1.Er der egentlig nogen ud over Antimatter der lytter med?
2.Er frekvensen passende? Skal det være flere eller måske færre plader per uge?
3.Er musikken for kedelig? I så fald kan jeg godt springe over nogle af de mere perifere komponister og kodekser.
Trivia om William de la Pole
Jeg har for øvrigt en sjov detalje om William de la Pole, der først var jarl (foruden markis) og derefter hertug af Suffolk. Han havde tilnavnet Jackanapes, der kommer af "Jack of Naples", som var slang for en abe. Tilnavnet var afledt af hans heraldiske devise som bestod af en "abeklods", som var en træklods man lænkede sin kæleabe til. Jackanapes kom senere til at betyde en indbildsk person da de la Pole blev opfattet som en nyrig opkomling. Hans oldefar var en uldhandler fra Hull (se mere på wiki).
Her er klodsen:
Gud elskede dinosaurerne. Guds værk er troværdigt.
1.Er der egentlig nogen ud over Antimatter der lytter med?
2.Er frekvensen passende? Skal det være flere eller måske færre plader per uge?
3.Er musikken for kedelig? I så fald kan jeg godt springe over nogle af de mere perifere komponister og kodekser.
1. Hvad vil du mere?
2. Passende.
3. Nejnej, vi skal have alle de perifere kodekser med.
1. Ja!
2. Ved ikke. Nogle gange får jeg hørt det hele, andre gange føler jeg mig bagud. Tænker det er op til hvad du selv synes er sjovt, men skulle jeg foreslå en frekvens i forhold til mit nuværende tempo, ville en gang om ugen være passende.
3. Synes det er en kvalitet ved lytteklubben at den medtager det perifere.
Det er fedt at høre. Jeg spørger fordi jeg ikke synes det giver mening at have en lytteklub, hvor kun én lytter med. Det er svært for mig at vurdere hvor mange der lytter, hvis I ikke giver lyd fra jer engang i mellem.
Frekvens: Vi holder fast i to om ugen og så kan man eventuelt prioritere hvad man synes lyder mest interessant.
Jeg har prøvet uden held at finde mere med Binchois. Det er tror jeg mere et udtryk for eftertidens end samtidens syn på ham. Han var en big deal om end måske en lidt mindre deal end Dufay, som vi nu skal høre en sidste messe med. Valget er faldet på Missa L'homme armé fra den her plade: Guillaume Du Fay, Cut Circle, Jesse Rodin – Les Messes A Teneur (spotify)
L'homme armé (den bevæbnede mand) var en populær monofon chansonmelodi i renæssancen, der var præget af Pave Pius' forsøg på at stable et nyt korstog på benene efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 og i Dufays tilfælde af hertugen af Burgund Karl den Dristiges hofs stiliserede høviske ridderkultur. Vi befinder os så at sige i en senfeudal tidsalder, en udløber af middelalderen. Melodien inspirerede op mod fyrre polyfone messer i det femtende og sekstende århundrede og blandt komponisterne var der store navne som Ockeghem og Dufay. Messen hører til blandt hans fire sene cykliske messer (cirka. 1460). Jeg tror det giver mening at se ideen om at tage en eksisterende melodi og bruge den som cantus firmus til f.eks. en messe som middelalderen og renæssancens svar på sampling. Dufay sampler faktisk ikke alene L'homme armé, men også hans lidt yngre kollega Antoine Busnois' (link nedenfor) udgave, der så at sige satte gang i dillen.
En berømt kompositorisk finte er den såkaldte krabbekanon i Agnus Dei-delen, som bærer en latinsk inskription, der oversat betyder "Krabben kommer helt ud, men kommer halvt tilbage". Jeg forstår det ikke rigtigt sådan musikteknisk, men I kan læse mere her på Allmusic (hvis tekst ovenstående parafraserer).
Vurdering
Det er vidunderlig musik. Slutningen af credo'en eksempelvis. Jeg synes man fornemmer at messen er en mesters sene værk. Meget kunstfærdigt.
Vi skal høre mere Busnois og så tror jeg at vi går i gang med Ockeghem og det kan jeg godt love allerede nu bliver vildt. Manden lavede ikke andet end bangers.
Gud elskede dinosaurerne. Guds værk er troværdigt.
Ja, det er vildt smukt. Cut Circles Dufayfortolkninger er efter hvad jeg har læst kendetegnet ved at være en del hurtigere end ældre indspilninger. Dermed også sagt at jeg er blevet meget bevidst om hvor meget ensemble betyder for ens tilegnelse af musikken. Det er bl.a. derfor jeg har valgt østeuropæisk musik (det lidt der er bevaret) fra fordi dem der spiller vesteuropæisk musik bare er bedre. Jeg tror simpelthen ikke der er et miljø for det eller publikum til det.
Gud elskede dinosaurerne. Guds værk er troværdigt.
Jeg beklager men I får kun én plade i den her uge, men til gengæld er den ret rå i det: Antoine Busnois - Orlando Consort – Missa O Crux Lignum • Motets • Chansons (spotify)
Antoine Busnois (1430-1490) er den sidste af de store komponister i den burgundiske skole. Han var i sin levetid især kendt for sine tre- og firestemmige chansoner, der holdt sig indenfor de traditionelle former (formes fixes, som vi tidligere har talt om). Dagens komposition er dog en af hans motetter, Gaude caelestis Domina, som jeg har valgt fordi jeg synes fremførelsen er anderledes rå i forhold til det vi er vant til. Det har muligvis noget at gøre med at Orlando Consort er rundet af en engelsk katedraltradition. Motetten, der er for fire stemmer, blev i 1473 kritiseret for sløset notationsteknik af Johannes Tinctoris (ham der sagde at al musik før renæssancen var et overgreb mod ørerne), men rost for sin latinitet. Det er en motet i fire dele, der hylder Jomfru Maria muligvis i forbindelse med helligholdelsen af Jomfru Marias syv glæder. Den ender med at sangerne spørger Jomfru Maria om hun vil bede til sin søn.
Busnois var selv efter sigende medlem af en bande der fem gange bankede en præst til han blødte. Han blev i den forbindelse ekskommunikeret. Han blev senere benådet af Pave Pius og endte som en af den musik- og krigsglade Karl Den Dristiges foretrukne komponister.
Vurdering
Jeg synes som sagt det her er lidt mere råt end vi er vant til. Er det fordi der ingen kvindelige sangere er? Hvad tænker I? Jeg har læst at det skulle være svært at gennemtrænge som nutidig lytter og det synes jeg måske der er noget om. Det er ikke så let at holde af.
Senest rettet af O' R'lyeh 24 feb 2023 11:11, rettet i alt 1 gang.
Gud elskede dinosaurerne. Guds værk er troværdigt.
Busnois var selv efter sigende medlem af en bande der fem gange bankede en præst til han blødte. Han blev i den forbindelse ekskommunikeret. Han blev senere benådet af Pave Pius og endte som en af den musik- og krigsglade Karl Den Dristiges foretrukne komponister.
Grineren nok som den tid og kulturs reckless rockstjerneadfærd.
Musikken er indtil videre fed, synes jeg, mere agiterende end de andre motetter vi har hørt, nærmest øretæveindbydende.
Ja, det minder mig om den samtidige digter Francois Villon, men hvor han blev ved at være reckless digterforbryder (og nogle gange skrev digte om det), fik Busnois fast arbejde.
Nu fik jeg til at lyde som om det var noget bras, men det synes jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide messen, hvis cantus firmus modsat nogle af dem vi har været igennem er taget ikke fra en verdslig sang men fra en gregorianerkorslager.
Gud elskede dinosaurerne. Guds værk er troværdigt.
