Den gode 3/6'er

[secondtoughestintheinfant]

Er selv mere en Permantent Vacation-mand og kan nok bedre lide 'smith, når de er RIGTIG gode, men har da skamhørt deres 3/6'er-plader i ekstrem grad.

Sorry, mente selvfølgelig Permanent Vacation, den er lige et 3/6-niveau over Pump. Husker faktisk nærmest at se videoen til "Rag Doll" og med ét forstå, hvad den gode 3/6'er egentlig indebærer.

[Fisker Thomas]

Undrede mig også, for PV har jo nogle markante 3/6'er-markører, der virkelig gør den til destilleret fed 3/6'er - Beatles-coveret, som da er meget fedt, "Rag Doll", et åbningsnummer som "Heart's Done Time", og ja, bare nummer på nummer, der er en del federe, end de reelt er.

[secondtoughestintheinfant]

"Dude (Looks Like a Lady)" er vel det allertætteste noget nummer kommer på at være 4/6 og 2/6, samtidig med det stadig er kvintessentielt 3/6.

[andreassyr]

The Jesus & Mary Chain: Automatic

Her er dog næsten tale om den fede 2/6’er.

[yossarian]

Der er et element af noget lidt ukontrolleret eller overdrevet ved virkemidlerne på den fede 3/6'er. Som om man ikke helt mestrer sin ting eller den gode smag, så det får noget uhæmmet over sig, uden at det i øvrigt bliver til kunst. Det er i hvert fald helt klart en af mulighederne for at opnå den fede 3/6'er, som ganske rigtigt er udbredt i metal, fordi det er så udpræget genremusik.

Den fede 3/6'er er nemlig rigtig god i genreland, fordi den ikke vil forny så meget, men bare mener det. Den er nok mere udbredt hos yngre end hos ældre bands. Det er svært at forestille sig Metallica eller Megadeth i dag lave den fede 3/6'er. Der kan være noget labrador eller retriever over denne type fed 3/6'er, måske pga. det generiske og de uhæmmede følelser. Af nyere plader kunne Baxaxaxas og mange album udgivet på Dying Victims Productions have disse kvaliteter.

Men man kan også have den kunstnerisk ambitiøse fede 3/6'er, som virkelig gerne vil være stor kunst, men ikke kan finde ud af at dosere virkemidlerne og får noget grelt over sit udtryk. Jeg forestiller mig, at filmverdenen byder på flere af den slags. Kombineres det med det generiske, får man meget neofolk.

Endelig er der vel også stjernes 3/6'er, det undervurderede album, som har så meget charme (en anden klar kvalitet ved den fede 3/6'er), at den overstråler mange af kunstnerens mere kunstnerisk lødige album. Det kunne være Iggy Pops Party, der virkelig kører denne 3/6'er-stil to the max og er pissehamrende fed.


Jeg tror måske, at JP's anmelder, der var på Bone's (eller er det Bones?), i virkeligheden har haft en fed 3/6'er-oplevelse, men ikke har haft noget sprog for det. Kunne kolde flaske-Carlsberg i spirende sommersol være en anden fed 3/6'er?

Hvis man skal bygge lidt videre her, så kan man nok godt nærme sig en afgrænsning af fænomenet. Der er
1) De plader, der ligger inden for en genre, hvor udtrykket betinger 3/6. En del metal er allerede nævnt, de mere radikale former for punk kunne være et andet eksempel, hvis man ligger inden for D-beat-etos'en, er det svært at nå op på mere end 3/6. Anden-bølge industrial (Front 242 etc.) er også ting som typisk er 3/6.
2) Pladen som er OK, men ikke føjer noget til genren og ikke har nogen særligt gode sange, det kunne være Dylan på Infidels eller stort set alt, Van Morrison har lavet siden Days Like This. Typisk plader folk laver, når de er holdt op med at lave fede plader. Bridges to Babylon er 3/6, de fleste Springsteen siden 1990 er også.
3) Den dårlige plade med 1-2 sange som er klart bedre end resten; Bob Dylan Street Legal; Soul Asylum Grave Dancer's Union; Jesus And Mary Chain Stoned and Dethroned; måske Neil Young American Stars 'n' Bars.
4) Den kunstnerisk ambitiøse men mislykkede plade, det kunne være Lulu eller Greendale eller Trans. Det er måske i virkeligheden den mest interessante 3/6'er, fordi man ikke kan lade være med at spekulere på, hvad der kunne have reddet den. Hvis man er nådig hører The Wall måske også til her.

Freedom er selvsagt ren 6/6:

[æsmet]

Den gode 3/6’er kan ikke være en objektiv sandhed. Det er det, der gør den så dejlig:

Bedste 3/6’er:

Frank Black - The Cult Of Ray

[Syme]

Er jeg galt afmarcheret, hvis jeg siger, at A Way of Life er indbegrebet af den gode 3/6'er? Forstået på den måde, at ingen nogensinde udpeger den som det ypperste, Suicide har præsteret, men at man nogle gange, eller for mit vedkommende faktisk temmelig ofte, hellere vil høre A Way of Life end de kanoniserede hovedværker fra tidligere i karrieren? Det forekommer mig også væsentligt, at titlen er den mest oplagte Suicide-albumtitel, som de nølede alt for længe med at få brugt.

[haile lassie]

Spot on. Den gode 3/6'er, for mig; det er den man har lyst til at høre, når de kanoniserede er slidt op. Så står 3/6'eren dér i hjørnet og smiler til én og siger "Ja, okay, indrømmet; den kritiske modtagelse var ikke ligefrem overvældende, og der er en del sange på mig, der ville gå under betegnelsen "filler". Bandet spiller ikke rigtig mine sange live længere, og liner notesne i 25 Anniversary Special Edition er skrevet mere som en undskyldning end en hyldest. Men hvem gider kanoniseret perfektion? Elsker vi ikke dem vi elsker trods deres fejl og mangler og lidt mislykkede forsøg på sangskrivning?"

Og når den gode 3/6'er så kommer på, kan man godt se, at der muligvis er ting, man har overset. Eller at fillernumrene har en charme, man først har lagt mærke til nu. Den kan med tiden blive mere end blot en plade; den kan blive en lille ven. Og det er meget mere værd en en topplacering på RYM.

[Frcaheal]

Det må også godt være lidt pathetic i følelserne på lyd og tekst. Det hjælper meget til at det bliver den fede 3/6'er.

Det kunne være Iggy Pops Party, der virkelig kører denne 3/6'er-stil to the max og er pissehamrende fed.

Det var den første plade, jeg tænkte på, da jeg så denne tråd, den er nemlig fed, og det er lige før, at det efterhånden er den Iggy, jeg hører mest.

Vi tager lige singlen:

[Fisker Thomas]

Så fed 3/6, at ingen har gidet lave en anniversary edition.