalads. Den skingre Hichikirifløjte (kaldet obo nedenfor) er den primære melodibærer. Det her er så vidt jeg kan gennemskue en af de tre hovedformer, kangen, koncertmusik for blæser, strenge og perkussion.

Her er desuden en dokumentar om musikken, hvor man også kan se klip fra en Gagakuperformance, som den her type musik er en del af:


En bruger på rateyourmusic skriver bl.a. det her om de forskellige instrumenter:

the hichiriki oboes are supposed to imitate human singing and symbolise earth, the shō pipes to imitate the call of a phoenix and symbolize heavens, while the ryuteki flutes represent dragons ascending from earth to heavens.

Hvad siger I til Gagaku?

[Palle]

Den er fremragende.

På en ferie i Japan for nogle år siden kom jeg ind i en souvenirbutik, der lå midt i en stor grøn park, hvor den spillede på anlægget. Så var jeg selvfølgelig nødt til at forhøre mig ved disken om, hvad det var for noget musik, og hvor jeg kunne købe det. Det kunne jeg desværre ikke i butikken, men den venlige dame bag disken lod mig tage et billede af cd’en og skrev et forslag ned på en seddel til, hvor jeg kunne købe den.

Senere på ferien var jeg i Kyoto, og den første aften på vej hjem til hotellet i tusmørket efter dagens vaden rundt, hører jeg så igen noget musik, der lyder som det i souvenirbutikken. Det kommer ud fra to store åbne vinduer fra gaden overfor, hvor der i et stort oplyst lokale på 1. sal i en ellers mørk bygning sidder et orkester og ligner noget, der er midt i en øver. Det var en speciel oplevelse at stoppe op og lytte til det akkompagneret af lyden fra en almindelig travl gade.

Gad vide om Swans har haft noget af det her i cd-afspilleren på et eller andet tidspunkt?

En anden suveræn musikoplevelse fra samme tur var i øvrigt Bogulta på BEARS i Osaka, men det er noget lidt andet.

[dayan]

Det er imponerende fremmedartet. Særligt det skingre åbningsnummer. RANRYO OU-delen er mindre ekstrem i sit indtryk, men ildevarslende på grænsen til det ubehagelige. RYO OU RANJO ville jeg rubricere som en art minimal doom.

Her er noget at stirre på, mens man lytter:

[Palle]

De små trommedryp, der starter omkring 2 minutter inde, giver et simpelt og overraskende effektivt perspektiv i lydbilledet. Efter at være lullet meditativt hen i de indledende udflydende lyde vækker trommerne opmærksomheden på noget ydre igen på samme måde som regndråber, man pludseligt bemærker falde et par meter væk.

På en gang er man hensat i en indadvendt mental og følelsesmæssig svæven af stigende og faldende intensitet orkestreret af de svævende lyde og så en klar, kølig og udadvendt lytten, som når man standser stille op i skoven for at se efter fugle og andre dyr.

Og så på pludselig kommer der et dybt trommeslag og udvider perspektivet igen ved, modsat de små dryp, at kommer tættere på og få kroppen med.

[O' R'lyeh]

Gode betragtninger. Fedt med Japananekdoter.

Nu så jeg lige hele dokumentaren og den var fin, men kom ikke så meget ind på det religiøse element. Jeg fik dog det ud af det at Gagaku trækker på shintoisme og konfucianisme (der er bl.a. en højre og en venstre stil indenfor dans mener jeg det var og den opdeling er hentet fra Konfutse). Orden og kontrol er i højsædet ligesom at gøre mindst muligt med størst mulig effekt når man spiller var en regel, der umiddelbart minder mig om den kinesiske begreb wu wei.

Der er dog også buddhistiske sekter, der har Gagakuensembler tilknyttet. Dansene kan trække på historisk stof, der var bl.a. en dans der symbolsk gennem fagter og trin viste en mongolsk khan (muligvis selveste Kublai) og hans hær, hvis invasion blev slået tilbage i 1274 eller 1281. Der var også en slangedans som eksperterne i programmet mente havde shamanistiske aner i Mongoliet.
Det der med at den uafbrudt tusindårig musiktradition synes jeg også er lidt vildt. Men kompositioner og sågar instrumenter er gået tabt undervejs og findes kun afbildet. De viste også en slags lut som de ikke spiller på længere. En af eksperterne sagde at både japansk og koreansk hofmusik trak på en endnu ældre og for længst forsvundet kinesisk tradition.

Jeg synes det er helt vildt så meget lyd der kommer ud af hichikirifløjten. Læg i øvrigt mærke til Sho-mundorglet, hvis fætter khenen vi stiftede bekendtskab med da vi hørte sydlaotisk folkemusik.

Er der i øvrigt stemning for at sætte denne lytteklub på pause til fordel for en en rask lille Gagakulytteklub (en fem-ti plader oder so)?

[O' R'lyeh]

Det var en skinger omgang, så nu har vi brug for nogle dybe mandsstemmer. Vi tager til Sardinien:


Tenores di Bitti - S'amore 'E Mama

Trackliste

1. Lamentu (5:06)
Lyrik af Barore Testoni.
2. Monte Seris (5:07)
Lyrik af Pasquale Mele.
3. Anghelos Cantade (3:52)
skrevet af ukendt kunstner.
4. Sa Ballarina (2:14)
Lyrik af Batore Lai.
5. S'amore 'E Mama (3:03)
Lyrik af Antoni Cubeddu
6. T'amo (1:51)
Lyrik af Michele Pira.
7. Sos Ojos Lagrimosos (4:05)
Lyrik af Barore Testoni.
8. Su Manzanile (2:59)
Lyrik af Daniele Cossellu.
9. Sos Artigianos (2:16)
Lyrik af Daniele Cossellu.
10. Satiras (3:41)
Lyrik af Raimondo Delogu.
11. S'Annunziata (5:17)
Lyrik af Giovanni Proto Arca.
12. Sardinia Soundscape (1:12)

Besætning

Vokal [Bassu] – Mario Pira.
Vokal [Boke E Mesa 'oke] – Daniele Cossellu, Piero Sanna.
Vokal [Contra] – Tancredi Tucconi.

Smagsprøve



Beskrivelse

Tenores di Bitti er et polyfonisk kor fra Barbagia, midt i Sardinien, rost af Frank Zappa, der kaldte det de sang "bovine music" (kvægmusik). De har desuden optrådt sammen med Lester Bowie og Ornette Coleman og denne plade er udkommet på Peter Gabriels pladeselskab. Alt i alt det tætteste vi kommer på pop indenfor det her. Jeg synes jeg kan genkende hvordan melodier bliver formet fra når jeg har hørt plader med launeddas (der af lex.dk beskrives som "musikinstrument af folkeklarinettypen, nu kun kendt fra Sardinien. Instrumentet, hvis klang minder om sækkepibens, består af to ulige lange melodipiber og en bas-bordun-pibe. Alle tre blæses samtidig, og spilleren benytter cyklisk vejrtrækning"), men når de bliver sunget er det i et lavere register. Det er lidt mere blidt for ørerne. Jeg hugger lige liner notes fra cd'en:




Jeg kan ret godt lide sardisk musik, således også Tenores di Bitti. Det er lidt call and response over det, når tenoren bliver svaret af de dybere stemmer. Det eneste der måske trækker lidt ned er ensformigheden som den har til fælles med andet traditionel folkemusik. Jeg bider også mærke i at der rent lydligt ikke er så langt igen til tuvanesisk og mongolsk strubehovedsang. Det er desuden lidt sjovt at på trods af at vi er på Sardinien har pladen en titel, der taler til alle mine klicheprægede forestillinger om italieneres nære forhold til deres mødre.

Hvad siger I til Tenores di Bitti? Er I enig med Frank Zappa i at det er kvægmusik?

[Langley]

Jeg har ikke lige ramt det der Edo musik men jeg kommer til det. Til gengæld har jeg hørt polyfoniske mandskor en hel del. Jeg forventede at finde mere bandit relateret men det virker som noget meget andet. De praler med wiki at det har rødder i bronzealderen og i så fald ville det være trådens ældste indslag. Det er måske lyden af landsbyen der samles på fælleden for at anprise skabelsen. Eller byerne der mødes i de bjerge? Så kan stå der på sin ø og synge til hinanden?

[O' R'lyeh]

Er det ikke noget á la det man siger om bulgarsk korsang: at de forskellige dales beboere stod og sang til hinanden fra bjerg til bjerg? Forskellen er her at der ikke mig bekendt har været en komponist inde over.

Jeg synes sgu det er en dejlig plade og faktisk ikke så ensformig som jeg fik gjort den til. Eller det gør i hvert fald ikke noget. Jeg kan måske faktisk godt høre det bovine i deres sang.

[Langley]

Sardinen er voldsomt spændende og jeg vidste ikke at der havde en regional komponist. Jeg troede det var tale om Sørøvere og andre frie mænd, der ikke behøver at forklare sig. Musikken er dog meget tæt på det med at der en stor fåre ø der har produceret mange million tons uld til industrialiseringen af fyrstestaterne

[O' R'lyeh]

Du misforstår mig, jeg mente at bulgarsk korsang har komponister inde over. Det er vist ikke tilfældet her.

Er der stemning for at jeg fortsætter klubben? Jeg har lidt svært ved at vurdere hvor mange der lytter med når I ikke skriver noget og det mestendels bare er Lang og jeg der skriver sammen (om end det da er hyggeligt).