DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!

[00Void]

Der har heller ikke lige været noget, som jeg synes jeg kunne skrive så meget om, men jeg læser og lytter også med! Tænker det kommer når genren bliver mere defineret og der kommer mere pop og MTV i gryden. Operation Ivy var meget lang og ikke særligt god, Suffer var fed men lød også lidt som, ja, den slags lyder, og efterlod ikke det store indtryk.

[Kong Louie]

Jeg har selvfølgelig været igennem Operation Ivy engang - eller to. Og jeg kan godt lide det, man kan sagtens høre bangerne derinde, men jeg kan HUNDREDE gange bedre lide Rancid. Derudover er der ikke særlig meget fra Lookout jeg kender. Green Day, Avail og Downfall kan jeg nævne på stående fod, jeg har hørt. Og så Samiam - men det var vist senere fra et andet pladeselskab. Lookouts storhedstid var før jeg kom ind i genren.

Edit. Men billederne er sgu fede

[cloveroverdover]

Jeg er lidt bagud, men stadig glad for tråden. Tak fordi I tager jer tid!

[satirejohn]

Fedt nok - godt at høre! Vi kører på

[satirejohn]

Fra East Bay, Lookout Records og kølvandet på Op Ivy kommer her:

Green Day - Kerplunk


De fleste kan nok godt blive enige om at Dookie er poppunk-klassikeren over dem alle, og det er der en grund til. Den plade er tæt på urørlig på alle mulige planer. Hvis det forleder én til at tro at Green Day ramte en fluke dér, blev båret frem af et stort label, en fed producer og fede videoer alene så tager man til gengæld fejl.

I 89-90 udgiver Green Day en række EP'er samt debutalbummet 39/Smooth. Alt sammen ganske fremragende. Det er tydeligt at Green Day har masser af charme og både kan skrive sange og spille en ret tidsløs punkrock. Ligesom tilfældet er med Op Ivy er vi langt væk fra den hardcore, der har præget vores indledende runder. Bandmedlemmerne er stadig teenagere og er vokset op i Gilman St miljøet med Op Ivy og Crimpshrine som de lokale ledestjerner, Ramones, Replacements og Hüsker Dü som de umiddelbare inspirationskilder, men også plader med Monkees, Elvis, The Who og sågar Van Halen i tasken.

Bandet turnerer USA tynd, når også til Europa (og spiller såmænd både i Ungeren og på 1000fryd) og skifter deres oprindelige trommeslager ud med Tre Cool. Pludselig har de den bedste rytmesektion i gamet, rigtig rigtig meget spilleerfaring, endnu bedre sange end før og en frontmand, der er både mere karismatisk og mere bredt relaterbar end nogen andre vi har været i nærheden af i punk generelt siden, hvad ved jeg, Joey Ramone eller Debbie Harry. Fraset Seattle, naturligvis.

Efter min mening er Kerplunk en vanvittigt god plade, hvor hitsene bare står i kø. Welcome to Paradise og 2000 Light Years Away er klassikere, men for mig peaker pladen lidt over midtvejs med One of My Lies og 80. Ved ikke om der er så meget mere at sige, andet end "the rest is history" og lyt lyt lyt!

[Dialingleft]

Hvor er det dog en fed plade. Er meget enig mht favoritterne. Hvis vi snakker missere så er der ikke så meget sjov ved Christie road synes jeg. Men når man lige har hørt Operation Ivy og ved hvad Lookout Records professionelle evner rakte til, så må man bare fucking bøje sig endnu mere for hvor tight og fuldstændigt gennemført fede sange de her tre teenagere kunne skabe dengang

[yossarian]

Fordi BR jo i virkelig høj grad osse er sådan et band, der bare er en konstant i verden, efter de har ramt formlen. Suffer, No Control, Against the Grain og Generator er for mig helt vildt friktionsløse, og det er sært nok en del af det tiltalende ved dem: At noget kan være så letflydende (den ene hurtige sang afløser den anden, inden man når at blive træt af noget), vellydende (de der oozing ahs, man), melodimæssigt muntert og tekstmæssigt bundseriøst. Det føltes altid, som om man blev en lille smule klogere, for hver gang man hørte en BR-plade. Det var en vigtig del af pakken: At man godt kunne være begavet og lidt kedelig og stadig punkrock. Det er hverdagspunkrock, ikke smadre-det-hele-lørdag-aften-punkrock. Punkrock, der skal tidligt op i morgen.

Det her er måske lidt mit problem med Bad Religion: Det er for meget et job og en formel. Jeg kan huske at jeg engang for mange år siden læste et langt interview med Thåström (i PRESS - TDHGAO), hvor han blev spurgt, hvorfor Ebba Grön stoppede, og han svarede noget i stil med at "punk var en eksplosion, og eksplosioner bliver jo ikke ved" - hvilket man jo må sige, at de gør i Bad Religions tilfælde. Eller måske snarere at Punk for dem er en velafgrænset genre med et ret fastlåst indhold, som man kan udfolde år efter år, på et major-label, med big-budget videoer osv. Jeg kan på den ene side godt se værdien i at det er velartikuleret og gennemtænkt, på den anden side ville det være nice med lidt mere hvidglødende raseri.

I øvrigt: Super tråd, bliv endelig ved!

[Dialingleft]

Yossi. Ja god pointe med Thåstrøm citatet. Det var også det jeg lidt sigtede på da jeg spurgte om BR var punk eller en anden slags band det beholdt og udviklede punkens formsprog. Men omvendt så er Thåstrøm citatet så også en definitiv afvisning af alle punkbands tredje, fjerde etc albums skulle være "punk". Og det giver jo omvendt ikke specielt meget mening, så er termen ikke meget bevendt som genrebetegnelse. Hvordan skal vi så beskrive, lad os sige, en ny GBH-plade eksempelvis. På den ene side. Vanvittigt at påstå det ikke er "punk" men på den anden side er det trods alt også mange år siden de sidst levede af at skralde mugne gulerødder.

Og bare for at gøre Thåstrøm færdig. Hvordan ville man egentlig selv karakterisere sådan noget som Imperiet? Punk-adjacent?

[yossarian]

Jeg er slet ikke nok inde i Imperiet til at kunne svare godt på det, men er der ikke en masse Springsteen og #mørkemand i Imperiet? To ting som ikke er punk overhovedet.
Jeg tror måske man skal skelne mellem "punkrock" som genre (som er sådan noget, Bad Religion osv. gør sig i) og så Punk som "etos" eller tilgang til musikken eller noget. For mig er Suicide punk, og jeg vil næsten sige at PIL's Metal Box er mere punk end Never Mind The Bollocks fordi det er en plade som 1) er hvidglødende rasende 2) Komplet ignorerer alle musikalske normer og går sin egen vej og 3) i alt giver 0 fucks for hvad andre mener. Never Mind The Bollocks er meget mere en "punkrock"-plade, den står så meget på skuldrene af New York Dolls, at man slet ikke ville bemærke den, hvis ikke sangeren var så fantastisk. Et andet eksempel på "etos'en" kunne være Primal Scream, de laver en plade om hvor fedt det er at tage MDMA (Screamadelica), de laver en plade om, hvor fedt kokain er for din eksistens (Give Out...), de laver en plade om, hvor nice Heroin er (Vanishing Point), og så sker der et-eller-andet med Bobby Gillespie, og de laver XTRMNTR, en plade der er hvidglødende af raseri og giver 0 fucks men til gengæld stikker i alle retninger og vil alt muligt på én gang. Det er ret neget essensen af punk-etos at udgive Accelerator som single:


En anden ting: Jeg tænker tit at Bad Religion er REM med nosser. Hvis vi skal holde fast i det med at punk er en "eksplosion", kan man nok sige, at problemet med REM er at de osse lød som REM da de var 22 og at problemet med Bad Religion er at de også lød som Bad Religion da de var 55. Der må man igen sige at Green Day skiller sig positivt ud ved at vokse med opgaven og faktisk vise musikalsk og tematisk udvikling

[satirejohn]

Thåström-citatet har et eller andet på sig, selvfølgelig, men det er samtidig også noget man primært hører fra folk der ikke har så meget med punk at gøre længere, og gerne vil argumentere for hvorfor DERES scene var den eneste fede og rigtige.

yossarian, jeg synes du har ret så langt, at punk og punkrock både defineres som en vifte af musikalske stilarter, men også som alt muligt andet. Et mere abstrakt udtryk, et miljø, et sæt af værdier (anarki, antiracisme, feminisme osv.) og fremgangsmåder (DIY, squatting, udpræget autodidaktisme osv.).

"Hvidglødende raseri" er helt klart en del af punkens udtryk, men jeg synes ikke det er det mest centrale udtryk. Punkens inderste centrum er efter min mening andethed. Det ligger i selve navnet på genren. "Hardcore punk" er ikke kun "mere rasende punk", det er også hardcore DIY, hardcore politisk, hardcore fremmedgjort, hardcore grænsebrydende, hardcore community, hardcore musikalsk anderledes fra "pop". Vægtet på uendeligt forskellige måder. Derfor findes der også afarter af hardcore, der ikke er punk. Det tidligste NYHC og sXe er tydeligvis lavet af og for komplette freaks, men på et tidspunkt bliver det også til rendyrket jockcore, alle mulige varianter af metalcore og sådan noget wannabe mode-lort som Rot Away osv., som aldrig har haft en skid med punk at gøre hverken som musik eller fællesskab.

Alle de elementer kan også vægtes forskelligt ift at diskutere hvornår poppunk ikke er punk længere. Green Day i 1991 er givetvis tættere på "normal popmusik" end Bad Religion er (de spiller f.eks. aldrig i dobbelt-tempo), men deres udtryk er også mindre strømlinet. Deres univers er mindre politisk men mere "andetgjort".

Du kan godt isolere ét element fra punk og sige at Primal Scream, The Prodigy, Hasil Adkins, grime og alt muligt andet er mere punk end Sex Pistols (i øvrigt var NY Dolls da sindssygt punk, taget i betragtning at punk ikke rigtig fandtes endnu) eller hvad man vil putte i kassen "mere musikalsk safe end...", men det handler jo om alt muligt andet også.