Smokey Robinson - Pure Smokey
Jeg har før udbredt mig om hvor meget jeg elsker Smokey Robinson (og jeg ville faktisk, hvis man absolut skulle, hvilket der jo ikke er nogen grund til, sætte ham højere end Gaye og Green (og Hathway og Mayfield og Prendergrass og Ware og Isleybrødrene (dem alle!) andre jeg glemmer), når det gælder mandlige soulsangere) og især hans sangstil, snarere end sangskrivning, omkring 1980. Den der manierede vibrato han kører med, det lidt slidte stemmebånd, kærligheden og coke. Det er vidunderligt. Men det der er med pladerne omkring 1980 er at sangene halter, måske med undtagelse af pladen Warm Thoughts (der især udmærker sig ved den udødelige kuplet "hickory, hickory duck / I want to be your clock', det var nok den Dylan tænkte på, da han sagde (hvad han senere pure benægtede at have udtalt) at Robinson var USAs største nulevende digter), der er, hvis jeg tager firserbrillerne af, maks to-tre gode sange på hver plade, uanset hvor meget jeg holder af suppe-steg-og-is soul. Der er sangskrivningen betydeligt bedre fra Quiet Storm og bagud til hans plader med Miracles. Jeg bryder mig dog ikke om hans tressersangstil, det er en ret ensformig falset, men sangene i sig selv er bedre, det må jeg nok indrømme. Jeg kan bedre med sangstilen her, hvor Smokey bevæger sig ud på dybt vand ved at synge om andet end kærligheden mellem ham og en kvinde (han synger f.eks. om mors ret til at få sig en ny mand efter at drengene er blevet store samt om mandlig jomfruelighed) og slipper godt fra det. Det er meget smagfuldt, funky og sympatisk det hele, men jeg vil her stille nogle afgørende spørgsmål: Er det her flødet nok? Er produktionen ikke for god? Er sangene ikke for gode? Og svarene er selvfølgelig nej, jo og jo. Hjertet længes tilbage til 1980, det gør det bare, det giver ikke en fuck for kvalitet.
