Lytteklub: Progrock, klassisk æra; 1967-1975

[makrel]

Jamen jeg tror da i hvert fald at jeg vil høre noget Genesis. Jeg har kun hørt pop Phil Collins, som jeg sætter pris på.

Hidtil har mit yndlingsprog været - i det omfang det giver mening at kalde dem det - The Mars Volta og det har nok noget at gøre med deres punkede vildskab og at de er lidt flossede i udtrykket frem for den glathed jeg - fortjent eller ufortjent - forbinder med halvfjerdserprog. Nu hvor jeg tænker over det er Kayo Dot og forløberen maudlin of the Well jo også i en eller anden forstand proggede. Så kanske har jeg i mange år gået rundt om den varme proggrød. Skabsprogrocker? Det vil jeg lade komme an på en prøve.
Jeg kan dog ret kategorisk sige at Zappa (endnu) er for gøglet til mig.

Det er helt fair at lægge snittet dér, 1967-1975, men det betyder så vidt jeg lige kan se på en overfladisk undersøgelse at du udelukker meget zeuhl og det beslægtede Rock in Opposition, som kommer i senhalvfjerdserne og startfirserne foruden Tatsuya Yoshida og co. i halvfemserne og frem. Og så er der jo også såkaldt Brutal Prog fra samme periode.

Det ville være oplagt at lave en søsterlytteklub med fokus på zeuhl og Rock in Opposition på et tidspunkt.

Genesis er jo kongerne, hvis du spørger mig. Dem har jeg brugt meget krudt på at tale op og beskrive alt muligt om i klubben. Det er et godt sted at starte. Og Yes også, og Camel. Ej, det er jo så sindssygt, alt det, der er. Men Genesis, Yes og Camel er alle tre bands, der ikke er så mekaniske på trods af, at de stadigvæk er meget tekniske. Van Der Graaf Generator og Mark Hammill-pladen er i samme boldgade, men alligevel lidt anderledes.

Klubben og nedslaget her, er i hvert fald et godt sted at tage lidt stikprøver i proggen i prime- og ærke-perioden.

Min grænse har netop været af den grund, som du nævner her til sidst. Det vil simpelthen blive for omfattende, selvom det er meget beslægtet med hinanden. Af samme årsag har jeg også bevidst fravalgt krautrocken. Den har ikke haft helt samme egenskaber som "den ægte prog", selvom krautrocken bonger max ud på præmissen for prog. Nåh, men det er i hvert fald en teknikalitet som jeg undlod fordi materialet i så fald havde været alt for omfattende.

[makrel]

Pavlov’s Dog - Pampered Menial (ABC/Columbia, 1975)
Udgivet 4. april 1975. Produceret af Sandy Pearlman og Murray Krugman. Spilletid 33:32. Fra St. Louis, Missouri, U.S.A.

På albummet spiller:
- David Surkamp / lead vocals, guitar
- Steve Scorfina / lead guitar
- David Hamilton / keyboards
- Doug Rayburn / Mellotron, flute
- Siegfried Carver / violin, Vitar, viola
- Rick Stockton / bass
- Mike Safron / percussion

Som meldt, et crossover-album fra USA. Og et overlap med AOR-klubben, og egentlig også indirekte med 80’er-tråden idet producerne Pearlman og Krugman har produceret for Blue Öyster Cult - dog ikke Cultösaurus Erectus, som dén klub behandlede, derfor indirekte.

Nok sniksnak. Vi skal til at høre én af mine ultimative favoritalbums, hvor nærmest alt spiller max. Det er et meget følelsesladet album, og den helt særlige indlevelse som David Surkamp synger med, er så fantastisk. Han synger som om han boller meget lidenskabeligt med sin kæreste og bliver forladt af hende på nærmest samme tid/dag.

Og så er der fløjter, violiner og mellotron ud over det hele. Alt sammen på en meget lidt progget måde, faktisk langt mere AOR-måden, hvilket også har været én af grundene til at jeg har fravalgt albummet i første omgang. Det er ikke progget nok, hvis man kan sige det sådan. Det sagt, så er det virkelig bare et stærkt album, der kan få éns knyttede næver i vejret alt imens en tåre kan trille ned ad kinden, fordi det bare lyder som ægte følelser, der krænges ud.

Der kan også trækkes tråde til Familys album Music From a Doll’s House. Der er mange overlap i musikken, men bestemt også vokalen. Det skal lige siges, at Surkamp har en meget karakteristisk vokal, der meget er en hate-it-or-love-it-vokal.

Hvad siger I til denne banger?

Kæmpe ping til Peter Metalli, Fiskeren, eini, kulsoen, Dialingleft, EHG, mosh, mfl.

PLAYLISTEN PÅ SPOTIFY ER OPDATERET!

[O' R'lyeh]

Er det her en svinger-AOR-klassiker? Jeg tror jeg har set den nævnt, men jeg har aldrig hørt den før.

Surkamps vokal er det der giver en fin halvfjerdserrockplade sit særkende. Jeg kan godt forstå hvis den der overdrevent lyse vibrato skræmmer folk væk, men ville det ikke også være en lidt anonym plade uden ham? Den skiller jo ikke ud på andre måder. Der er ikke noget koncept eller en speciel personlig vinkel og der bliver ikke inddraget andre stilarter i nævneværdig grad (der er lidt ansatser til noget højstemt folk og middelalderstemning i slutnummeret, men det er vist også det). Det mest proggede er vel afslutteren (og forspillet i form af Preludin) og især Song Dance, hvor de skejer lidt ud. Resten er rockere og ballader med mystiske dragende kvinder i teksterne.
Jeg er faktisk ikke helt overbevist af åbneren, Julia, men foretrækker næste nummer, Late November, som jeg synes er ret fed og catchy. De spiller i det hele taget fedt. Jeg synes dog at pladen er ret ujævn, der er få højdepunkter som Late November og så er resten lidt mere gråmeleret sangskrivningsmæssigt. De flyder lidt sammen for mig.
For at vende tilbage til vokalen så er jeg enig i at den er lidenskabelig, men er den, som du antyder, sensuel? Er der ikke noget androgynt, næsten pubertetsdrenget over den? Jeg har svært ved at placere den længsel vokalen giver udtryk for. Hvis jeg skal lommepsykoanalysere lidt så virker den fanget i et tåget, anelsesfuldt rum mellem barn og voksen.

Og så er forholdet mellem cover og musik ret specielt. Pampered menial betyder vel forkælet ufaglært arbejder eller noget i den stil og så med et maleri af en velnæret hund (!?). Jeg har svært ved ikke at tolke noget ironi ind i det som musikken jo slet ikke afspejler. Det er mystisk. Er der en reference til et eller andet?
Det samme gælder bandnavnet. Har disse mystiske dragende kvinder tugtet sangeren så grufuldt at han bare ligger tavst og lider? Nej, det lader det ikke til bedømt på den passionerede vokal.

[Fisker Thomas]

Elsker denne plade, selvom der er lidt åbenlyse inkonsistenser, som O'R'lyeh påpeger. Elsker Surkamps stemme, synes, sangskrivningen overall er virkelig fed, og så kan jeg godt lide, hvordan den lander pladask mellem forskellige genrer og ender med at appellere til meget få mennesker.

[makrel]

Er det her en svinger-AOR-klassiker? Jeg tror jeg har set den nævnt, men jeg har aldrig hørt den før.

Surkamps vokal er det der giver en fin halvfjerdserrockplade sit særkende. Jeg kan godt forstå hvis den der overdrevent lyse vibrato skræmmer folk væk, men ville det ikke også være en lidt anonym plade uden ham? Den skiller jo ikke ud på andre måder. Der er ikke noget koncept eller en speciel personlig vinkel og der bliver ikke inddraget andre stilarter i nævneværdig grad (der er lidt ansatser til noget højstemt folk og middelalderstemning i slutnummeret, men det er vist også det). Det mest proggede er vel afslutteren (og forspillet i form af Preludin) og især Song Dance, hvor de skejer lidt ud. Resten er rockere og ballader med mystiske dragende kvinder i teksterne.
Jeg er faktisk ikke helt overbevist af åbneren, Julia, men foretrækker næste nummer, Late November, som jeg synes er ret fed og catchy. De spiller i det hele taget fedt. Jeg synes dog at pladen er ret ujævn, der er få højdepunkter som Late November og så er resten lidt mere gråmeleret sangskrivningsmæssigt. De flyder lidt sammen for mig.
For at vende tilbage til vokalen så er jeg enig i at den er lidenskabelig, men er den, som du antyder, sensuel? Er der ikke noget androgynt, næsten pubertetsdrenget over den? Jeg har svært ved at placere den længsel vokalen giver udtryk for. Hvis jeg skal lommepsykoanalysere lidt så virker den fanget i et tåget, anelsesfuldt rum mellem barn og voksen.

Og så er forholdet mellem cover og musik ret specielt. Pampered menial betyder vel forkælet ufaglært arbejder eller noget i den stil og så med et maleri af en velnæret hund (!?). Jeg har svært ved ikke at tolke noget ironi ind i det som musikken jo slet ikke afspejler. Det er mystisk. Er der en reference til et eller andet?
Det samme gælder bandnavnet. Har disse mystiske dragende kvinder tugtet sangeren så grufuldt at han bare ligger tavst og lider? Nej, det lader det ikke til bedømt på den passionerede vokal.

Der er i hvert fald flere som har albummet som én blandt mange favoritter. Jeg fik den introduceret af Mourning Star i et kollegiekøkken på Grønjordskollegiet og var nærmest med ét forelsket i det (edit: for noget der minder om 13 år siden). Tror faktisk at det var "Julia". Så sad vi ellers der og tyrede King på flaske og Røde LA/Benson & Hedges black slide og knyttede næver i vejret og følte den helt til den lyse morgen. Tror endda at det var omkring hvornår jeg mødte Fru Makrel for første gang. Det var i hvert fald nærmest et anthem-album til dengang.

Derfor er det også blevet sådan et album, som jeg nærmest altid kan høre, og som jeg oprigtigt mener ikke har ét dårligt nummer. Det er nemlig hvad fiskeren siger, et album hvor sangskrivningen virkelig er god, med simple riffs og melodier, en Gudsbenåedet og indlevende/lidenskabelig* vokal fra Surkamp, der fortæller så indlevende i en slags uforløst/ulykkelig, ung kærlighed. Albummet lander virkelig, ja, fiskeren skal nærmest direkte citeres: "pladask, mellem forskellige genrer og ender med at appellere til meget få mennesker".

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt albummet, så jeg begynder også mere og mere at kunne lægge mærke til flere småting ved albummet. Der er er så fede mellotronspor, det samme med orgel og violiner. De virkemidler er helt uhyggeligt stærkt tænkt ind i stemningsbilledet albummet giver. De passer enormt godt til de forskellige fortællinger. "Episode" var på vej hjem i metroen i fredags, virkelig et højdepunkt. Så meget, at jeg måtte klappe min bog i og bare sidde og lytte. Ej, det er kraftedeme et godt album, det her.

*Indlevende/lidenskabelig vokal er nok mere rammende end sensuel, og det er nok mere stemningerne i sangene, inkl. vokalen, der får det til at lyde som David Surkamp boller og bliver forladt på samme tid.

[makrel]

Samla Mammas Manna - Måltid (Silence, 1973)
Udgivet 15. juni 1973. Produceret af Anders Lind. Spilletid 42:16. Fra Uppsala, Sverige.

På albummet spiller:
- Coste Apetrea / guitar, vocals
- Lasse Hollmer / acoustic & electric pianos, Mellotron, vocals
- Lars Krantz / bass, vocals
- Hasse Bruniusson / drums, percussion, vocals

Nomineret af både dayan og O’ R’lyeh uafhængigt af hinanden. Og så havde jeg faktisk skimmet albummet kort efter at bruttolisten var færdig. Internettet siger at SMM er RIO-prog, altså Rock in Opposition, så jeg forventer også en kæmpe omgang kontrolleret rodebutik. SMM var nok ikke så stor en del af den svenske progg-bevægelse, for de slår mig ikke så politiske og mere instrumentale i musikken.

De hurtige vil huske at Anders Lind producerede Knebnekaise og Bo Hansson fra tidligere i klubben. Maleri/cover er af Tage Åsén, der vel nærmest har været en slags husmaler for SMM idet Åsén har lavet covers til de fleste af SMM’s albums.

Jeg har ikke så meget at sige, andet end at jeg glæder mig til at lytte til det her album, og at I altså lige selv må stoppe det på YouTube, når I når til 42-43-minuttersmærket, for derfra kommer nemlig nogen bonusnumre som jeg ikke lige har så meget overblik over. De dukkede op på CD-udgaven i 1991, derfor synes jeg ikke at de tæller. Så de numre er blevet fravalgt på Spotify.

Menøh. Hvad siger I?

PLAYLISTEN PÅ SPOTIFY ER OPDATERET!

[Syme]

Måltid er en hård nyser. Jeg synes, den taber lidt til andre plader i samme genre, også nogle af bandets egne, ved at være så traditionelt instrumenteret og ensartet i sit udtryk. De får ligesom affyret alle deres skud i løbet af de tre første numre, der selvfølgelig er guddommelige, og efter det er der, groft sagt, kun kompliceret rockmusik tilbage. Jeg foretrækker nok et mere vidtfavnende kaos som det på Schlagerns Mystik. Og så har jeg gemt min lammeste holdning til sidst, nemlig at Måltid alligevel fortjener sin ikoniske status alene på grund af coveret, et af de flotteste i LP'ens historie.

Edit: Svensk. Skodsprog.

[dayan]

Jeg har ikke noget begavet at sige, men vil gerne opfordre folk til at lytte til Måltid. Det er en skøn plade, som måske nok hører til den mere seriøse ende af tidlig RIO, men altså stadig har mange morsomme momenter. SMM er klart bedst, når de fjoller melodisk rock, hvor de canterburyske instrumentalnumre kan blive lidt kedelige. Det er lidt synd, at de ikke havde en saxofon eller en obo med, måske en vibrafon.

Højdepunkter: Dundrets Fröjder, Oförutsedd Förlossning, Svackorpoängen.

[dayan]

Svackorpoängen

, som lyder som noget fra Sebastians Skatteøen.

[dayan]

Guitaren i Minareten kunne være på en præ-ambient-Eno-plade. Vidunderlig lyd.

eller: Eller The Sea and Cake.