DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
-
Jon A
- Indlæg: 14794
- Tilmeldt: 15 jul 2006 10:31
- Kontakt:
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Jeg elsker den her plade, men jeg elsker endnu mere efterfølgeren, Less Talk, More Rock. Stærkere sange og en tiltalende kombination af holier than thou-PC og selvironi.
-
Dialingleft
- Indlæg: 5057
- Tilmeldt: 10 dec 2019 21:45
- Geografisk sted: Psykopatsamfundet
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Og eftersigende opkaldt efter hvad bøvede skatere råbte efter dem på scenen, når deres introer blev for lange.
-
Kong Louie
- Indlæg: 7891
- Tilmeldt: 18 jul 2016 19:24
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Også mig. Et lyrisk højdepunkt uden tvivl, den sang der. Lidt ala Dont call me white. Man vidste ligesom bare det var stærke sager.Dialingleft skrev: ↑15 maj 2024 10:38I øvrigt hver gang Gaza eller IP bliver nævnt (blev, er nok blevet for vant til det siden 7/10) så har min hjerne siden sluthalvfemserne spillet "The gaza strip, the west bank...The gazaaa striiiiip, soon to be parking lots" bidden. Ren pavlov. IP-->Propagandhi
Jeg har aldrig været grovfan af Propagandhi. Men deres tredje plade, da ramte de den sgu lige i røven, imho. How to clean everything er en fed plade, men alle var så vilde med den, at jeg stod lidt af faktisk. Og det var netop deres uendelige bashing af alt og alting til højre og venstre jeg stod af på. Syntes de var lidt dumme at høre på faktisk. Man fanme et dygtigt band, sunshine de kan spille.
Now I'm the king of the swingers
-
Kong Louie
- Indlæg: 7891
- Tilmeldt: 18 jul 2016 19:24
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
But wait a minute dad, did you actually say freedom?
Well, if you're dumb enough to vote,
You're fuckin dumb enough to believe him.
Cuz if this country is so goddam free,
Then I can burn your fucking flag wherever I damn well please.
(And then I'm gonna stick it up your fucking ass)
Well, if you're dumb enough to vote,
You're fuckin dumb enough to believe him.
Cuz if this country is so goddam free,
Then I can burn your fucking flag wherever I damn well please.
(And then I'm gonna stick it up your fucking ass)
Now I'm the king of the swingers
-
yossarian
- Indlæg: 7287
- Tilmeldt: 11 jul 2002 11:10
- Spotify: https://open.spotify.com/user/113344089
- Geografisk sted: fuckin' dobbelt-A
- Kontakt:
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Hører HTCE nu, forsangeren er irriterende, og så er han mixet urimelig højt i forhold til hvor dårlig han er. Teksternes "humor" er virkelig ikke ældet med ynde. jeg har muligvis set dem i start/midt-90'erne, de har spillet nogle gange på 1000Fryd?
foxtrot skrev:En internetperson, der ikke kan se hvornår man er sarkastisk, er jo bare et fjols man endnu ikke har mødt.
-
satirejohn
- Indlæg: 9415
- Tilmeldt: 18 okt 2006 15:46
- Kontakt:
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
1994 (vol. 1)
Som illustreret af de seneste dages plader var tiden fra Suffer og gennem de første år af 90'erne i høj grad præget af skatepunk. Epitaph og Fat Wreck blev slået fast som bannerførere af en efterhånden ret veldefineret stil, imens Lookout stod for en afart af poppunk, der var tættere på den øvrige punkundergrund, men i høj grad udstak de næste retninger. Nevermind gør dels at tiden står i grungens tegn, men også at mainstreamen pludselig bliver udsat for en masse rockmusik, der tidligere har hørt undergrunden til, en masse bands bliver hevet fra indielabels og langt ind på MTV og de store labels. Som vi ved fra en anden tråd her på boardet så sker der noget i 1994 der vender op og ned på det hele igen.
De her tre album har allerede været oppe i 1994-tråden, men de kan selvfølgelig ikke forbigås, så her får I dem på én gang i et stort monsterindlæg.
The Offspring - Smash
Udkommer i april, hvilket er et par måneder efter Dookie. Så vidt jeg kan læse mig til har begge album dog været growers og Offspring slog vist nok igennem først. Offspring har rødder tilbage i 80'erne. Deres første album (s/t fra 1989) er meget TSOL-inspireret calipunk, der både er let gotisk og flabet. Tjek f.eks. Beheaded. Kunne godt have været et outtake fra Dance With Me.
Efterfølgende signer de med Epitaph og udgiver Ignition (1992). Her begynder de så småt at finde deres egen stil, som er lidt mere rocknrollet end andet vi har hørt, vil jeg sige. På første nummer er der stop-start riffs og man kan allerede så småt ane fremtidens flammeskjorter. På Dirty Magic nærmer det sig decideret gothrock eller postpunk, og er der også lidt Come As You Are i guitaren? Det er ihvertfald her man ser, at Offspring ikke er blege for at eksperimentere med andre sangtyper end ligefrem LA/OC-punk. Det hele er relativt budget-agtigt produceret og heller ikke bemærkelsesværdigt fedt spillet. Dexter Holland har en, ahem, bemærkelsesværdig vokal og de kan skrive catchy numre, men hvor mange der havde forudset at de lang skulle overhale Bad Religion osv. i popularitet på det her tidspunkt kan jeg godt tvivle på.
Ikke desto mindre udkommer Smash i 94 og bliver et gigantisk hit. I kender de tre singler, Come Out and Play, Self Esteem og Gotta Get Away, der alle tre kommer tæt på toppen af Billboard. Smash er i mange år det bedst sælgende independent album nogensinde og skaber nærmest egenhændigt grundlaget for det Epitaph vi kender i dag. Ret symbolsk udkommet pladen samme dag som Kurt Cobain findes død. Vagtskiftet er indvarslet. Hvorfor er det så lige præcis Offspring der bryder igennem? Egentlig har de et ret sært univers, der på mange måder ikke hænger helt sammen. Angsty, goofy og politisk/social-realistisk på samme tid, som jeg forsøgte at formulere det i 94-tråden. Der er en del lige ud af landevejen punkrock-tracks med et rocknrollet næsten garagepunk feel. Den lidt dystre tone (et ret overset element i Offsprings lyd IMO) er der stadig. Det hele lyder klart mere tight end førhen - og så er albummet fyldt med åbenlyse hits. Jeg synes ikke der er et svagt nummer på pladen. Selvom Offspring ikke rigtig var blandt Epitaphs flagship-bands før, må Gurewitz have hørt noget i Smash, for han fandt ihvertfald et promo-budget frem, der langt over oversteg produktionsomkostningerne.
Singlerne: Come Out and Play er en forsmag på det senere mere gimmicky Offspring med sit fjollede spoken word hook, """mellemøstligt"""-klingene guitarriff og en tekst om bandevold, der nok er tænkt som en socialrealistisk kommentar, men fremstår som halvt bekymret skolelærer og halvt lidt for komfortabel med at bruge gadens sprog (Pretty Fly, anyone?). Self Esteem er et tydeligt take på Nirvana, der både minder direkte om Lithium og Smells Like Teen Spirit. Teksten er dog en væsentligt mere letbenet lidt tongue in cheek sag om taber-teendrengen der lader sig udnytte. Gotta Get Away er en mere dyster midtempo punkrock-banger med fede harmonier og fede wåuhwåuh-stykker - nogle af Offsprings stærkeste kort.
Derudover har pladen masser af andre peaks: Nitro, Bad Habit ("stupid dumbshit goddamn motherfucker!"), Smash ("I'm not a trendy asshole, I do what I want, I do what I feel like"), It'll be a Long Time, fedt cover af Didjits' Killboy Powerhead - selv ska-nummeret What Happened to You? er fedt. Som det fremgår er der en del kiksede ting ved Offspring, men på det her tidspunkt forstår de altså at skrue et pisse fedt nummer sammen og universet fungerer for some reason på trods af det hele.
Min teori er at Smash er den perfekte middle ground mellem grunge og poppunk. Come Out and Play-videoen er i de velkendte grunge-sepiatoner, teksterne er relativt dystre men nede på jorden og relaterbare og særligt Self Esteem har de helt klare musikalske paralleller til Nirvana. Samtidig har det hele den lidt goofy suburban stemning og en overordnet upbeat riffing og catchy feeling vi kender fra de forrige års skatepunk - bare med mange mange flere hooks. Selvom det ikke er et lige så stort spring fra den gloomy grunge som så meget andet pop- og skatepunk, må det alligevel have virket friskt.
Den her video er blevet vist næsten 100 millioner gange på YouTube siden 2013:
Green Day - Dookie
Udkommer i februar, men bryder først for alvor igennem med Basket Case som anden single i løbet af sommeren. Hvad er der at sige? Det er og bliver genrens formfuldendte mesterværk, det her. De spiller for vildt, produktionen er helt perfekt og sangene er ALT for sindssyge. Overvej lige hvor overdrevet fedt pladen starter med tre totalt vilde sange i træk - og så er ingen af dem singler! Hvis Green Day hidtil var placeret som et "lovende" band, så må man sige at Dookie indfrier alle løfter både kunstnerisk og kommercielt.
I ved allerede alt om den her plade, så jeg bruger lidt mindre plads på den og citerer lige mig selv fra 1994-tråden: "Green Day var bare bedre og Warner kunne trods alt tage dem længere end Epitaph kunne tage Offspring. Offspring var funderet i melodisk LA hardcore som DI, Agent Orange, Adolescents osv. og et lidt utroværdigt univers, der prøvede at være socialt bevidst, angsty og goofy på samme tid - de var allerede halv-gamle i poppunk-år da Smash kom ud. Green Days baggrund er meget mere klassisk sangskrivning - Ramones, The Clash, Buzzcocks osv. - men også en mere ægte DIY punkscene (Gilman St og Lookout Records) end Offspring kom fra, og universet er en langt mere instinktivt meningsfuld blanding af frækhed og nede på jorden følsomhed.
Set i lyset af Blink-182, hvor der virkelig gik Jackass og tegneseriekarakterer i den, kan Green Day måske virke som relativt små personligheder, men prøv lige at se Basket Case og se hvor fede de er og hvor fresh en æstetik det er. Skærende hvidt lys, overeksponerede grønne farver og totalt charmerende snerrende attituder. Igen falder sammenligningen med Offspring lidet flatterende ud for sidstnævnte, hvis man ser f.eks. Self Esteem videoen. Mere vagt 90'er washed out udtryk og langt tyndt flettet hår. Full disclosure: jeg var Offspring-fan og syntes Noodles og Dexter var TOP seje, men igen - Green Day VAR bare federe."
Den her video er såmænd spillet 350 millioner gange, og helt ærligt så ER det også bare stadig den dag i dag noget af det fedeste og mest forfriskende jeg nogensinde har set:
Jawbreaker - 24 Hour Revenge Therapy
Udkommer i februar - altså cirka samtidig med Dookie. Udkommer på Tupelo Recording Company, der også udgav Melvins, Sleep og licenserede nogle af de tidlige udgivelser fra Sub Pop med blandt andre Nirvana og Mudhoney. Altså et lidt andet hjemsted end Epitaph, Fat eller Lookout. Jawbreaker er i det hele taget et svært kategoriserbart band. De kommer fra Gilman St-scenen, men musikalsk stikker hver af deres fire plader i øst og vest. De vil nok altid være kendt som bandet der med Dear You lavede den store sellout-plade, som alle vendte ryggen på dét tidspunkt, men som senere er blevet anerkendt som et mesterværk.
Det er dog først senere i historien. Jawbreakers første plade, Unfun (1990), er en super fed semi-angsty punkrock-plade. Havde den stået alene var Jawbreaker blevet husket af de få som et band, der havde mere musikalsk styr på lortet end deres Bay Area-samtidige, og måske som et logisk bindeled mellem Crimpshrine og Green Day.
På album nummer to, Bivouac (1992) tager de dog et komplet left turn - emo. Bandet opdager Helmet, Naked Raygun og Fugazi (og deres revolution summer forgængere), sænker tempoet og skruer meget op for de indestængte følelser, støjen og de let akavede samples. Deres første store mesterværk i min bog. De turnerer en del både i USA og Europa, lever den helt skraldede punkrock-livsstil og det tager vist lidt hårdt på dem. Blake Schwarzenbach smadrer stemmen undervejs og må få foretaget en operation, der ændrer hans sangstemme og teknik fremover.
24 Hour Revenge Therapy er nok for mange dér hvor Jawbreakers lyd virkelig går op i en højere enhed. En perfekt intersection af desperat og kantet emo og den Lookout Records-agtige poppunk - optaget af ingen ringere end Steve Albini. Der er både fede fede melodiske men temmelig frustrerede poppunk-bangers som Boxcar, Do You Still Hate Me?, The Boat Dreams From the Hill, den knusende ballade Ache og en hel del derimellem. Den mere melodiske sangstil er helt sikkert med til at gøre pladen langt mere tilgængelige end dens forgængere, men det er stadig poppunk i den godt flossede ende. Medlemmerne er nogle år ældre end Green Day, og hvis Dookie er den perfekte plade at få smidt i hovedet af MTV som snottet og forvirret (præ-)teen, så er 24HRT den perfekte plade til den måske lige så forvirrede 20-something.
Dyrk lige den her party-tekst til West Bay Invitational:
Efter pladen udkom tog Jawbreaker på tour med Nirvana og blev selvfølgelig opdaget af nogle af de dyre drenge. Lad os se om vi når dertil.
'till then:
Som illustreret af de seneste dages plader var tiden fra Suffer og gennem de første år af 90'erne i høj grad præget af skatepunk. Epitaph og Fat Wreck blev slået fast som bannerførere af en efterhånden ret veldefineret stil, imens Lookout stod for en afart af poppunk, der var tættere på den øvrige punkundergrund, men i høj grad udstak de næste retninger. Nevermind gør dels at tiden står i grungens tegn, men også at mainstreamen pludselig bliver udsat for en masse rockmusik, der tidligere har hørt undergrunden til, en masse bands bliver hevet fra indielabels og langt ind på MTV og de store labels. Som vi ved fra en anden tråd her på boardet så sker der noget i 1994 der vender op og ned på det hele igen.
De her tre album har allerede været oppe i 1994-tråden, men de kan selvfølgelig ikke forbigås, så her får I dem på én gang i et stort monsterindlæg.
The Offspring - Smash
Udkommer i april, hvilket er et par måneder efter Dookie. Så vidt jeg kan læse mig til har begge album dog været growers og Offspring slog vist nok igennem først. Offspring har rødder tilbage i 80'erne. Deres første album (s/t fra 1989) er meget TSOL-inspireret calipunk, der både er let gotisk og flabet. Tjek f.eks. Beheaded. Kunne godt have været et outtake fra Dance With Me.
Efterfølgende signer de med Epitaph og udgiver Ignition (1992). Her begynder de så småt at finde deres egen stil, som er lidt mere rocknrollet end andet vi har hørt, vil jeg sige. På første nummer er der stop-start riffs og man kan allerede så småt ane fremtidens flammeskjorter. På Dirty Magic nærmer det sig decideret gothrock eller postpunk, og er der også lidt Come As You Are i guitaren? Det er ihvertfald her man ser, at Offspring ikke er blege for at eksperimentere med andre sangtyper end ligefrem LA/OC-punk. Det hele er relativt budget-agtigt produceret og heller ikke bemærkelsesværdigt fedt spillet. Dexter Holland har en, ahem, bemærkelsesværdig vokal og de kan skrive catchy numre, men hvor mange der havde forudset at de lang skulle overhale Bad Religion osv. i popularitet på det her tidspunkt kan jeg godt tvivle på.
Ikke desto mindre udkommer Smash i 94 og bliver et gigantisk hit. I kender de tre singler, Come Out and Play, Self Esteem og Gotta Get Away, der alle tre kommer tæt på toppen af Billboard. Smash er i mange år det bedst sælgende independent album nogensinde og skaber nærmest egenhændigt grundlaget for det Epitaph vi kender i dag. Ret symbolsk udkommet pladen samme dag som Kurt Cobain findes død. Vagtskiftet er indvarslet. Hvorfor er det så lige præcis Offspring der bryder igennem? Egentlig har de et ret sært univers, der på mange måder ikke hænger helt sammen. Angsty, goofy og politisk/social-realistisk på samme tid, som jeg forsøgte at formulere det i 94-tråden. Der er en del lige ud af landevejen punkrock-tracks med et rocknrollet næsten garagepunk feel. Den lidt dystre tone (et ret overset element i Offsprings lyd IMO) er der stadig. Det hele lyder klart mere tight end førhen - og så er albummet fyldt med åbenlyse hits. Jeg synes ikke der er et svagt nummer på pladen. Selvom Offspring ikke rigtig var blandt Epitaphs flagship-bands før, må Gurewitz have hørt noget i Smash, for han fandt ihvertfald et promo-budget frem, der langt over oversteg produktionsomkostningerne.
Singlerne: Come Out and Play er en forsmag på det senere mere gimmicky Offspring med sit fjollede spoken word hook, """mellemøstligt"""-klingene guitarriff og en tekst om bandevold, der nok er tænkt som en socialrealistisk kommentar, men fremstår som halvt bekymret skolelærer og halvt lidt for komfortabel med at bruge gadens sprog (Pretty Fly, anyone?). Self Esteem er et tydeligt take på Nirvana, der både minder direkte om Lithium og Smells Like Teen Spirit. Teksten er dog en væsentligt mere letbenet lidt tongue in cheek sag om taber-teendrengen der lader sig udnytte. Gotta Get Away er en mere dyster midtempo punkrock-banger med fede harmonier og fede wåuhwåuh-stykker - nogle af Offsprings stærkeste kort.
Derudover har pladen masser af andre peaks: Nitro, Bad Habit ("stupid dumbshit goddamn motherfucker!"), Smash ("I'm not a trendy asshole, I do what I want, I do what I feel like"), It'll be a Long Time, fedt cover af Didjits' Killboy Powerhead - selv ska-nummeret What Happened to You? er fedt. Som det fremgår er der en del kiksede ting ved Offspring, men på det her tidspunkt forstår de altså at skrue et pisse fedt nummer sammen og universet fungerer for some reason på trods af det hele.
Min teori er at Smash er den perfekte middle ground mellem grunge og poppunk. Come Out and Play-videoen er i de velkendte grunge-sepiatoner, teksterne er relativt dystre men nede på jorden og relaterbare og særligt Self Esteem har de helt klare musikalske paralleller til Nirvana. Samtidig har det hele den lidt goofy suburban stemning og en overordnet upbeat riffing og catchy feeling vi kender fra de forrige års skatepunk - bare med mange mange flere hooks. Selvom det ikke er et lige så stort spring fra den gloomy grunge som så meget andet pop- og skatepunk, må det alligevel have virket friskt.
Den her video er blevet vist næsten 100 millioner gange på YouTube siden 2013:
Green Day - Dookie
Udkommer i februar, men bryder først for alvor igennem med Basket Case som anden single i løbet af sommeren. Hvad er der at sige? Det er og bliver genrens formfuldendte mesterværk, det her. De spiller for vildt, produktionen er helt perfekt og sangene er ALT for sindssyge. Overvej lige hvor overdrevet fedt pladen starter med tre totalt vilde sange i træk - og så er ingen af dem singler! Hvis Green Day hidtil var placeret som et "lovende" band, så må man sige at Dookie indfrier alle løfter både kunstnerisk og kommercielt.
I ved allerede alt om den her plade, så jeg bruger lidt mindre plads på den og citerer lige mig selv fra 1994-tråden: "Green Day var bare bedre og Warner kunne trods alt tage dem længere end Epitaph kunne tage Offspring. Offspring var funderet i melodisk LA hardcore som DI, Agent Orange, Adolescents osv. og et lidt utroværdigt univers, der prøvede at være socialt bevidst, angsty og goofy på samme tid - de var allerede halv-gamle i poppunk-år da Smash kom ud. Green Days baggrund er meget mere klassisk sangskrivning - Ramones, The Clash, Buzzcocks osv. - men også en mere ægte DIY punkscene (Gilman St og Lookout Records) end Offspring kom fra, og universet er en langt mere instinktivt meningsfuld blanding af frækhed og nede på jorden følsomhed.
Set i lyset af Blink-182, hvor der virkelig gik Jackass og tegneseriekarakterer i den, kan Green Day måske virke som relativt små personligheder, men prøv lige at se Basket Case og se hvor fede de er og hvor fresh en æstetik det er. Skærende hvidt lys, overeksponerede grønne farver og totalt charmerende snerrende attituder. Igen falder sammenligningen med Offspring lidet flatterende ud for sidstnævnte, hvis man ser f.eks. Self Esteem videoen. Mere vagt 90'er washed out udtryk og langt tyndt flettet hår. Full disclosure: jeg var Offspring-fan og syntes Noodles og Dexter var TOP seje, men igen - Green Day VAR bare federe."
Den her video er såmænd spillet 350 millioner gange, og helt ærligt så ER det også bare stadig den dag i dag noget af det fedeste og mest forfriskende jeg nogensinde har set:
Jawbreaker - 24 Hour Revenge Therapy
Udkommer i februar - altså cirka samtidig med Dookie. Udkommer på Tupelo Recording Company, der også udgav Melvins, Sleep og licenserede nogle af de tidlige udgivelser fra Sub Pop med blandt andre Nirvana og Mudhoney. Altså et lidt andet hjemsted end Epitaph, Fat eller Lookout. Jawbreaker er i det hele taget et svært kategoriserbart band. De kommer fra Gilman St-scenen, men musikalsk stikker hver af deres fire plader i øst og vest. De vil nok altid være kendt som bandet der med Dear You lavede den store sellout-plade, som alle vendte ryggen på dét tidspunkt, men som senere er blevet anerkendt som et mesterværk.
Det er dog først senere i historien. Jawbreakers første plade, Unfun (1990), er en super fed semi-angsty punkrock-plade. Havde den stået alene var Jawbreaker blevet husket af de få som et band, der havde mere musikalsk styr på lortet end deres Bay Area-samtidige, og måske som et logisk bindeled mellem Crimpshrine og Green Day.
På album nummer to, Bivouac (1992) tager de dog et komplet left turn - emo. Bandet opdager Helmet, Naked Raygun og Fugazi (og deres revolution summer forgængere), sænker tempoet og skruer meget op for de indestængte følelser, støjen og de let akavede samples. Deres første store mesterværk i min bog. De turnerer en del både i USA og Europa, lever den helt skraldede punkrock-livsstil og det tager vist lidt hårdt på dem. Blake Schwarzenbach smadrer stemmen undervejs og må få foretaget en operation, der ændrer hans sangstemme og teknik fremover.
24 Hour Revenge Therapy er nok for mange dér hvor Jawbreakers lyd virkelig går op i en højere enhed. En perfekt intersection af desperat og kantet emo og den Lookout Records-agtige poppunk - optaget af ingen ringere end Steve Albini. Der er både fede fede melodiske men temmelig frustrerede poppunk-bangers som Boxcar, Do You Still Hate Me?, The Boat Dreams From the Hill, den knusende ballade Ache og en hel del derimellem. Den mere melodiske sangstil er helt sikkert med til at gøre pladen langt mere tilgængelige end dens forgængere, men det er stadig poppunk i den godt flossede ende. Medlemmerne er nogle år ældre end Green Day, og hvis Dookie er den perfekte plade at få smidt i hovedet af MTV som snottet og forvirret (præ-)teen, så er 24HRT den perfekte plade til den måske lige så forvirrede 20-something.
Dyrk lige den her party-tekst til West Bay Invitational:
Spoiler:
'till then:
-
yossarian
- Indlæg: 7287
- Tilmeldt: 11 jul 2002 11:10
- Spotify: https://open.spotify.com/user/113344089
- Geografisk sted: fuckin' dobbelt-A
- Kontakt:
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Selvom DL skrev det her om Propagandhi, passer det nok endnu bedre på Offspring (om end de vel senere er sprunget ud som konservative?), og det er noget af det der allerede på smash gør dem lidt douche-agtige. Smash er fed nok, men den er også meget summen af sine inspirationskilder (Måske lidt lige som Korn i Яise and Fall-tråden), og man kan i hvert fald i bakspejlet fornemme hvor det bærer henad. Green Day kan bare mere og de maler med en bredere palet. Men er Dookie afgørende bedre end Kerplunk!?Dialingleft skrev: ↑14 maj 2024 22:05En sidste ting jeg vil stene over er, den unikke nordamerikanske måde at være venstreorienteret på, som kommer for dagen der. Den der ekstremt vrede indignation, men hvor årsagsforklaringer aldrig handler om andet end de andre er idioter eller at USAs regering er onde. Chomsky på plade. Enjoy.
foxtrot skrev:En internetperson, der ikke kan se hvornår man er sarkastisk, er jo bare et fjols man endnu ikke har mødt.
-
Dialingleft
- Indlæg: 5057
- Tilmeldt: 10 dec 2019 21:45
- Geografisk sted: Psykopatsamfundet
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Jeg skriver lidt længere om Satires hjernedødt fede monster-post senere på weekenden 
Angående Yossis pointe, så tænker jeg at Dookie er det suveræne 'best-case-scenario' for et skift fra et indie til et major. De rammer ind i en producer der getter dem, og får støtten fra pladeselskabet til at bruge så lang tid de vil i studiet. Og det skifte var nødvendigt for at løfte Dookie op på et helt andet niveau end Kerplunk. De gør ikke noget kvalitativt nyt på Dookie, men produktionen og sangvalget fremhæver og forstærker alt godt, og fjernere eventuelle svipsere fra førstnævnte. Noget som Larry Livermoore aldrig ville have haft production-chops til at hjælpe dem med. Ja Dookie er bedst. Men mest fordi den er Kerplunk på steroider, på grund af de ressourcer som Nevermind havde gjort mulige for alternative bands.
Angående Yossis pointe, så tænker jeg at Dookie er det suveræne 'best-case-scenario' for et skift fra et indie til et major. De rammer ind i en producer der getter dem, og får støtten fra pladeselskabet til at bruge så lang tid de vil i studiet. Og det skifte var nødvendigt for at løfte Dookie op på et helt andet niveau end Kerplunk. De gør ikke noget kvalitativt nyt på Dookie, men produktionen og sangvalget fremhæver og forstærker alt godt, og fjernere eventuelle svipsere fra førstnævnte. Noget som Larry Livermoore aldrig ville have haft production-chops til at hjælpe dem med. Ja Dookie er bedst. Men mest fordi den er Kerplunk på steroider, på grund af de ressourcer som Nevermind havde gjort mulige for alternative bands.
-
satirejohn
- Indlæg: 9415
- Tilmeldt: 18 okt 2006 15:46
- Kontakt:
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
Særligt på Americana har Offspring flere sange der fremstår uklædeligt bedrevidende og "wont somebody think of the children"-agtige, og også til tider ret ignorante omkring mentalt helbred og flere andre emner, men jeg kender ikke til noget om at de skulle være politisk konservative. Jeg synes faktisk at jeg fornylig stødte på nogle ret fine udtalelser fra dem omkring et eller andet LGBTQ-relateret, som jeg dog ikke kan finde lige nu, og jeg mindes også at de fremstår velreflekterede i de nyere dokumentarer om punk (den med Iggy Pop) og Woodstock 94. Men det kan godt være der er noget jeg ikke ved. De er jo helt sikkert på mange måder dumme amerikanere, lige som så mange andre. Dexter måtte sælge sin privatfly-samling osv., LOL. Gad dog godt have en flaske af hans hot sauce stående.
-
satirejohn
- Indlæg: 9415
- Tilmeldt: 18 okt 2006 15:46
- Kontakt:
Re: DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!
En udlægning af Offsprings ufede sider, som er fair langt hen ad vejen: https://thequietus.com/opinion-and-essa ... niversary/
Handler dog primært om Americana - men når diskussionen nu alligevel kom op.
Handler dog primært om Americana - men når diskussionen nu alligevel kom op.
Hvem er online
Brugere der viser dette forum: Ingen og 3 gæster