Track for track - Warning//Watching from a Distance

[makrel]

jeg er nok bare en sucker for den her type tristhed. Det er så stort og fedt!

Man behøver jo heller ikke være ked af at vi ikke længere er asatro for at lytte til Bathory. Jeg er også tæt på helt solgt - men jeg kommer altså til at høre hele pladen.

Selvom jeg selvfølgelig ønsker det, så kan det ikke være fest, ballade og satan hele tiden. Man har godt af at blive trukket ned i sølet af og til.

Stærkt at du også er solgt! Af legens, og egentlig også min nysgerrighed, så hvorfor?

Igen her holder liveudgaven to the max. Godt nok på bekostning af lidt af den oprindelige produktions atmosfæriske kvalitet, men det er som om det bliver endnu mere umiddelbart og hudløst når Walker og resten af bandet virkelig får lov til at skære igennem.



Kom til at tænke på et nummer som Ebony Tears som vel (som tidligere nævnt) er en slags forløber for dette album og også har det med at dele vandene. Dejligt at stå ved den rigtige bred.

Må lave en forlænget lytning og tage livepladen med efter studiepladen. Liveplader er ellers ofte en noget flad fornemmelse. Men det virker som om der er noget at hente. Lidt irriterende, faktisk. Nåh, men jeg vender tilbage med lidt om livepladen på et senere tidspunkt, efter legen og studiepladen.

"Ebony Tears"? Cathedral? Kan kun svagt huske det nummer.

Stærkt, vil jeg se frem til. Er godt nok også en meget lidt liveagtig liveproduktion, men den føles langt fra overflødig i forhold til originalen.

Ja, Cathedral, som vel også ligger i periferien af 90'ernes britiske death doom. Det er selvfølgelig mere weird og jammet, men deler mange af de samme kvaliteter, ligesom med Candlemass og Saint Vitus for den sags skyld.

Sidste track i morgen!

Nåh, men det lyder på papiret som noget jeg skulle prøve at støve op på vinyl. Pokkers også - men kun fedt, hvis den får et nøk. Også selvom jeg er skeptisk. Altså, som i, hvorfor ændre på noget der spiller max? Men jeg vil lade tvivlen komme mig til gode, og vende tilbage. Måske allerede i morgen, hvis tiden er til det.

Jo, det gør Cathedral helt sikkert. Jeg har bare altid set dem som noget mere rowdy og røvballedoom ligesom Withcfinder General også er det. Cathedral er i det hele taget en mærkelig størrelse. Lee Dorian, der lige skrider fra Napalm Death for at spille sløv Stoner/Doom. Det er godt nok længe siden jeg har hørt Cathedral og kan næsten ikke genkalde det. Må lige få samlet op på "Ebony Tears" snarest. Det hurtige, overfladiske lyt, gav ikke rigtig så mange associationer mod Warning, men kan da sagtens tage fejl.

Ja, i morgen bliver fed!

[Pete Rock]

jeg er nok bare en sucker for den her type tristhed. Det er så stort og fedt!

Man behøver jo heller ikke være ked af at vi ikke længere er asatro for at lytte til Bathory. Jeg er også tæt på helt solgt - men jeg kommer altså til at høre hele pladen.

Selvom jeg selvfølgelig ønsker det, så kan det ikke være fest, ballade og satan hele tiden. Man har godt af at blive trukket ned i sølet af og til.

Stærkt at du også er solgt! Af legens, og egentlig også min nysgerrighed, så hvorfor?

ja, jeg ved jeg ikke bidrager med så meget for tiden. Jamen, jeg synes det lyder fedt. Jeg er ret vild med vokalen, og er samtidig begyndt at være mere og mere med på hvorfor musikken skal være så nedbarberet. Mit mentale billede er: Forsangeren (Jon A, hvis Jon A havde følelser) kommer ind i studiet en dag. Jeg har det simpelthen så dårligt, fortæller han sine bandmedlemmer, kan I ikke spille så jeg kan synge lidt om det? Jojo, siger de, men skal vi ikke øve lidt, finde på nogle fede riffs? Nej, siger han, det skal være lige nu og det skal være helt straight. De indspiller pladen.

Jeg kan også afsløre at jeg brugte replikken: I aften kan jeg ikke nøjes med at watch'e from a distance, overfor min kone den anden dag, så det går godt. Stik imod pladens ånd, selvfølgelig.

[makrel]

Skønt indlæg, Pete!

Dit mentale billede stemmer måske mere overens med virkeligheden end du tror. De har indspillet albummet i Tyskland i april 2006 og udgav albummet i december 2006. Umiddelbart er det ikke så lang tid igen, synes jeg. Og hvis det er, må jeg passere gaden. Uanset hvad, så er jeg helt på bølgelængde med din forestilling, og det er en kæmpe styrke.

Irllol over det sidste

[haile lassie]

5. Echoes. Pladens sidste track.

I think of mornings we might spend
If I came home to find you there
Both talking freely of ourselves
Or sleeping through the break of day
And so much honesty
That's why I'd never feel the pain
And in my weakest moments
I'd often look that way again

I think of evenings we might spend
If you stayed home to find me there
Reaching across our distance
With all the hurt that's in our lives
And if it came to be
I would not understand the pain
And in my darkest moments
I want to feel that way again

And I know that I'm wrong
I know that I'm wrong
But casting shadows, there's a light that shines on
But when I look into your eyes I know I'll find it there
So I don't understand the pain I thought was never there
And when I see you smile, I know there's something stronger yet
Than any dream I ever placed at someone's feet

[makrel]

Har snydt lidt og lyttet på gåturen til metroen for en lille halv time siden.

Igen et vildt stærkt nummer. Walker vil ikke rigtig acceptere at han er blevet forladt og det er nærmest en sygelig omklamren, han ligger for dagen i teksten. Men vokalmæssigt lyder det mere som om at han har accepteret det, end at han skal til at acceptere det. Det er lidt sådan et mellemland i disharmoni. Der er også noget svagt besiderisk over teksten, der vel egentlig bare er ét stort offerkort.

Det er utroligt stærkt. Det er musikken også. Den klynkende guitar minder mig mere og mere om det Mournful Congregation og Thergothon har gjort med deres, klart mere metallede lyd. Det er bare som om at Warning tager den grædende strengelyd med sig uden at buldre med distortion.

"Echoes" er en stærk lukker på et GUDEALBUM. Er glad for at der i hvert fald er et par stykker som har fanget albummets helhed trods de hårde odds T4T giver. Håber at det i sin helhed vil folde sig mere ud for jer, og for de hårde og til dels følelseskolde tvivlerne også.

Jeg håber at finde tid til albummet i sin helhed i dag, men tvivler. Og jeg skal også finde tid til Roadburn-albummet. Glæder mig til begge dele!

6/6 nummer, 6/6 album!

[krea]

Jeg snød i går og lyttede hele albummet, på believers' opfordring, mens jeg gik en tur rundt om skoven ved Nysø Gods i silende regn.

Det fungerer klart bedre i sin helhed. På den måde er det et ambient-album. Walkers vokal er virkelig fed, selvom jeg nu fik en fornemmelse af at han performede mere end han følte det. Der er for mange vokale showoffs i hans sangforedrag til at jeg kan tro på at han er i sine følelsers vold. Der var også tider hvor jeg fik lyst til at løfte næven. Det blev episk flere steder, små kulminationer med vokal, riffs og rytmer, som jeg ikke synes passer til teksterne. Kom til at tænke på Allan Olsens "5 under 0" hvor konen jo er skredet med ungerne, og han smider kaktusser efter køteren. Den er opløftende i omkvædet, men dér synger han også at han nok skal komme igen. Walker har endnu ikke fattet at han ikke får hende tilbage. Det håb han har, er blålys. Der er for meget energi i Walkers sang, for meget fremdrift, det skulle have været tungere og mere depressivt eller mere udflydende, mere apatisk før jeg havde troet på det.

Har stadig et problem med Walkers guitarspil. Simpelt behøver ikke at være kedeligt. Det bliver det her. Det er lige før jeg tror det havde fungeret hvis han havde shoegazet sin guitar. Ville passe bedre til følelserne. Men så ville Makrel sikkert ikke have kunnet lide det. Hatfields bas bliver også for anonym. Ofte kan jeg ikke rigtig høre den, den følger vel guitaren? Når man er en trio, synes jeg godt man kan lade bassen fylde mere, skabe mere rum. Til gengæld er jeg ret vild med Springthorpes trommer. Den hårdtspændte lilletromme, hans brug af tammer og bækken. Det er fedt. Men en klassiker kan jeg ikke høre det er.

4/6

[makrel]

Jeg kan til dels købe at Walker performer lidt mere end at være i sine følelsers vold, men der er altså følelser til stede. Ellers havde han ikke skrevet de tekster, eller sunget dem som han gjorde. Det er en mand der ligger i fosterstilling for sig selv og reciterer sin pinlige ulykkelighed for sig selv/for os (på albummet). Walker har grædt hvad han kan, der er ikke mere tilbage, og nu fortæller han. Det er derfor at musikken ikke behøver mere effekt, end hvad den gør. Det ér kedeligt at være ulykkelig og at følt sig trådt på. Det er de få virkemidler, der gør albummet så uhyggeligt stærkt som det er.

Har virkelig svært ved at se hvad shoegazing havde gjort godt for det her album. Der er en afdæmpet og smuk, grædende guitar - det er alt hvad man har brug for. Den dovne dynamik suppleres helt eminent på trommerne, der simpelthen er så fede. Og så kan det godt være at bassen er mærkelig, men den giver trods alt lidt dybde og et par dingeling af og til.

Det er i dén grad en klassiker. Der er ingen i sin samtid der lyder på samme måde, i midt 00'erne var det stonerdoom og 70'er hardrockrevival, der var i højsædet. Det var nærmest kun Reverend Bizarre, der holdt fanen højt på den ægte, uforfalskede doom metal. Det var derfor at Albert Witchfinder lukkede Reverend Bizarre ned i slut 00'erne: Fordi doom metallen havde hovedet oppe i sin egen røv, og til dels stadigvæk har det. Warning bidrog med en helt særlig lyd, som nærmest kun er blevet dårligt kopieret efterfølgende. Ikke at det skal være et kvalitetsstempel på Warning, men de bliver hyldet af Reverend Bizarre på nummeret "The Goddess of Doom" på deres sidste EP, Return to the Rectory fra 2011, hvor RV mere eller mindre proklamerede at doom metallen er død.

Jeg kan selvfølgelig kun have respekt for at nogen ikke bryder sig om Warning. Det er jo i bund og grund en smagssag. Men det ændrer ikke på at der over flere linjer er en rimelig konsensus om at det er en klassiker.

[satirejohn]

Der er vel ingen der forsøger at diskutere hvorvidt Walker rent faktisk har følelser - tror blot krea anfægter formidlingen af dem.

Synes det har været en fed oplevelse at lytte til den her plade, selvom det nok ikke har været den helt rette tråd at tage den op i. Særligt første nummer er en sær størrelse, som jeg endnu ikke helt har en færdig holdning til. De resterende numre er for mig lidt mere ordinære udgaver af det samme, men jeg vil give det fulde album et lyt én af dagene.

[krea]

Jeg kan til dels købe at Walker performer lidt mere end at være i sine følelsers vold, men der er altså følelser til stede.

Der er vel ingen der forsøger at diskutere hvorvidt Walker rent faktisk har følelser - tror blot krea anfægter formidlingen af dem.

Hvad satirejohn sagde. Der er bestemt følelser til stede, men det er mit indtryk at han har dem lidt længere på afstand end da han skrev de tekster. Det er for så vidt nok også både mere realistisk og sundere for ham selv. Ikke at vi bekymrer os om kunstneres mentale helbred. De er jo bedst, når de er miserable.

Det er i dén grad en klassiker. Der er ingen i sin samtid der lyder på samme måde, i midt 00'erne var det stonerdoom og 70'er hardrockrevival, der var i højsædet. Det var nærmest kun Reverend Bizarre, der holdt fanen højt på den ægte, uforfalskede doom metal.

Jeg kan selvfølgelig kun have respekt for at nogen ikke bryder sig om Warning. Det er jo i bund og grund en smagssag. Men det ændrer ikke på at der over flere linjer er en rimelig konsensus om at det er en klassiker.

Det er helt sikkert rigtigt. Svingninger er de eneste metalkredse jeg bevæger mig i, så jeg ved ikke hvad folk bliver enige om i metalmiljøet. Det var udelukkende en subjektiv udmelding.

Men det er jo fedt at du har det sådan med pladen. Ved sgu ikke hvordan jeg selv ville have det med en t4t med nogle af de albums, jeg sætter højt. Det kan da godt være at de blegnede lidt i sådan et forløb.

[Pete Rock]

Der var også tider hvor jeg fik lyst til at løfte næven.

har du overvejet bare at gøre det?