Lytteklub: Klassisk musik fra år 500 til år 2000

[Langley]

Jeg glæder mig til den her tråd med det nye hakkebræt.

[O' R'lyeh]

Fedt. Jeg tænker Wolkenstein er noget for dig. Er det her egentlig den mest EUROPA!-agtige tråd i svingningers historie?

[Antimatter]

Kommer der noget julemusik?

[O' R'lyeh]

Ja det gør der. Jeg har fundet lidt middelalderjulemusik. Måske tager vi glæderne på forskud og hører noget renæssancejulemusik.

[eini]

Eini: Det er et godt og svært spørgsmål. Det er mit indtryk at der ikke er noget klart skel mellem middelalder og renæssance. Jeg har før i den her tråd foreslået at vi mere betragter dem som pejlemærker end som særskilte perioder. Middelalder og renæssance var i første omgang ideologiske betegnelser, hvor norditalienske kunstnere og tænkere i 1400 og 1500-tallet prøvede at markere et nybrud, der var kendetegnet ved det de selv anså for en genopdagelse af antik kunst og tankegods (deraf renæssance, altså genfødsel) efter en nedgangsperiode præget af forfald, som de kaldte middelalderen (den alder der lå mellem antikken og dem selv). Den tankegang udartede sig nogle gange i tilsvininger af musik fra før år 1400 f.eks. kaldte Johannes Tinctoris musik som trecento for så udueligt og tåbeligt komponeret, at det snarere krænkede end behagede øret og Cosimo Bartoli skrev at musik var så godt som død før renæssancen (se Taruskin, s.384).
Betegnelserne blev siden overtaget af historikere, hvor middelalder (tænk bare på "den mørke middelalder") nærmest var et skældsord, men både middelalder og renæssance er efterhånden omstridte begreber og der er sågar folk der snakker om det tolvte århundredes renæssance.
En anden ting man skal tænke på at er at alting gik langsomt. Vi er vant til i det 20. århundrede og frem, at musikalske strømninger afløser hinanden med stor hastighed (noget kan gå fra perifert til mainstream i løbet af et årti), men den udvikling tog på det her tidspunkt mange årtier, hvis ikke et helt århundrede.
Vores bibel, Taruskins The Oxford History of Western Music, siger bl.a. at perioder er nødvendige, men at de betegnelser vi bruger som middelalder og renæssance ikke har nogen essens. Der er ikke noget essentielt middelalderligt eller renæssanceagtigt. Musik havde desuden det unikke problem blandt alle kunstarterne at der intet var tilbage af antik musiktradition, så den kunne slet ikke genfødes. Et paradoks er at da musikteoretikere og musikere i slutningen af sekstende århundrede forsøgte at gengive ikke stilen, men den effekt som musik burde have ifølge antik musikteori markerer det for musikhistorikere ikke begyndelsen, men afslutningen på renæssancen og overgangen til barokken.
Ifølge Taruskin kan man kort og godt sige at indenfor musik findes renæssancen slet ikke, men der var ikke desto mindre et musikalsk nybrud i det femtende århundrede præget af stigende internationalisering (Taruskin, s.384-85).
Rent musikalsk betyder det i grove træk fremkomsten af musik for mindst fem stemmer og simultan komposition, hvor alle melodilinjer blev komponeret strofe for strofe frem for som i middelalderen at bygge ovenpå en allerede eksisterende melodilinje (fra f.eks. et kendt stykke monofon munkesang) ved først at lave en øvre stemme og til sidst de såkaldte indre stemmer. Det giver mulighed for såkaldt imitation, hvor man populært sagt kan høre ekkoer af den ene melodilinje i den anden. En udbredt brug af imitation betød også at kompositioner blev væsentligt længere.

Det var en lang smøre, men jeg tror måske at det bliver tydeligt at der sker noget musikalsk, når vi i de næste to uger skal beskæftige os med contenance anglois, der åbenbart markerer en overgang mellem ars nova/trecento og den fransk-flamske skole. Det sagt så er der også en del overlap rent stilistisk f.eks. er Du Fay fra den første generation i den fransk-flamske skole i høj grad Machauts arvtager.

Tak for et virkelig godt svar. Spændende i sig selv at overveje hvor meget den den æstetiske oplevelse farves af vores historiske forestillinger. Jeg har i øvrigt godt bemærket en #justice4middelalderen-bevægelse brede sig i tiden, og jeg glæder mig til at se hvad den fører med sig udenfor Instagram. Var i kirke i dag hvor min kæreste synger i kor, og bortset fra prædikenen som ville gøre dybere indtryk hvis den stadig foregik på latin og skulle modtages stående, var det en ret middelalder oplevelse. Godt nok var der 6-8 mennesker under 40 til højmessen, men jeg havde indtryk af at de havde svært ved sådan rigtig at blive revet med, selvom de tydeligvis var søgende og modtagelige. Jeg håber at folkekirken overlever, fordi det er så dyb en tradition og jo faktisk også en levende gammel musiktradition, som vel ellers vil forsvinde ud af folkeligt kendskab, men det er svært at forestille sig hvordan den ser ud om tyve år. Jeg vil selvfølgelig hellere se den død end overtaget af gospelkor og friske prædikener.

[O' R'lyeh]

Jeg har ikke noget overblik over den danske lutheranske kirkesangstradition, men måske kommer vi til at berøre den engang i fremtiden.

Nu skal vi som allerede annonceret beskæftige os med contenance anglois. Betegnelsen kommer fra et digt fra omkring 1440 af den burgundiske hofdigter, Martin le Franc, hvor han skriver at en ny generation af franske og burgundiske komponister har ladet sig besnære af "la contenance Angloise et ensuy Dunstable, Pour quoy merveilleuse plaisance Rend leur chant joyeux et notable" ("den engelske maner/attitude og fulgt Dunstable, som har gjort deres sang vidunderligt nydelsesfuld, betydningsfuld og fornøjelig"). La contenance Anglois er en vag poetisk betegnelse, der dækker over en særlig engelsk lyd på det her tidspunkt, som Taruskin anfører formentligt er formet af indflydelse fra oldnordiske tvisöngur (tvillingesang for to stemmer, en mumlende og en let og behagelig, en tradition der fra vikingetiden blev videreført i Northumbria og Wales) og fransk musik. Det skulle også have noget at gøre med en mundtligt engelsk tradition og en gryende tidlig nationalisme bl.a. i kraft af at være et ørige (Taruskin, s.405). Dunstable er den mest kendte og indflydelsesrige komponist fra denne tid.
Et tidligt eksempel på engelsk musik er den berømte kanon "Sumer is icumen in" (sommeren er kommet):


I dag skal vi høre musik fra et håndskrift, der hedder Old Hall, opkaldt efter den by, det blev fundet i:

Gothic Voices - Echoes of An Old Hall (spotify)

Dagens komposition (spotify):


Beskrivelse

Håndskriftet Old Hall er sammensat i 1400-tallet, men indeholder på kompositioner, der er repræsentative for engelsk musik ved slutningen af 1300-tallet. Det er kirkemessemusik, som f.eks. den gloria jeg har valgt som dagens komposition. Noget er mere udtalt engelsk, andet som gloriaen af Jehan Pycard (trods navnet formentlig en engelsk komponist) et eksempel på hvordan fransk musik som ars subtilior også påvirkede engelsk musik. Det er så at sige et engelsk bud. Old Hall manuskriptet er også bemærkelsesværdigt for at det muligvis er Henrik d. femte der gemmer sig bag komponistnavnet Roy Henry. Hans kompositioner er dog ikke medtaget på Gothic Voices-pladen, men til gengæld har der sneget sig nogle franskmænd, Du Fay og Binchois, med som vi skal lytte mere til når vi efter nytår kommer til den burgundiske skole.

Vurdering

Det er svært for mig at høre de særlige triader, der åbenbart er færde i engelsk musik, så det lyder ikke meget anderledes end f.eks. Machaut. Det sagt så er det bestemt værd at lytte til.

Juleplade

Det er jo december så til glæde for Antimatter og andre vil jeg poste nogle middelalderjuleplader.

Folger Consort - A Medieval Christmas (spotify)

Musik fra det ellevte århundredes Frankrig, det trettende århundredes England, det fjortende århundredes Italien og Spanien og det femtende århundredes England. Der er både carols, instrumentalmusik og a cappella. Det lyder ikke overraskende ret fremmedartet når man sammenligner med nutidig julemusik.

[O' R'lyeh]

John Dunstable - Tonus Peregrinus – Sweet Harmony: Masses And Motets (jeg kan ikke få spotifylinket til at virke, men den er på spotify)

Dagens komposition


Beskrivelse

John Dunstable står omtalt på en mindetavle (en såkaldt epitaf, der blev ophængt i en kirke) "an astrologian, a mathematician, a musitian and what not" og han var en af de mest berømte musikere i sin samtid. Han arbejdede enten i Humphrey (1390-1445), hertugen af Gloucesters rejsende følge eller for Johan af Lancaster, hertugen af Bedford (1389-1435). Sidstnævnte var mere eller mindre selvudnævnt konge af Frankrig og holdt en god del af det nordlige Frankrig besat i 1420'erne og 1430'erne og gjorde muligvis Dunstable til lord. Johan af Lancaster beordrede også Jeanne d'Arcs død på bålet. Dunstable var således i Paris på højdepunktet for engelsk politisk magt over og kulturel indflydelse i Frankrig. Denne indflydelse gjorde sammen med den særlige engelske stil ham og de andre engelske komponister til katalysatorer for en ny pan-europæisk musikstil (Taruskin, s.422).
Dunstables tekster var næsten alle religiøse og i dagens komposition er teksten hentet fra Højsangen. Højsangen var på dette tidspunkt populær i England, ikke så meget for den smukke, erotiske poesi som for den forbindelse der blev draget mellem Højsangen og Jomfru Marias rolle som nakken der forbandt og medierede mellem Guds hoved (godhead, det vi på dansk vel ville kalde treenighedens substans? Ret mig hvis jeg tager fejl) og kroppen, der udgjordes af de troende. Højsangens kærlighedstekster blev således opfattet som Kong Salomons sange til Jomfru Maria og derfor er teksterne velegnede til hvad man kunne kalde votivsange (s.429). Måske kan I fornemme at den her komposition er mere sanselig end middelaldermusik ellers er?

Vurdering

Min far der er ufrivilligt medlem af den her lytteklub har bemærket at Dunstables musik handler om det skal være himmelsk fedt og jeg er enig. Det er meget smuk musik, der af kompositoriske og musikteoretiske, men også af stemningsmæssige grunde adskiller sig fra noget vi har hørt tidligere.

Edit: Jeg glemte julepladen.

Juleplade

Boston Camerata - Hodie Christus natus est (er på spotify, men det driller som sagt i dag)

Hovedsagelig aquitainesk og spansk musik. Ideen er at man kan høre den øgede tekniske kunnen og den medfølgende musikalske udvikling op gennem middelalderen i pladens forløb. Ret fedt.

[Antimatter]

Dejlig musik.

[O' R'lyeh]

Ja ikke? Nu fik jeg også dagens juleplade med og den er også dejlig. Noget helt andet end Kings College julekorsang.

[O' R'lyeh]

Leonel Power - The Hilliard Ensemble – Masses & Motets (spotify)

Dagens komposition (spotify):


Beskrivelse

Leonel Power (ca. 1370-1445) var en af de første til at lave en såkaldt messecyklus, som så vidt jeg forstår udspringer af motetten, bare med flere motetter bundet sammen. Power var først korlærer i Hertugen af Clarences eget kapel og dernæst medlem af Christ Churchs broderskab. En af hans pligter var at lede det kor, der sang votivsange i det såkaldte "Lady Chapel" (altså et kapel for Jomfru Maria). Han skrev formentlig cyklussen Alma Redemptoris Mater til netop dette kor. Messen tager udgangspunkt i en maria-antifon, en af flere gregorianersange der indgik i den katolske kirkes repertoire. Missa Alma Redemptoris er i fire dele og dens struktur er så speciel at det er muligt at den er baseret på numerologi eller anden okkult symbolisme. Den har derfor muligvis forbindelse til det der hedder Musica Speculativa (Fornuftens musik).
Musica speculativa er groft sagt musik som refleksion/spejling af det virkelige og trækker på neoplatonisk tankegods, der tilsiger at kun med fornuften og ikke med sanserne kan vi opfatte Guds verden og den reneste form for fornuft var tal fordi de ikke afhænger af hvad vores sanser fortæller os. En middelaldermusiktraktat, der tog udgangspunkt i Musica Speculativa, ville derfor have så lidt som muligt at gøre med hvordan musik blev spillet eller bestemte kompositioner. To eksempler er Augustins De Musica og Boethius' De institutione musica (Taruskin, s.69).

Vurdering

Jeg synes igen ikke det lyder så forskelligt fra Machaut, men der er flere stemmer på. Det er ikke desto mindre dejligt at lytte til.