DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!

[secondtoughestintheinfant]

Simpelthen så god timing. I dag har The Ringer lagt denne sag op: Welcome to Paradise: The Oral History of Green Day’s ‘Dookie’

[Kong Louie]

Jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg hørte Offspring eller Green Day først. Hvilket af de to bands jeg lærte at kende først. Jeg kører minderne igennem og kan simpelthen ikke komme frem til et svar. Jeg ved jeg hørte Offspring på efterskolen i skoleåret 94-95. Men i teorien kan jeg have set Basket Case på Mtv allerede fra August 94. Jeg ved det simpelthen ikke. Det var dengang fede bands bare væltede ned fra hylderne.

[satirejohn]

Om ikke andet så vinder Offspring helt klart albumcover battle of 94 indtil videre. Ultra fedt og ikonisk cover med meget få midler.

Hvorfor er Jawbreakers covers (udover Unfun, som er okay) så pisse grimme?

[Kong Louie]

Det vildeste ved Green Day er faktisk er de matchede Dookies succes med American Idiot. Det er fuldstændig uhørt. Dookies succes er uhørt i sig selv.
Det bedste ved Green Day er Basket Case. En ægte punk evergreen. Virkelig en helt enestående basker. Et enestående nummer på en vanvittig fed plade.
Det værste ved Green Day er at de blev fullblown stadionband efter American Idiot. Det er meget lidt punk.

Hvorfor er Jawbreakers covers (udover Unfun, som er okay) så pisse grimme?

Jawbreaker er generelt bare ikke særligt fede. Sorry.

[makrel]

Kan da godt høre hvad I siger om Dookie, men det var alligevel ret undervældende ved første lyt. Altså velspillet, god dynamik og alt det der, men det er ikke rigtig et album som jeg kommer til at høre så overdrevet meget mere. Der var der mere krudt i Jawbreaker for mig, den virkede mere helstøbt, og så er det tiltalende at de andre albums bliver beskrevet som anderledes fra hinanden. Det giver mig mere lyst til at grave.

Smash har jeg prøvet med før, og der er Americana mere mig pga mtv effekten.

Propagandhi var en snoozefest, det samme med nofx, der ellers havde en fed vokal og af og til et par bangers. Det er meget ensartet ellers. Det overrasker mig lidt at jeg er så picky, men det er åbenbart mest bare det helt tidlige/opløbet og så når mtv kommer mere ind i billedet, at det spiller.

[Jon A]

Jeg er nået til at høre Pennywise nu, og det kan jeg sagtens med, selvom jeg har svært ved at Jim Lindberg den rædselsfulde Punk Rock Dad-doku om at balancere det at være skatepunk med at være, gys, voksen og ansvarlig, hvilket vist primært handlede om at få sine døtres navne tatoveret.

[satirejohn]

Fed oral history og godt nok, at jeg ikke brugte plads på at beskrive samarbejdet med Rob Cavallo, så, selvom han er uvurderlig for lyden og historien.

Er der andre end louie, der har real time forhold til de her plader? Jeg var fem år gammel i det meste af 94, og børnesoundtracket var Nirvana, REM og Kim Larsen "Værsgo". Americana var pladen der sparkede døren ind for mig (4 år senere) og så arbejdede jeg mig tilbage. Mere om det senere, tænker jeg.

Den første nye Green Day sang jeg kan huske er Minority. Den var fed nok. Nogenlund samtidig så jeg dog videoen til Basket Case, og det er helt klart et af de musikalske minder der sidder tydeligst i mig. Min kapacitet til at opsøge musik var dog ikke helt så stor på det tidspunkt, så der jeg husker Green Day fylde mest er faktisk da opsamlingen International Superhits udkom. Så det var faktisk først dér jeg hørte Longview, Brain Stew, Welcome to Paradise, When I Come Around osv. Da American Idiot udkom var jeg allerede videre til "rigtig" punk (var måske allerede startet med at gå i Ungeren) og syntes det var SÅ cringe. Så dem på Roskilde 05 og græmmede mig over fællessang og generelle stadionrock-isms. Så det var faktisk først noget senere, at jeg virkelig fandt ud af hvor sindssygt fede Green Day faktisk var hele vejen gennem 90'erne.

Jawbreaker har jeg vist redegjort en del for mit forhold til rundt omkring, men der må da være andre end mig og Jon A der er dybt uenige med kong louie her? Jewhova, kom så, forklar hvorfor Jawbreaker er så sindssyge.

Som det bliver nævnt i den linkede artikel havde Rob Cavallo allerede inden Green Day produceret The Muffs, der var blevet signet som en del af grunge-æraens feeding frenzy. The Muffs har meget til fælles med Green Day og har lavet særligt ét stort mesterværk, som vi vender tilbage til, men for nu dyrk lige den her helt perfekte rasende amped-up powerpop klassiker:

[Kong Louie]

Hey, det er jo Lori Meyers. Alle skatepunkpigers yndlingssang ...

[Dialingleft]

Fed oral history og godt nok, at jeg ikke brugte plads på at beskrive samarbejdet med Rob Cavallo, så, selvom han er uvurderlig for lyden og historien.

Er der andre end louie, der har real time forhold til de her plader? Jeg var fem år gammel i det meste af 94, og børnesoundtracket var Nirvana, REM og Kim Larsen "Værsgo". Americana var pladen der sparkede døren ind for mig (4 år senere) og så arbejdede jeg mig tilbage. Mere om det senere, tænker jeg.

Den første nye Green Day sang jeg kan huske er Minority. Den var fed nok. Nogenlund samtidig så jeg dog videoen til Basket Case, og det er helt klart et af de musikalske minder der sidder tydeligst i mig. Min kapacitet til at opsøge musik var dog ikke helt så stor på det tidspunkt, så der jeg husker Green Day fylde mest er faktisk da opsamlingen International Superhits udkom. Så det var faktisk først dér jeg hørte Longview, Brain Stew, Welcome to Paradise, When I Come Around osv. Da American Idiot udkom var jeg allerede videre til "rigtig" punk (var måske allerede startet med at gå i Ungeren) og syntes det var SÅ cringe. Så dem på Roskilde 05 og græmmede mig over fællessang og generelle stadionrock-isms. Så det var faktisk først noget senere, at jeg virkelig fandt ud af hvor sindssygt fede Green Day faktisk var hele vejen gennem 90'erne.

Jawbreaker har jeg vist redegjort en del for mit forhold til rundt omkring, men der må da være andre end mig og Jon A der er dybt uenige med kong louie her? Jewhova, kom så, forklar hvorfor Jawbreaker er så sindssyge.

Som det bliver nævnt i den linkede artikel havde Rob Cavallo allerede inden Green Day produceret The Muffs, der var blevet signet som en del af grunge-æraens feeding frenzy. The Muffs har meget til fælles med Green Day og har lavet særligt ét stort mesterværk, som vi vender tilbage til, men for nu dyrk lige den her helt perfekte rasende amped-up powerpop klassiker:

Jeg var 9 år i 94. Havde en nabo der var fire år ældre som spillede i et band. Igennem ham lærte jeg Dookie og Smash at kende. Men om det har været i 94 eller 95 er jeg ikke helt sikker på. Og kan huske at Come Out and Play var repeatnummer på anlægget i folkerens fællesrum. Og kan huske jeg så Basket Case videoen i Puls og var temmelig meget blæst væk. Og kan huske min kusine havde et Mix-blad (TDHGAO) med et billede af Billie Joe hvor han havde smidt bukserne på scenen. Jeg er ret sikker på jeg mente at Green Day var så punk som man kunne være.

[Jon A]

Er der andre end louie, der har real time forhold til de her plader?

Det har jeg vel, men jeg gik i 2.g og var alt for blasert og havde alt for travlt med at høre Nick Cave til at anerkende det her. Offspring og Green Day var for mig sådan noget, sportsidioterne begyndte at høre, og derfor var det ikke fedt. Jeg syntes jo lissom forlængst jeg havde været der 2-3 år tidligere. Fucking teenagere, mand, men det har farvet mit forhold til dem, så jeg først langt senere indrømmede over for mig selv, at jeg faktisk godt kunne lide Offsprings hits. 'When I Come Around' knuselskede jeg fra første gang jeg hørte den, men jeg er endnu ikke nået til at høre hele pladen.