Lou Reed 1979-1986: Fra The Bells til Mistrial. En kaotisk lytteklub med et vilkårligt nedslag

[dayan]

Fed linje, enig, og der er massevis af dem på hele pladen. Det er måske Reeds mest tydelige aftryk, at pladen til tider er sjov. Cale er utvivlsomt et af de største genier i rockhistorien, men han er helt sikkert ikke sjov. Det grundlæggende koncept for Songs for Drella er klart calesk: to instrumenter (ad gangen) og intet yderligere akkompagnement. Og stringens i det hele taget, mest åbenlyst tematisk. Det har, som tydeliggjort i denne tråd, aldrig været Reeds styrke. Havde det være et rigtigt Reed-album, ville halvdelen af sangene være plastret til med skinger blues rock, der havde været mindst to irriterende genreparodier, og Forever Changed havde lydt som Dirty Boulevard.

[Pete Rock]

Fuck jeg hører den nu den ret jo dybt rørende. Cale der synger lige nu.

[Fisker Thomas]

Det er og bliver en virkelig god plade. Jeg har slet ikke samme voksenambivalens som på The Blue Mask. Tak til min ekstremt kiksede (og rare) engelsklærer med hentehår og dejansigt for at åbne døren til dette album i 2002.


Jeg synes ikke altid, at ‘rørende’ er så positivt, men dette album er rørende på en meget vellykket måde. Jeg vil også påstå, at det mestrer den sjældne kunst at være smagfuldt på en ikke anmassende måde.

[Kong Louie]

Den er da meget sød, men den er også røvkedelig, ik?

[Hansen]

En detalje jeg vist aldrig har fortalt nogen: Næsten alle lyde på mit Mjöd Sacrifice-album er samplet fra Song For Drella: https://slagskygge.bandcamp.com/album/m ... lking-bone
Fandme også et fedt album at blive inspireret af.

[Kong Louie]

Hæ, ingen trommer. Jeg kan se det, det giver god mening.

[Jon A]

Det grundlæggende koncept for Songs for Drella er klart calesk: to instrumenter (ad gangen) og intet yderligere akkompagnement. Og stringens i det hele taget, mest åbenlyst tematisk. Det har, som tydeliggjort i denne tråd, aldrig været Reeds styrke. Havde det være et rigtigt Reed-album, ville halvdelen af sangene være plastret til med skinger blues rock, der havde været mindst to irriterende genreparodier, og Forever Changed havde lydt som Dirty Boulevard.

Ikke hvis Hermes' biografi står til troende: Cale ville gerne have strygere og instrumentale sange på pladen, men Reed nægtede. Officielt fordi han ville tilbage til udgangspunktet med Cale og ham som duo, der lagde grundlaget for VU - men Hermes mener, at det lisså meget skyldtes, at Reed ville bevare fuld kunstnerisk kontrol og ikke lade Cale få en fod til jorden.

[dayan]

Meget Reed at lave sin første ikke-rodebunke af en plade i godt et årti, fordi ham den anden ikke skulle have lov til at bestemme.