| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 5 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
|
 |
Priscilla
| En barnebruds fortælling |
| |
Hvor starter man med en film som Priscilla? Er det med Sofia Coppolas vanlige taktile stil, til tonerne af et tidstypisk og sværmerisk soundtrack, eller er det Priscilla Presleys vidnesbyrd om at være verdenskendt brud til Elvis samt mor til hans eneste barn? I Priscilla må det være med den unikke følelse af velvære, der perler hele vejen ned af ryggen på tilskueren, når Coppola åbner sin film til synet af perfekt lakerede tånegle, som borer sig ned i et tommetykt ryatæppe. Så ved man i al fald at man er i kløerne på Coppola eller i Priscillas tilfælde, perfekt rødlakerede og vedligeholdte negle. Coppolas film er altid en garanti for at få sine sanser bombarderet, uanset den fortælling, hun giver sig i kast med. Det er tvivlsomt hvorvidt emne og stil altid går hånd i hånd, men med Priscilla er det smerteligt indlysende hvor godt Coppolas visuelle blødhed fungerer som et polstret beskyttelseslag for de mange slag, den unge Priscilla må tage i sit forhold til rockstjernen over dem alle, Elvis Presley.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Betegnelsen er hebefili
Filmen vil gerne chokere os med Elvis' lave modenhedsniveau og hvordan han groomede en 14-årig pige til et par år senere at blive sin teenagebrud; hvordan han formede hende i sit eget image og hvordan han lod det gå ud over hende, verbalt såvel som fysisk, når følelser og frustration overrumplede ham og han ikke kunne andet end at lange ud. Der går ikke lang tid, førend det går op for én, at Elvis i virkeligheden ikke var pædofil; en betegnelse, som retter sig mod voksne, der er seksuelt tiltrukket af præ-pubertære børn. Nej, den korrekte definition af voksne mænd (Elvis var 24 år gammel og udstationeret i Tyskland, da han mødte den 14-årige Priscilla), der er tiltrukket af teenagere er hebefili. Og ja, alle vil sandsynligvis skynde sig at komme til Elvis' forsvar og sige, at alting var anderledes dengang; det var en anden tid og bla bla bla, men faktum er, at kongen af Rock n' Roll tog sig af og groomede en 14-årig pige til at lystre ham, så han ikke behøvede at vokse emotionelt eller tage ansvar for sine karakterbrister. Selv under Coppolas blide og bløde behandling er det ikke til at komme udenom at Priscilla er historien om en indflydelsesrig hebefil og hvordan hun formåede at overleve i et ægteskab, blive mor og senere hen flygte fra hebefilens gyldne bur.
Cailee og Jacob
Der kan ikke siges nok om det store stykke arbejde, Cailee Spaeny ligger i at portrættere en ung kvinde, der går fra at være en 14-årig skoleelev til mor og hustru i Gracelands luksuriøse omgivelser på nogle få år. Hun er en åbenbaring som Priscilla. Sårbar og afventende, søgende og resolut, stærk og refleksiv; der er utallige tangenter for Spaeny at skulle spille på i en temmelig udstrakt fortælling og med mindst et halvt dusin karakterskift undervejs, svæver hun overbevisende hen over ryatæppet med al sin naturlige sødme og uskyld intakt. Sikke et fund. Den 25-årige skuespiller har allerede kunnet opleves i film som Bad Times at the El Royale (2018), The Craft: Legacy (2020) og Vice (2018) samt prestigefyldte serier som Devs, Mare of Easttown og The First Lady. Mon ikke vi fremover får hende at se i flere hovedroller? Jacob Elordi, som er mest kendt for sin rolle i tv-serien, Euphoria og The Kissing Booth trilogien, er akkurat så charmerende og subtilt modbydelig, som man kunne håbe på. Sexet, tvær, umulig og svær ikke at falde for, hvis man er en ensom Texansk teenager fanget på en militærbase i Tyskland. De bærer elegant filmen på deres unge skuldre. Coppola forstår om noget at forme sine skuespillere til den helt rette temperatur og affekt, og Priscilla er endnu engang bevis for hendes store talent for persondreven dramatik.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Uheldig timing er tingen
Når Priscilla alligevel ender med at fremstå en smule formålsløs og rodløs, er det mest fordi, at historien er blevet tygget i stykker af MeToo- zeitgeisten et halvt hundrede gange allerede. Faktisk, uden af være alt for drilsk, er jeg ret sikker på, at jeg har set den samme fortælling fortalt et utal af gange i Law & Order: Special Victims Unit. Ja, så selv om man er selveste Priscilla Presley, der blev gift og fik barn med Elvis himself, så kommer man ikke udenom at hendes historie er alt andet end unik. Mishandling, kontrol, vold, grooming er emner kvinder verden over (og ja, også en del mænd) har levet med og under i hundredvis, hvis ikke tusindvis af år. Hendes fortælling er traditionel i voldens tegn. Det betyder dog ikke, at den ikke er ligeså vigtig at fortælle, for uanset om man er gift med en superstjerne eller ej, så betyder en kvindes vidnesbyrd alt for samfundets videreudvikling og ikke mindst i vores udvikling som mennesker. Jeg vil gætte på, at havde filmen haft premiere for et par år tilbage, vil den have haft større chance for at gøre indtryk. I den spæde start af MeToo bevægelsen, vil den have battet noget, men selv ikke Elvis' voldelige adfærd vil løfte nogles øjenbryn længere eller få kvinder til at dukke sig. For meget er blevet lukket ud i verden af grusomme historier fra magtfulde og kendte mænd til længere at kunne ryste os eller tragisk af alt, overraske os.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
