Jeg vil mene, at det ikke at have hørt "Teenage Kicks" svarer til ikke at have hørt "Ever Fallen in Love (With Someone You Shouldn't've)". Med andre ord kan jeg da virkelig ikke huske, hvornår jeg første gang hørte den, den er ligesom en del af #firmamentet.
Jeg kan ret tydeligt huske at jeg hørte begge på en britisk-punk-compilation mens jeg gik i 2.G. Til gengæld var jeg tæt på 40 før jeg fik samlet resten af Buzzcocks plader op, og det gik op for mig, at Steve Shelley er en dude.
foxtrot skrev:En internetperson, der ikke kan se hvornår man er sarkastisk, er jo bare et fjols man endnu ikke har mødt.
En af de afgørende forskelle ved punk i 80erne og punk i 90erne var, at i 80erne, da var det at være punk også lidt lig med at være et dårligt menneske - på en måde. Man skulle smadre ting og snitte i sig selv og kalde folk for "faggot" og den slags. Man skulle hade alt og vise det og gøre det. Det appellerede vist til mange nedturstyper generelt. I 90erne blev der meget bevidst taget afstand fra denne tendens.
No offense Louie, men det er da på ingen måde rigtigt. Muligvis nogen steder, men punk var sgu da også Dischord, Youth Crew, Better Youth Organization, Bay Area/MRR miljøet. Der var da ekstremt stor bredde og afstandstagen fra Sid Vicious-idealet i nærmest hele den amerikanske Hardcore scene?
Nå
Så er vi nået til den efter min mening bedste plade i denne serie, og en de bedste der nogensinde er udgivet, period.
Det er selvfølgelig Bad Religions Suffer. Indspillet i 1988 og deres tredje album altogether, men den anden i hvad der regnes for kanon af Graffinologer og Gurewitzister.
Efter udgivelsen af How Can Hell Be..... I 82 skete der det med Bad Religion som der skete for mange af deres peers i det sydlige Californien. De fadede ud for til sidst at gå i opløsning da college, voksenjobs krævede deres, mens misbrug og selvmord satte en stopper for andre. I Bad Religions tilfælde primært det første (selvom Gurewitz senere skulle udvikle et crack-misbrug få kunne måle sig med selv på LAs punkscene), og dog ikke før at de to bandledere Graffin/Gurewitz havde indspillet den meget udskældte Into The Unknown. Her prøvede de kræfter med hard rock som det lød i 83 især inspireret af prog som begge var store fans af. Albummet er altså et forsøg på at skabe et prog-rock koncept album med hjælp fra synths og keyboards der netop var blevet tilgængelige for almindelige penge. Resultatet var ikke overbevisende. De gamle fans hadede det (med god grund imho) og der var ikke nogen nye elektro-prog fans der fandt ITU specielt interessant (med god grund). Måske Makrel skulle give den et lyt men for os andre er der ingen grund til det.
Der sker så det at folk driver hver til sit. Gurewitz dykker ned i arbejdet med Epitaph og især med hans lille lydstudie. Han arbejder dag og nat og indspiller i mange tilfælde gratis eller langt under standardprisen for at lære producerfaget at kende. Graffin tager en PhD i evolutionær biologi og Bentley og Pete Finestone går hver deres egne veje. Det lykkedes dog Greg Hetson at overtale de tre sidstnævnte til en art reunion I 1985 (med Hetson på Guitar i stedet for Gurewitz som ikke er interesseret i det gamle band). Det bliver til ep'en Into The Known (pun vist nok intended) der egentlig er meget fed.
I 1988 lykkedes det for resten af flokken at overtale Gurewitz til at genjoine bandet (nu med to guitarer fordi Hetson bliver). Den første sangskrivningssession starter Graffin med at spille Cowgirl in the sand for at varme op. Ham og Gurewitz bliver i akkord figuren og begynder langsomt at komme op med teksten og strukturen til Suffer. Det er det der får de kreative juicer til at flyde igen.
Resultatet af et fornyet sangskrivermakkerskab af de allerstørste , en ekstra guitar, en producer med eget studie og nu ganske habile studiechops, og en rytmegruppe af Hetson/Finestone/Bentley der har spillet sammen live i 3 år på det tidspunkt, er pladen her. Fuldstændigt af krogen.
Hvis det ikke skal blive en roman det her, så er der fire ting som jeg synes er de vigtigste ingredienser i pladens overlegenhed
1)de mange forskellige versioner af tension/relax/tension som stort set er et bærende element i alle sangene. Om det så er rytmisk (staccato bridge til omkvæd i Best For You, akkordskift I intro til You Are The Government mfl.), eller de mere harmoniske spændinger mellem dissonans/konsonans (bedst eksemplificeret ved omkvæd/vers i Delirium Disorder, men findes stort set i alle sange i større eller mindre grader). Nogen gange er det i selve sangen og andre gange lægges den ovenpå af eksempelvis korstemmer. Herunder synes jeg også det er et af de første og bedste eksempler på akkorder der foestørres og formindskes og dermed giver en større sonisk palette end der er i gængse punkplader på den tid.
2)Bassen. Jay Bentley er en vanvittig fed bassist. Og hvis det ikke var fordi at vi skulle snakke om Matt Freeman næste gang så ville jeg også sige at han muligvis er den fedeste rockbassist overall. Bentleys baslinjer er konstant lige under muren af guitar og giver alle sangene et legende og bouncy præg.
3) Produktionen. Den lyder bare godt. Man kan høre at Gurewitz på det her tidspunkt har været producer i sine 10.000 timer.
4)teksterne. Den stikker i alle retninger, og temaerne er for mange til at nævne her. Men for mig er det både nogen af de bedste Graffin/Gurewitz har skrevet i karrieren, men nogen af de bedste skrevet inden for punkparaplyen period.
Glæder mig til at høre hvad board synes om den.
Nogen steder var det altså. Det værste ved punkshows i 90erne var, hvis der kom en eller anden gammel smadderpunker, der bare ville slås. Vi hadede dem. Bad Religion var på ingen måde sådan. Også på den måde var de et godt forbillede. Suffer er en af mine absolutte yndlingsplader.
Senest rettet af Kong Louie 28 apr 2024 19:39, rettet i alt 1 gang.
Åh, det ved jeg sgu ikke lige nu. En af grundene er netop, at den tager totalt afstand fra den der attitudepunk, der på mange måder bare var lame. At den tager verden seriøst og ikke bare spytter på den. En hel generation af punkbands ser Suffer som et helt afgørende vende/udgangspunkt.
En af de afgørende forskelle ved punk i 80erne og punk i 90erne var, at i 80erne, da var det at være punk også lidt lig med at være et dårligt menneske - på en måde. Man skulle smadre ting og snitte i sig selv og kalde folk for "faggot" og den slags. Man skulle hade alt og vise det og gøre det. Det appellerede vist til mange nedturstyper generelt. I 90erne blev der meget bevidst taget afstand fra denne tendens.
Ah, mon dog? Jeg kom ret meget i Ungdomshuset i 80'erne, og selvfølgelig var der både Sid Vicious-typerne og postkortpunkerne, men de var bestemt ikke i flertal. Det har formegentlig været de mest tydelige i gadebilledet, men absolut ikke i Ungeren.
Man kan måske også indvende at de smadrede postkortpunkere (tak hansen) måske sjældent nogen steder var drivende i udviklingen og vedligeholdelsen af venues, festivaller, zines og labels al den stund at det kræver en form for fokus og disciplin det nok har været svært at have ved siden af omfattende lim- og 'tif-forbrug.
Louies meget anedoktisk beviste konklusion tror jeg også jeg kender en del 80'er-hoveder der gerne vil anfægte. Men der er en form for sandhed derinde der peger på et af punkens paradokser. Som musik, fællesskab og filosofi er punk jo et spektrum af kaos/nihilisme og formåen/opbyggelighed. Eller noget i den stil.
Jeg kan i høj grad leve med en punkscene hvor ingen kalder nogen "faggot", men ingen punk uden et vist element af uforudsigelighed og utilpassethed. Ville nødigt undvære den første GG Allin, Germs osv., uagtet hvad man så måtte mene om personerne bag eller deres livsstil. Alle de gode anarcho- og crustbands er jo også lige så kaotiske som de er politisk mere eller mindre velfunderede. Selv Fugazi og Bikini Kill bibeholdte en vis kant, der gør at man stadig kan diskutere hvad de står for og bidrager med og at der er masser af musikalske knaster - de blev aldrig helt til Pearl Jam eller, hehe, The Clash.
Man kan godt sige at Bad Religion befinder sig helt ude i den ene ende af skalaen. Måske også så langt ude at man godt kunne savne lidt kant? Suffer er enormt godt skruet sammen, men Bad Religion efter debuten har aldrig rigtig ramt mig. Det bliver alligevel lidt for foredragsagtigt, specielt i kraft af Greg Graffins vokal der i mine ører simpelthen klinger lidt for indstuderet. Stor respekt for dem som institution og for at holde sig relevante i så lang tid som de gjorde, og sådan set også for at være modpol til nihilismen - og den IMHO mindst lige så toksiske sXe og hardline scene, for den sags skyld. Mange klassikere på samvittigheden, men bliver nok aldrig min personlige favorit.
