Lytteklub: Progrock, klassisk æra; 1967-1975

[Ællington]

FEEEEDT!

[fabriz]

Ja det er en pissefed plade. Men sateme længe siden man har dyppet snablen i den store koger.

[makrel]

Vil også nærmere betragte det som ur/proto-prog end reel prog. Det er den helt store orgelbasker, må man sige. Simpelthen fedt og simpelthen så stegt og kogt som noget kan være det nærmest.

Første linje på første brugeranmeldelse på ProgArchives: Take off your shoes, socks, turn off the lights, shut all windows and blinds and turn up your amplifier to 11.

[eini]

Det der er prog selv jeg kan forstå. Fedt orgel.

[EHG]

Længe leve progklubben. Det er nemlig en vaskeægte orgelbasker. Hvis man lukker øjnene, låner sig godt tilbage og hører Azathoth, kan man sagtens se de beskidte hippier daske rundt i Canterbury. Først betaget af de smukke gamle bygninger i solens stråler, og siden opslugt af et virke dårligt syretrip.

Side B lider under lige vel meget retningsløs jamsovs, men ellers er det et dejligt lyt.

[makrel]

Det der er prog selv jeg kan forstå. Fedt orgel.

Hvis du er til den her plade, så tjek Vanilla Fudge ud, som vi også kiggede på tidligere i klubben. Synes der er klare paralleller: Orgel og bluesy/heavy psych elementer.

Længe leve progklubben. Det er nemlig en vaskeægte orgelbasker. Hvis man lukker øjnene, låner sig godt tilbage og hører Azathoth, kan man sagtens se de beskidte hippier daske rundt i Canterbury. Først betaget af de smukke gamle bygninger i solens stråler, og siden opslugt af et virke dårligt syretrip.

Side B lider under lige vel meget retningsløs jamsovs, men ellers er det et dejligt lyt.

Jeg er enig, side B er meget jam, og i progøjemedet, trækker det lidt ned. Men synes helt bestemt at den har en berettigelse i klubben på trods af mit fravalg. Som nævnt til Eini, så læner den sig også ret meget op af Vanilla Fudge på en eller anden måde.

[eini]

Godt ramt! Vanilla Fudge har jeg også hørt en del og holder af

[Ernesto]

Når jeg prøver at lytte på den her nu i regi af det øvrige i lyttetråden, kan jeg godt se hvorfor at pladen ikke lever så stramt op til genren som andre tidlige prog-plader.
Jeg har bare altid set på den som værende i samme bølge som Caravan og Soft Machine.
Derudover er den essentiel ift. den prog-rejse som Steve Hillage starter her. At man oplever en 17-årig være så inspireret og på samme tid sætte en kurs for et musikalsk projekt som strækker sig over de næste 50 år.

[dayan]

Her til aften glæder jeg mig over dette smukt patinerede tv-indslag om Claudio Canali fra Biglietto per L'Inferno, som i dag er benediktinermunk:


Her hygger han med drengene på klostret, som ligger ved Minucciano i Toscana. Claudio til venstre:

[dayan]

Og sørme om ikke man også kan høre hans nyere musik:

Det er flot.