Track for Track: Clap Your Hands Say Yeah - Clap Your Hands Say Yeah

[secondtoughestintheinfant]

Det peakede, da Jay-Z var til Grizzly Bear-koncert. Det var også der alle genreskellene begyndte at brase sammen.

[yossarian]

David Byrne til Clap Your Hands Say Yeah koncert d.10 august 2005 ved South Street Seaport (den var - skal det retfærdigvis siges - gratis):


Han udtalte senere:

It liberated me musically, but also as a person. I was not doing super-duper. I was one of those men who didn't drive cars. I realized there were people in other places but I didn't see them. Once in awhile you see this amazing total band, where you go, this band thinks about everything and it’s all part of a total thing.

Det var det her han hørte:

Med hensyn til vokalen så nævnte en af bandets venner at Ounsworth lød som en blanding af Adam Sandler og David Byrne.

En andet aspekt jeg synes er interessant er at dengang fungerede det at en kendt musiker troppede op til en koncert med et nyt indieband som en blåstempling. Det var en kæmpe ting at CYHSY tidligt i deres karriere uden noget pladeselskab og udelukkende med word of mouth i begyndelsen (forestil jer folk der brænder de cd'er de har købt direkte af bandet og giver dem til deres venner, hvis de da ikke har fundet en mp3 på en blog) havde Byrne og Bowie som publikum til deres koncerter.

For mig virker det nærmest lidt cringe at Byrne giver opbakning til et band der i så høj grad er talking heads-tilbedende fanboys og bærer inspirationen uden på tøjet.
Pladen kom i 2005 (et par år før Yossarian II ankom), men jeg tror ikke, jeg hørte den, da den kom, tidligst et par år efter, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte om CYHSY. Jeg fik en t-shirt af min søster, uden at have helt styr på, hvem de var.
Jeg tænker måske, at en del af diskussionen i denne tråd kommer til at fokusere på, om pladen er andet og mere end sine inspirationskilder. Det er en meget collageagtig plade, og det er ikke altid svært at se, hvilke elementer der indgår i collagen.

[O' R'lyeh]

David Bowie sad d. 20. juni 2005 iført baseball cap på balkonen på Knitting Factory i New York:


Om det var den højre eller den venstre vides ikke, men koncerten var arrangeret af bloggen Gothamist som led i deres koncertrække Movable Hype, den tredje af slagsen.

Han blev interviewet ikke længe efter og uden at nævne deres navn må det næsten være CYHSY han taler om:

I went to this concert. Someone had mentioned the band to me. I was sitting in the balcony because I prefer the aerial view. It has always been like this, even in the Seventies. Moreso than performing what I really want to do is to see what the audience sees, hear what they hear, feel whatever they’re feeling. I have always had this desire. It’s communal, transcendental, this artform. Potentially. And I had this sense that the band shared this desire. And then they sang my name and I thought, well, that’s fate, isn’t it? I remember thinking as I was leaving this place, maybe there’s something there. Turns out there was.

Det var den her sang han hørte:

I heard it from a friend
The Revolution never happened
Sigh
A little die
No more a child
Goodbye

Now where's the woolen sweater
You mentioned in the letter?
Imply
The other guy
And scandalize the lion

A clean shave in the morning
And a full beard with no warning
Time has gotten by on alibis and wine

Success is so forbidding
But it makes me think I'm winning
Quiet
Dim the lights
Adopt another lifestyle

Come come come on
Come come come on
Come come come on
Come come come on
Come come come on
Come come come on
Come come come
Over and over again

You look like David Bowie
But you've nothing new to show me
Start another fire
And watch it slowly die

En Geniusbruger nævner i øvrigt at glam rock var det helt store hos indie acts i midtnullerne.

Jeg ved ikke med jer men jeg synes faktisk det her er en god sang. Det lyder i mine ører lidt som Enon.

[O' R'lyeh]

De her spillede i øvrigt bagefter, men da var Bowie og det meste af publikum skredet:


"A GREAT fucking band" ifølge brooklynvegan.

[andreassyr]

Synes ikke det giver mening at sige at de bærer inspirationskilderne uden på tøjet. Altså hvad lyder det her eksempelvis som? Der er en del Neu! over rytmikken og den stort set uændrede form (andet nummer i træk hvor de bare har skrevet en melodilinie eller allerhøjest to og insisterer på at det er rigeligt til at udgøre en sang) og ellers er der vel lidt Byrne over vokalen, men ligeså meget Thom Yorke, hvis det endelig var.

Jeg synes ligeledes at det er godt.

[Promo]

Jeg har svært ved at abstrahere fra, at det ligner HM Dronning Margrethe, øverst til venstre på coveret…

[andreassyr]

TDHGAO: Hvor stort kraut var i 00’erne. I dag har alle jo hørt selv de mest obskure og udbrændte progfolk-ting, men dengang var der vel næppe noget sejere end at namechecke Can.

[Hr. Fugl]

Hvad kan man sige.. en straight up banger jo. Kan godt følge, syr ift. at trommerne har noget Neu! over sig. Fedt synth-tema, der ligger og driller i baggrunden. Tror I, ligesom jeg, at Brooklyn-scenen fra midt 00'erne får en kæmpe revival på et tidspunkt? Så klæder folk sig som Animal Collective og YYY's og snakker om, hvor sindssygt det var, at så mange gode bands dukkede op på samme tid og sted dengang i 00erne, og hvor må det have været fantastisk at opleve. David Bowie tog til koncert med CYHSY......!

[O' R'lyeh]

I dag tager vi to fordi den første er et kort spilledåsemellemspil:


Ekstremt tidstypisk move. Det stinker af CocoRosie.

Dernæst en følsom ballade:


Er det her man kan høre at det faktisk ikke er Byrne, men Dylan som Ounsworth sætter højest? Endda mundharmonika og det hele. Han har i hvert udtrykt sin beundring for Sir Bob i flere interviews.

[andreassyr]

Okay, men lidt kedeligt sammenlignet med de to tidligere og langt mere idiosynkratiske numre. Ærke-ærke-Brooklynstil at kulminationen på nummeret primært bare er mere gulvtam. Derudover køber jeg Dylan-læsningen.