Wasn't Born To Follow - lytteklubben om The Byrds

[secondtoughestintheinfant]

Jeg er grundlæggende ret enig, men det er også lidt spændende at man kan være helt enormt banebrydende og kedelige og uambitiøse samtidig. Måske man kan udvikle lidt flere teorier der forbinder sig både til det her og til det 2nd skriver om det uoverlagte og det DL skriver om de sure Dylan-kritikere: At man næsten sidder med indtrykket af at de på en eller anden måde var uundgåelige og at deres lyd og tilgang var en slags skæbnebestemt konklusion frembragt af den historiske kontekst. Det tiltaler mig også personligt lidt at fraskrive et band al agens, og bare betragte dem som tomme hylstre for de kulturelle strømningers uafvendelige fremdrift.

Det kan jo også ses ved den måde, Byrds nærmest intuitivt fra-/udstødte de genuine auteurs/genier Clark, Parsons og (i, tellingly, mindre grad) Crosby. Hvis man gør regning uden dem, er Byrds vel et næsten djøffet band.

[dayan]

Hvordan er det for resten med etableringen af denne her ikoniske lyd, når jeg nu kan forstå, at de ikke selv spillede på den første indspilning af bandet? Lød de allerede sådan, eller er det udtænkt af en eller anden pladeselskabsmand?

[secondtoughestintheinfant]

Hvordan er det for resten med etableringen af denne her ikoniske lyd, når jeg nu kan forstå, at de ikke selv spillede på den første indspilning af bandet? Lød de allerede sådan, eller er det udtænkt af en eller anden pladeselskabsmand?

Terry Melcher.

Det her er fra Tom Breihans fremragende bog The Number Ones:

The Byrds radically reworked “Mr. Tambourine Man,” doing everything in their power to turn Dylan’s original demo into a pop song. They cut three of the song’s four verses, layered their harmonies over Dylan’s chorus, and used the track as a vehicle for McGuinn’s chiming, droning guitar sounds. Ultimately, those harmonies and guitar sounds would be the only things that the actual Byrds recorded on the song. Columbia had paired the Byrds up with producer Terry Melcher, and Melcher decided that, McGuinn aside, the Byrds weren’t good enough musicians to actually play on their own record.

Det er The Wrecking Crew, der spiller på "Mr. Tambourine Man".

[burdette]

Det lyder som om, at hele den ikoniske sound er modelleret efter en lille bid af Dylans tekst; "jingle jangle morning".

[Dialingleft]

Jeg er grundlæggende ret enig, men det er også lidt spændende at man kan være helt enormt banebrydende og kedelige og uambitiøse samtidig. Måske man kan udvikle lidt flere teorier der forbinder sig både til det her og til det 2nd skriver om det uoverlagte og det DL skriver om de sure Dylan-kritikere: At man næsten sidder med indtrykket af at de på en eller anden måde var uundgåelige og at deres lyd og tilgang var en slags skæbnebestemt konklusion frembragt af den historiske kontekst. Det tiltaler mig også personligt lidt at fraskrive et band al agens, og bare betragte dem som tomme hylstre for de kulturelle strømningers uafvendelige fremdrift.

Det kan jo også ses ved den måde, Byrds nærmest intuitivt fra-/udstødte de genuine auteurs/genier Clark, Parsons og (i, tellingly, mindre grad) Crosby. Hvis man gør regning uden dem, er Byrds vel et næsten djøffet band.

Og ikke at forglemme Chris Hillman. Måske ham med de konsistent bedste post-byrds plader

[Dialingleft]

Igen. Til dayans spørgsmål. Jeg vil mene at den ikoniske lyd i høj grad allerede eksisterer hos The Searchers, og i mindre grad Beatles. Begge Rickenbacker og 12 strengs-spillende før Mcguinn smed mundharpestativet.


Hør I Feel Fine og Ticket To Ride med fab four ,Needles and Pins med searchers eller I'll Never Find Another You med Seekers. Det er i hvertfald nok indicier for at Mcguinn ikke var den store innovator men derimod popularizer.

[Dialingleft]

Nåh ja. Og Terry Melcher produceren og bagmanden som 2nd skriver, er selvfølgelig også berømt for formentligt at have været det egentlige udsete offer for the Family på Cielo Drive, da han havde boet der indtil kort før Polanski og Sharon Tate overtog lejemålet. Melcher sagde nej til at give Manson en pladekontrakt, og efter Dennis Wilson havde introduceret dem.

[andreassyr]

Virker som om der ikke er så meget mere suppe at koge på debuten nu, derfor hopper vi hurtigt videre til



Turn! Turn! Turn!
CBS
6. december 1965

1. "Turn! Turn! Turn! (To Everything There is a Season)" (Book of Ecclesiastes/Seeger)
2. "It Won't Be Wrong" (McGuinn, Gerst)
3. "Set You Free This Time" (Clark)
4. "Lay Down Your Weary Tune" (Dylan)
5. "He Was a Friend of Mine" (traditional, new words and arrangement McGuinn)
6. "The World Turns All Around Her" (Clark)
7. "Satisfied Mind" (Red Hayes, Jack Rhodes)
8. "If You're Gone" (Clark)
9. "The Times They Are a-Changin'" (Dylan)
10. "Wait and See" (McGuinn, Crosby)
11. "Oh! Susannah" (Stephen Foster)

Jim McGuinn – lead guitar, acoustic guitar, vocals
Gene Clark – rhythm guitar, harmonica, tambourine, vocals
David Crosby – rhythm guitar, vocals
Chris Hillman – electric bass (backing vocal on "Lay Down Your Weary Tune")
Michael Clarke – drums (tambourine on "He Was a Friend of Mine")
Terry Melcher – organ on "He Was a Friend of Mine"

Det er om at smede mens jernet er varmt når man er en folkrock-sensation, derfor gik der ikke mange måneder inden denne, bandets anden plade, udkom. Vi er nede på kun to Dylan-covers, men jeg får det stadig kun til 5 originale kompositioner, heraf Crosbys første kreditering. De var åbenbart allerede ved at være skidemeget uvenner (forskellige indtægter, Crosby mente at de andre konspirerede om at holde hans sange ude, den slags), men pladen var et stort hit - selvom den generelle kritiske reception var mindre begejstret end over debuten.

Anywho, her er lige et meget Dylan-agtigt citat fra Dylan om McGuinn i forbindelse med at han hørte deres udgave af "Lay Down Your Weary Tune", som Dylan ikke selv udgav før engang i 80'erne:
Dylan himself was impressed when he heard the band's reading of his song, telling McGuinn: "Up until I heard this I thought you were just another imitator ... but this has got real feeling to it."

Hvad synes i? Har Turn! Turn Turn! real feeling to it?

SPOTIFY

[secondtoughestintheinfant]

På vej ud af døren: Titelnummer et fucking kejser - den perfekte Byrd'ske sødme og melankoli. Og så begynder der altså virkelig at være ild i Clark. "The World Turns All Around Her" er mindst et top 5-Byrds nummer #herpåmatriklen.

I det hele taget holder jeg meget af den her plade, og jeg har i årenes løbet bumpet den en del mere end debuten. Jeg har det for øvrigt lidt med de tidlige Byrds-plader versus de efterfølgende, som jeg har det med de tidlige Simon and Garfunkel-plader versus de efterfølgende. Den langsomme, prøvende, rørende frigørelse fra konventioner og traditioner, som dog ikke negeres, men transformeres til noget nyt.

[Mr. Bungle]

Har også hørt Turn! Turn! Turn! oftere end debuten. Lyder den ikke også lidt bedre? Stærkt, at vi allerede her får et ekstremt Gene Clark-agtigt Gene Clark-nummer med "If You're Gone".