| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 5 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
|
 |
Once Upon a Time in Anatolia
| Et anatolsk anti-eventyr |
| |
!Der var engang i Anatolien. Sådan kan du begynde når du engang fortæller din familie om denne nat: Som et eventyr."
Sådan lyder rådet til en af figurene i dette års Guldpalmevinder Nuri Bilge Ceylans forrige film Once Upon a Time in Anatolia, der følger en gruppe politibetjente, militærfolk, en læge og en distriktsanklager, der kører rundt i skramlede personbiler i den anatolske nat med et par ængstelige mordere i håbet om at finde stedet, hvor de begravede deres offer. Det er dog ikke et råd, Ceylan selv følger: Filmen er et på mange måder udramatisk kriminaldrama, hvor narrativ fremdrift forsages til fordel for minutiøs dvælen ved lyriske detaljer.
 |
Copyright:
DFI |
Iscenesatte observationer
Pånær åbningsscenen foregår hele filmen om natten og den efterfølgende morgen, og når det sparsomme plot er strakt ud over 157 minutter føles det nærmest som realtid. Selvom den realistiske fremstilling hist og her bliver magisk tager Ceylan sig på handlingsplanet få friheder fra en naturalistisk fremstilling.
Skaberens aftryk træder mest tydeligt frem i iscenesættelsen: Lange totalskud og sjældne nærbilleder får figurene til at virke fremmedgjorte, og med jævne mellemrum henledes vores opmærksomhed på umiddelbart ubetydelige detaljer, som da vi følger et æble, da det falder fra træet: Triller ned ad en skrænt og flyder væk i et vandløb. Det er vældig kunstnerisk, men det er en smagssag om man fascineres eller irriteres.
Når filmen er bedst føles dialogen snarere observeret end iscenesat, og skuespillerne er eminente til med subtil mimik og vægrende stemmeføring at skabe autentiske portrætter uden om replikkerne. Politikommissæren bliver stadig mere rød i hovedet efterhånden som anklageren bliver mere utålmodig, en overvægtig betjent brokker sig over natarbejdet, den ene morder græder og den anden plages af søvnløshed, syner og samvittighedskvaler. Som fortællingens humanistiske midtpunkt er lægen det tætteste, vi kommer en hovedperson, men vi kommer aldrig under huden på nogen af karaktererne.
En diskret løftet pegefinger
Figurenes historier og anekdoter er alle variationer over temaet maskulinitet: Alle i den umage gruppe mandige mænd har enten rod i parforholdet eller har afskrevet kvinder som en dårlig investering. Kvinder optræder i periferien som nagende stemmer i telefonen og børnefikserede ekskoner, fremmede væsner, der ikke tjener andet formål i den mandsdominerede verden end at gøre mændene pinligt til mode.
Kønsfremstillingen virker som en løftet pegefinger, men som så meget andet ekspliciteres det ikke: Mordet, der på sin vis er historiens omdrejningspunkt, bliver hverken vist eller forklaret, og selvom der rejses tvivl om både motivation og gerningsmand får det ingen betydning for handlingen. At underdrive er en vanskelig kunst, og til tider føles det som om Ceylan har for travlt med at lade os drage vores egne konklusioner til at sikre sig, at vi gider.
 |
Copyright:
DFI |
En tvivlsom investering
Det golde, måneskinsbelyste bakkelandskab lægger baggrund til en sælsom skæbnefortælling, hvor stærke mænd vakler under for vægten af uudtalt weltschmerz. Eller: ''vakler" er for stort et ord for en film, der bruger to og en halv time på en historie, der som manuskript må have fyldt mindre end en gennemsnitlig novellefilm. Til tider er det smukt, til tider dragende og ligefrem hypnotisk, men mest af alt er effekten af begravelsestempoet, at filmen føles som en investering, der kun giver begrænset afkast.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
