Lou Reed 1979-1986: Fra The Bells til Mistrial. En kaotisk lytteklub med et vilkårligt nedslag

[satirejohn]

Mmmtjoooeh, har da en vis kærlighed til de der helt helt eklatante fejlskud fra store kunstnere, så synes at Original Wrapper har en berettigelse dér. Har selvfølgelig også maxi-singlen:


Men mest af alt så er Mistrial en dårlig plade. Det kan man ikke rigtig komme udenom. For første gang i karrieren går der også næsten tre år før han udgiver en plade igen. Måske har han skulle omtænke hvor kontrær han har tænkt sig at blive ved med at være på bekostning af sin egen musik. Ihvertfald føles det som en genfødt Lou Reed, der vender tilbage med en af karrierens stærkeste plader, New York. Her formår han både at være voksen og reflekteret samtidig med at han indlemmer mere velkendte temaer (herunder også queerness) igen.

[secondtoughestintheinfant]

Jeg har ikke haft tid til at nærlytte de to seneste - hørte dog lige Mistrial-singlerne, jesus - men: Den her tråd er altså en giga fornøjelse. Skal vi ikke bare fortsætte indtil Lulu?

[satirejohn]

Der er ikke mega-høj deltagelse, og jeg vedkender mig også gerne at oplæggene er lidt sparsomme, men har da intet imod at fortsætte med at høre Lou Reed.

[secondtoughestintheinfant]

Deltagelsen er fin, og frem for alt er #bidragene af høj kvalitet. Det er selvfølgelig primært et spørgsmål om, hvorvidt du er klar på at fortsætte det strålende tovholderarbejde. Jeg går ud fra, at de fleste kender New York og Drella forfra og bagfra, så vi kunne godt springe direkte til Magic and Loss (den medregnet er der jo sådan set kun en håndfuld plader tilbage i resten af karrieren).

[Jon A]

Nu har jeg sat Mistrial på. Åbneren lyder som Gimme All Your Lovin uden lummerhed. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, at nogen skulle have bedt om. Fedt, at han slutter af med stave titlen som en virkelig creepy cheerleader.

Der står Odense Centralbibliotek på på mit eks, så jeg må have købt den for en 20'er, da de solgte ud af samlingen. Jeg kan ikke huske andet fra den end en svag væmmelse. Jimmi Jazz fik mig vist nok til at høre den for ti år siden, men intet sidder fast. Af en eller anden grund minder den mig om Kim Larsens engelsksprogede plader fra vist nok samme periode.

Så kommer No Money Down. Den er ... tidstypisk. På en ikke udelukkende dårlig måde. Lyder som noget, der spiller i baggrunden i en TV-serie eller et indkøbscenter. Det er atypisk selvudslettende af Lou Reed sådan at træde i baggrunden. Det gør pladen til noget særligt. Det er muligvis det eneste, der gør pladen til noget særligt. Outside er endnu mere som No Money Down. Hey, der er noget, der minder om et lick, og Saunders spiller den hvideste funkbas. Hold kæft, de har voksenrocket ud i studiet til den her. Vildt uklædeligt.

Er Don't Hurt a Woman et forsvar for at banke konen? Eller handler det "bare" om psykisk vold? Den er for klæg til, at jeg kan få mig selv til at høre rigtig efter.

Video Violence har en mærkelig leadguitar, der kokser henover det hele. Enten er mit eksemplar en smule fejlcentreret, eller også er den falsk flere steder. Det er en interessant måde at arrangere sådan en sang på. Jeg kan ikke huske udgaven fra Perfect Night, jeg ikke har hørt den plade i 20 år, fordi den klæder sangene helt af, og det er der en del af dem, der ikke rigtig kan tåle. Lex Michael Gira på Stairway, vel. Og så det der "nah-nana-nana-nah": Hvad vil det? Vise os, hvor barnligt det er?

Spit It Out lyder meget som et forsøg på at lave noget, der lyder som det, han lavede ti år tidligere. Han kan bare ikke helt gøre op med sig selv, hvad han er vred over nu. Vist nok ham selv og det morads af en plade, han er i gang med at skrive. Samme guitar henover det hele som på Video Violence. Nu er der noget, der lyder, som om der skulle have været en solo, men så blev den bare ved med file lidt løs, og så sluttede sangen i stedet.

Så for Satan: The Original Wrapper er jo vildt upbeat. Hold da fast, hvor er den munter og kokset. Og så står Lou Reed midt i det hele og er tvær og skal lige spille lidt heavyspade. Hvad faktisk fuck? Det får det til at minde om Cherry Orchard med Celtic Frost, det er fedt. Jeg oplever ikke hans rap som direkte pinlig eller følgagtig, fordi den mest handler om at demonstrere, at det her altså ikke er en ny ting, bare fordi medierne snakker om det. Han synger jo på samme måde som på Walk on the Wild Side (og senere igen på Sex With Your Parents, som er langt, langt, langt mere tåkrummende). Wow, så kom der lige funkbas og elektrotrommer! Men så sluttede det.

Hvad er pointen med Mama's Got a Lover? Altså, Lou Reed er ret voksen her, ikke? Skal den læses som noget skilsmissedrama? Det går lige op for mig, at jeg ikke ved, om Lou Reed nogensinde fik børn. Det håber jeg næsten ikke for dem. Måske bruger han bare "mama" som en betegnelse for sin kæreste for at vise, at han er hip med afroamerikansk kultur? Som post-skilsmisse-skildring er den på en måde inderlig i sin indestængte bitterhed, der også kommer til udtryk i en selv for pladen vildt sjasket fremførsel.

I Remember You er et forsøg på at skrive Love Makes You Feel en gang til. Det er fedt, at du kan huske, hvordan ting plejede at være, Lou Reed, du kan ikke engang huske dine egne sange. Vildt troværdig. Bandet keder sig så meget, at der lige var en, der kom med et udbrud før et omkvæd. Sikkert trommeslageren, der vågnede med et sæt. Så kommer der en til af de der guitarsoloer, der ikke rigtig er en solo. Lidt som Joey Santiago i Monkey Gone to Heaven, bare - bare ikke helt samme sang. I det mindste slutter sangen nådigt: I det mindste er de selv klar over, at der ikke rigtig er mere at presse ud af det her, så de kan lige så godt bare fade ud. Det er en ret fin selvindsigt.

Tell It to Your Heart er pladens mest uærlige sang: Saunders' bas skal få den til at lyde poetisk, som om det er Charlie Haden, der står og føler sig ind i en sang, men ham er Saunders ikke. Så står Lou Reed igen der på en bro over Hudson-floden og forsøger at finde en afklaring med sig selv, og det handler om at være oprigtig og god, og det er næsten lige så sindsoprivende som en portrætartikel om Sofie Lassen-Kahlke.

Jeg ender alligevel med at holde meget mere af den her plade, end jeg havde troet, jeg ville. Der er noget sårbart i dens kiksethed og Lou Reeds ret tydelige erkendelse af at have kikset fuldstændigt. Mandefølelser som indkøbscenterbaggrundspoprock kunne Tobias Rahim ikke have gjort bedre. Nu bliver jeg nødt til også at genhøre New Sensations.

[Hr. Fugl]

Shit, en museumsantikvitet, 'The Original Wrapper' Nåede ikke lige at give mit besyv med ift. 'New Sensations', men den var sgu da ret fed? Overraskende god uden at være på niveau med de kanoniserede af hans værker, men mindre kan da også gøre det.

[secondtoughestintheinfant]

Jeg hører også hele pladen nu, det er godt nok et grelt lydbillede. Er Lou Reed mon den kunstner, hvis fejlskud er mest interessante? Måske sammen med Dylan. Det #giver virkelig også noget til Mistrial at tænke på, at han lavede New York som den efterfølgende plade. Som om, han rent faktisk hele tiden - og til hver en tid - kunne have sat sig ned og lavet det platoniske ideal af en Lou Reed-plade, som New York jo virkelig er. Så hvad skal man kalde det han laver på plader som Mistrial? En form for trolling? Dét ville trods alt være at undersælge det, synes jeg. Det er i hvert fald en plade, som man langt hellere ville have eksisterede end ikke.

[Kongen af Danmark]

Jeg kan ikke huske andet fra den end en svag væmmelse. Jimmi Jazz fik mig vist nok til at høre den for ti år siden, men intet sidder fast.

Det er jo også ønskescenariet i forbindelse med Mistrial, kan man sige.

Det tog mig ca. 30 år at nå dertil og nu har jeg så spoleret det ved at genhøre den. Men så har jeg da en slags grund til at forsøge at leve mere end 30 år endnu, så helt skidt er det vel ikke.

[satirejohn]

Tror begge antagelser er ret spot on. Jeg tror helt klart, at han hele tiden havde kunnet lave den mere eller mindre perfekte Lou Reed-plade, ja. Og ja, han har nok været SÅ opsat på ikke at blive sat i bås som rock'n'roll animal faggot junkie glamrocker, at han ikke har kunnet få sig selv til det alligevel. I 70erne saboterede han jo også sin egen succes igen og igen ved at følge sine mest populære udgivelser op med enten progrock-operaer, Metal Machine Music og underligt introverte og slaskede plader (som er sindssygt fede).

[feldman.]

Meget klar på at fortsætte lytteklubben og selv deltage så meget som muligt. Fint at springe NY og Drella over. Man kunne dog overveje at inkludere Perfect Night in London-pladen, som Satire også har nævnt, for den er nærmest en perfekt opsummering af Lous karriere.