CAPAC

Den første gang jeg hørte om Dave Edmunds var, da han sammen med Love Sculpture fik et hit med en rockudgave af den klassiske komponist Khachaturians “Sabeldans”. Kort tid efter bandets opløsning hittede Edmunds selv med en version af det gamle bluesnummer “I hear you knockin'”, der blev en slags kendingsmelodi for Edmunds. Og i halvfjerdserne gjorde han sig bemærket som producer for en række kunstnere og som del af det nybrud, der kom med punk, new wave og pubrock-renæssancen. En sammenhæng, hvor Edmunds guitarspil, der var rodfæstet i halvtredsernes rock-and-roll og rockabilly, for alvor kom til sin ret. Producerarbejdet og et kendskab til Brinsley Schwarz førte til et venskab med Nick Lowe og til dannelsen af Rockpile, et band, der har sat sig spor i britisk rock, selv om det kun blev til et enkelt album fra deres side. Men Edmunds vigtigste rolle har være som producer og solist med en perlerække at slidstærke albums. Senest On Guitar… Dave Edmunds: Rags & Classics fra 2015 som førte frem til Edmunds pensionering fra musikbranchen.

Joni Mitchell er tilbage på scenen. Hun er blevet ældre, kraftigere og stemmen er ikke så sprød som i hendes ungdom (nej, selvfølgelig ikke…), men hun kan stadigvæk gøre indtryk på scenen, som da hun for nylig fortolkede Elton Johns standard “I’m still standing” ved Elton Johns og Bernie Taupins Gershwin-pris-uddeling. Til Eltons store behag og begejstring; og måske som et “tak for sidst”, fordi Elton jo fortolkede Joni Mitchells “Free Man in Paris” i 2000 ved en hyldestkoncert for Joni… Tja, de gamle kan endnu.

Populærmusikken er næsten utænkelig uden fotografiet. Fra den hoftevridende Elvis i halvtredserne til vor tids social-media-bombardement er det svært at tænke på poppens og rockens navne uden at se billeder for det indre øje. Og det er også et problem, for mange fotos handler om at fremstille idolerne som netop merkantile idoler, der skal passe ind i et bestemt salgbart image, og ikke om det menneske, der gemmer sig inde i iscenesættelsen. Således også The Beatles, der må være et af de mest fotograferede navne i efterkrigstidens populærmusik. Vi husker, hvis vi er gamle nok,  alle de Beatlemania-billeder, der har præget vores billede af, hvem og hvad The Beatles var. Men bag sådan en facade gemmer der sig også et andet billede; den menneskelige side, som nu og da får lov til at titte frem. På den tyske tv-kanal ARDs mediatek kan man for tiden se en lille dokumentar, hvor man forsøger – ud fra 10 fotos – at skrabe noget af John Lennons popidol-facade og finde mennesket bag. Og det er også en fortælling om den tid, John Lennon var en del af, fx krigsårene og ungdomsårene. Se med her.

To saksofoner (Oliver Lauridsen, Thorbjørn Øllgaard) og trommer (Albert Holberg) hopper lytteren i møde med nummeret “Al Magt Til Overførselsindkomst” med en dansant munterhed og popmusikalsk andersledeshed, der indvarsler, at her står lytteren over for noget uvant og overraskende anderledes. Det er jazz, det er pop, det er rock; og det er først og fremmest fabelagtigt medrivende og appellerende til den indre dansebjørn og til den lytter, der gerne vil have vendt vrangen ud på lytteapperatet. Og allerede med nummer to “Hvide Mænd Spille Afrobeat” ved vi, at de tre spillemænd ikke er sådan at fastholde inden for nogen forventelig stilskematik. Afrobeat med en ordentlig indsprøjtning løssluppen jazz-saksofon pisker af sted og minder en om, at det sørme bliver svært at holde sig i ro og bare sidde og lytte. Her er budt op til fest og dans. Men det er ikke kun tonerne og rytmerne, der taler. I “Middelklassen Avler Kun Skeletter Digt” tager ordet ordet i et vrissent, vrantent, kritisk digt, der får lov til at være intro til det lidt mørkere nummer, der bryder lidt med feststemningen med en elegisk tenorsaksofon og næsten slæbende trommer og bassaksofon. Ingen sjov uden alvor. Men allerede på A-sidens sidste nummer “Fuck Der Kommer Kontrøllører!” mærker man pulsen banke igen og opdriften arbejde på at tage over og indtage dansegulvet.

Albummets første side er indspillet i hjemlige omgivelser på et gammelt fritidshjem på Christiania. Og det kan man høre og mærke på trioens tætte og indforståede samspil. B-siden derimod er produceret i Bark Studio i København af Elias Anguyo Arentoft Jensen. Det afsløres af en mere sofistikeret tone, der nok mestendels skyldes studiebearbejdningen (miksning og mastering), for ellers er samspillets intimitet og tæthed og trioens energi og vitalitet helt bevaret. Og det ville nok også være umuligt at holde den nede og i ave. Og med det relativt korte nummer “PGO HOT 50” sparker trioen døren op til halvfemserdiskoteket med et veritabelt technopop-eurodance-indspark, der straks afløses af endnu et poetisk udbrud med digtet “Start Et Punkband”, der dels afslører den stilistiske bredde og dels bandets klare politiske ståsted – i opposition til det bestående politiske parnas og den politisk korrekthed anno 2024. Og B-siden fortsætter med at demonstrere at Smag På Dig Selv ikke har intentioner om at lade sig af- og indgrænse stilistisk eller holdningsmæssigt. Nej, SPDS er ikke for fastholdere. Selv om der er appel til dem, der vil danse og feste, så er der også meget andet – melankoli, aggression og almindelig vildskab.

SPDS er sådan en plade, man som inkarneret musikelsker kun kan blive taknemmelig og glad over at få indlemmet i sin musiksamling, fordi den viser og beviser, at den musikalske udvikling inden for populærmusikken og tilstødende områder ikke sådan lader sig tæmme og blankpolere, selv om musikindustrien ofte gerne vil have det sådan. Nej, dette album er uregerligt og ikke til at tæmme. Og det er en velsignelse, og man kan kun håbe på, at de tre gutter i dette uforlignelige lille band vil fortsætte deres udforskning af det stilistiske landskab og deres instrumenters rækkevidde. Så skal det nok blive til noget stort og godt. Hermed begejstret anbefalet.

Smag På Dig Selv. SPDS. Produktion: Jens Benz og Elias Anguyo Arentoft Jensen. Stunt Records. Er lige udkommet.

Guitaristen, multi-instrumentalisten, sangskriveren, pladeproduceren og meget mere Lowell George, der også var en af skaberne af bandet Little Feat, ville være fyldt 79 år i dag, hvis ikke en herionoverdosis havde kortet hans livsbane af allerede den 29. juni 1979. Men han nåede i sit korte liv at sætte et kraftigt aftryk på Little Feats udgave af americana og også på andre kunstnere, som han arbejdede sammen med, fx Linda Ronstadt og Bonnie Raitt. Her er han sammen med sidstnævnte og Emmylou Harris i en optagelse fra 1977.

Og i forbindelse med årsdagen udsendes dobbeltalbummet Long Distance Love a sweet relief tribute to Lowell George på plademærket Flatiron Records (på hvid vinyl og CD):

TRACK LISTING:

DISC 1:

Side One:

Trouble – Mike Viola
Cold, Cold, Cold – Joachim Cooder
Long Distance Love – Elvis Costello
Heartache – Bedouine
I’ve Been The One – Bhi Bhiman
Rock ‘n’ Roll Doctor – Miles Tackett
Be One Now – Lady Blackbird

Side Two:

Love Needs A Heart – Madison Cunningham
Easy To Slip – Jonah Tolchin
Dixie Chicken – Eleni Mandell and Milo Jones
Roll ‘Um Easy – Ben Harper
Lafayette Railroad – Larry Goldings
6 Feet Of Snow – Jack Shit

DISC 2:

Side Three:

Cheek To Cheek – Gaby Moreno
Two Trains Running – Chris Seefried
China White – Chris Stills
A Apolitical Blues – Dave Alvin
Feats Don’t Fail Me Now – Sugaray Rayford
Sailin’ Shoes – Taylor Goldsmith

Side Four:

Spanish Moon – Inara George
Rocket In My Pocket – Sam Morrow
Willin’ – Jonathan Wilson
Teenage Nervous Breakdown – The Bird and the Bee
Crazy Captain Gunboat Willie – Andras Jones
20 Million Things To Do – Gus Seyffert

For snart længe siden skrev jeg et lille indlæg om de kulturelle problemer, som indvandrere stødte på, når de ønskede at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning. Som indfødte danskere er fertilitetsproblemerne, der er en del af vores vestlige levevis, også blevet et problem for indvandrere. Men disse stødte ofte på en kulturel hindring, nemlig at indvandrermændene ikke ville være donorer, fordi deres avlsevner tilhørte familien. Historien viser noget om kultur. Dels at det kan være meget svært at ændre på kulturelle vilkår – fx at man kun får børn med nogen med samme baggrund som en selv – og dels at kultur er under stadig forandring; lever man i vesten, så er man i risiko for at blive som dem, man lever sammen med – fx barnløse.

Og i dag kan man så læse på videnskab.de, at det er »Overraskende«: Ikke-vestlige indvandrere får færre børn end kvinder født i Danmark. Historie fortæller, at indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande føder færre børn end kvinder med dansk oprindelse. Fødselsraten blandt kvinder fra lande som Syrien, Afghanistan og Somalie er faldet fra mellem 2.7 til 6,3 til 1.4. I samme periode ligger kvinder fra Danmark 0.2 procentpoint over. Og det mener videnskab.dk er “overraskende”. Men er det nu også det!? Vel kun, hvis man forventer, at de ikke-vestlige kvinders fødselsrate og deres kultur i det hele taget er upåvirkelig af det samfund, børnene fødes ind i. Men når disse grupper rammes af vores kulturelle vilkår – fx fertilitetsproblemer og økonomiske forhold – så ændrer deres kultur sig også. Ikke med et slag, men over tid. Og det er vel – alt andet lige – positivt, hvis man ellers er tilhænger af det, man kalder “integration”!? I hvert fald rokker de ovenfor beskrevne forhold ved visse fremmedfjendske menneskers frygt for, at vi bliver ‘oversvømmet’ af andre kulturer, men vel også ved den udbredte skepsis med hensyn til, om integration kan lykkes!? Vel kan fler kulturer sagtens leve sammen; det tager bare tid og forudsætter at der sker en kulturel afsmitning, som ovenfor antydet.

Historien gentager sig, lærte vi af Marx…

Den 18. marts 2003 kastede to medlemmer af græsrodsbevægelsen Globale Rødder rød maling i nakken på statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre og råbte “Du har blod på hænderne”. Årsagen til aktionen var Danmarks lidet flatterende rolle i Irak-krigen. De to aktivister, der siden fik dom for ‘vold mod tjenestemænd’ var inviteret ind på Christiansborg som gæster af Enhedslisten. De to aktivister blev vel at mærke ikke dømt, fordi de ytrede sig, men fordi deres ytringer – malingkastningen – havde overtrådt en anden lov.

I går gentog historien sig så. Dog uden maling.

SVM-regeringen med statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og vice-statsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) deltog i en såkaldt EU-quiz på Restaurant Gorilla i Kødbyen i København. Formålet var en hyggelig quiz om harmløse spørgsmål vdr. EU – fx melodigrandprix og madvaner i EU. Statsministeren viste, at hun kunne synge med på MGP-sange og danse lidt og det hele var tilsat lounge-musik, snacks og drikkelse. Tydeligvis en harmløs happening, der ikke skulle sætte nogens pis i kog. Men bedst som løjerne var i gang afbrød nogle demonstranter showet med tilråb, der angreb regeringens politik i forhold til konflikten i Gaza med tilråb som “barnemorder”, “fru folkemord” (til Frederiksen) og “I har blod på jeres hænder” og man kunne se det palæstinensiske flag veje over deres hoveder. Mette Frederiksen fortrak, sådan som hun også gjorde, da der var demonstration ved hendes tale på Kvindernes internationale kampdag; Lars Løkke Rasmussen snakkede lidt med to “tørklædeklædte kvinder”, der ikke tilhørte de protesterende; medens Troels Lund Poulsen dagen efter kaldte demonstrationen for en “helt bevist sabotageaktion” mod EU-quizen og han citeres for at sige:

– Jeg tror, at man på mange EU-møder frem mod 9. juni (EP-valgdagen, red.) vil se, at den her diskussion kommer. For der er nogle personer i det miljø omkring dem, der var der i går, der ønsker at destabilisere EU-diskussionen og simpelthen køre den ud på et skråplan, fordi man ikke ønsker, at demokratiet må fungere.- Det er stærkt, stærkt begrædeligt og jo også noget, som man kun kan fordømme i allerhøjeste grad.[cit. efter DR Nyheder]

Parallellen er til at få øje på. I begge tilfælde drejer det sig om den danske regerings udenrigspolitik – dels den ukritiske tilslutning til den amerikanske invasion i Irak og dels den lige så lamme tilslutning til amerikanernes politik i konflikten i Gaza. Forskellen er, at Troels Lund Poulsen i det aktuelle tilfælde ikke kan undlade at angribe demonstranternes ytringsfrihed og mistænkeliggøre de demonstrerendes motiver. Ja, dæmonisere dem, der tillader sig at kritisere regeringens politiske medløberi i Gaza-konflikten ved at tillægge dem andre motiver end netop at kritisere regeringens medløberi. Og det er ikke en lille forskel fra episoden med den røde maling – nej, det er desværre et eksempel på, hvor trængt ytringsfriheden er i disse år. Og en illustration af, hvor svært den offentlige debat har det i vores politiske konjunktur.

Lad os for god ordens skyld rekapitulere, hvad Grundloven siger om ytringsfrihed:

Som en af efterkrigsgenerationerne – de store såkaldte Boomere – kommer jeg ikke rigtig forbi denne dag uden at sende tanker til mine forængere; mine forældre, der oplevede Besættelsen på nært hold i København som unge – hhv. marinesoldat og civilist, min farmor, der var lotte og inkarneret anti-nazist, flere af mine forældres bekendte, der var aktive i den lille danske modstandsbevægelse osv. Og heller ikke min tidlige skoletid skal glemmes; dengang, hvor historieundervisningen – ja, undervisningen i det hele taget – gjorde meget ud af den besættelse, der var overgået danskerne mindre end et årti før. Mon nutidens børn og unge bare tilnærmelsesvis hører så meget om de mørke år – jeg tvivler?!

Og journalist Jan Poulsen omtaler en anden besættelse, der skete på denne dato – for 45 år siden. Han tænker på dengang den tyske punkstjerne Nina Hagen indtog riget med sin tyske, dramatiske udgave af punken. Debutalbummet var udkommet året før og dannede grundlaget for hendes besættelse af landet. Og der er mere forbindelse, for Nina Hagen er steddatter til kommunisten og kulturpersonligheden Wolf Biermann, der har boet det meste af sit liv i DDR og henlevede sin tidligste barndom i Hamborg, hvor krigen rasede. Nina lod sig nok ikke inspirere af sin stedfars politiske orientering, men mere af moderen Eva Maria Hagens arbejde på scene og film – selv om også  Eva Maria blev politisk persona non grata i DDR på grund af sine politiske holdninger.

Ja, så gik der lige 50 år, siden dengang jeg købte min første plade med Dr. John – Malcolm John Rebennack Jr. – også kaldet The Night Tripper, som siden halvtredserne har været garant for New Orleans-musikken i alle dens herlige udgaver: Blues,jazz, soul,funk,R&B,blues,rock,swamp rock osv. Desitively Bonnaroo hed pladen, der var produceret af legenden Allan Toussaint. Jeg husker ikke, hvordan jeg var kommet på sporet af John og Toussaint og denne plade, men jeg tror, at det var på DRs program 3, at en eller flere studieværter var så hensynsfulde at indfange mit øre og mit sind med denne seje musik. Og i hvert fald stod den så lige der i FONAs udsalgskasse med sit flotte farvede cover og sære titel. Og hjem kom den, og har siden været en af mine favoritter blandt doktorens mange plader. Og her er vi ovre i den mere funky, swingende afdeling af mandens repertoire, godt hjulpet på vej af Toussaint og The Meters, der er backingband på skiven.Pladetitlen gav siden anledning til en lokal festival og betyder vist sådan noget i retning af: det bedste fra gaden. Altså gademusik, sådan som vi kender det fra de karnevals, der afholdes netop i New Orleans.

Selv om EU er blevet kaldt et fredens projekt – fordi vi aldrig skulle gentage noget af det, der skete under 2. Verdenskrig – så er krigen kommet tæt på. I grænselandet mellem Rusland og Ukraine og – lidt længere væk – i Gaza (hvis man da kan tale om krig her…). Ikke desto mindre er krig på alles læber og i alles hoveder nu – på den ene eller anden måde. Nogle tænker sågar, at 3. Verdenskrig allerede er begyndt – pr. stedfortræder (Rusland og Kina på den ene side – Vesten med USA på den anden side): Men lad nu det ligge.

På vores lokale museum Moesgård har man gjort sig den ulejlighed at lave en lille, velkurateret udstilling om fænomenet kriger, der sætter sig for at følge krigeren – i fire udgaver: en romersk legionær, en samurai, en sepikkriger (en kriger fra Ny Guinea) og en moderne dansk soldat – fra de første tanker om krig til tiden efter krigsdeltagelse. Og det er en lille, men meget velkurateret udstilling, der med en blanding af udvalgte objekter (lige fra primitive våben til vor tids ditto), tekst- og billedplancher, video og audio formår at give museumsgæsten en regulær følelse af, hvad det mon vil sige at være soldat. Og alle omstændigheder bliver berørt – lige fra det praktiske udstyr til mentale og religiøse elementer, som altid har været en del af krigerens “væsen”. Selv om det ikke er en stor udstilling i omfang og dybde, så formår den at give en fornemmelse nok for soldatens vilkår til, at man nok endnu engang kan overveje, om man kan acceptere krig som en acceptabel vej for konflikter i vores tid, der står over for andre og større udfordringer… Men se den selv og fæld din egen dom.

Jeg kan næsten ikke forestille mig en større ros end den, Graham Nash her giver sin gamle ven og kollega Allan Clarke fra The Hollies i forbindelse med sidstnævnet optagelse i Rock and Roll Hall of Fame i 2010. Som Nash fortæller begyndte de to allerede at synge sammen i skolen; og i 1962 dannede de sammen med Vic Steele (guitar), Eric Haydoc (bas) og, Bobby  Elliott (trommer) og Tony Hicks (guitar efter Steele) The Hollies, der fik over 30 singlehits i hjemlandet. Og Clarke var med det meste af vejen; bortset fra en kort periode efter at Graham Nash var draget til America for at tilslutte sig David Crosby, Steven Stills og Neil Young. Men han vendte tilbage og var aktiv frem til sidst i 1990’erne, hvor hans stemme begyndte at svigte og hans hustru blev meget syg og han derfor forlod musikindustrien. Han har dog ikke helt kunnet holde sig væk og har optrådt nogle få gange. En gang cirkushest, altid cirkushest… I går fyldte han 82 år.

I am so happy with Beyoncé’s version of my song ‘Blackbird’. I think she does a magnificent version of it and it reinforces the civil rights message that inspired me to write the song in the first place. I think Beyoncé has done a fab version and would urge anyone who has not heard it yet to check it out. You are going to love it!
I spoke to her on FaceTime and she thanked me for writing it and letting her do it. I told her the pleasure was all mine and I thought she had done a killer version of the song. When I saw the footage on the television in the early 60s of the black girls being turned away from school, I found it shocking and I can’t believe that still in these days there are places where this kind of thing is happening right now. Anything my song and Beyoncé’s fabulous version can do to ease racial tension would be a great thing and makes me very proud. [Paul McCartney på sin Facebookside)

Jovist, den gamle Beatle er begejstret over Beyoncés “killer version” af den gamle Beatles-klassiker. Og jeg synes også, at den unge dame, som jeg har haft forbehold over for (måske et forbehold, der mest gælder vor tids alt for digitaliserede musikproduktion…), har lavet en udgave, der ikke bare er loyal, men også tilfører den et tydeligt feminist anstrøg, der klæder den smukke sang virkelig godt.

The Residents er kult – var kult og er det stadigvæk. Jeg han huske, at deres debutalbum blev præsenteret i DRs program 3, hvor der blev gjort meget ud af, at medlemmere i bandet insisterede på at være anonyme; og der blev spekuleret meget i, hvem der mon gemte sig bag navnet Residents.Og sådan er det stort set endnu, selv om der er sluppet lidt ud undervejs gennem de mange år og de mange plader, det er blevet til. Er det mon studiemusikere og gæster eller?

Og deres musik er blevt kaldt art rock, fordi de altid har yndet at eksperimentere og gå deres egne veje. Og det er næste symbolsk og symptomatisk, at debutalbummets cover er en parodi på the Beatles’ Meet the Beatles. Men musikken er en form for avant-garde-musik, der ikke faldt eller falder ind under nogen bestemt stil og måske er i kategori med folk som Frank Zappa og kollegaen Captain Beefheart.

Debuten blev ikke den store succes, da en udkom, men musikken og hemmelighedskræmmeriet omkring bandet har gjort, at pladen – og dens efterfølgere – i dag dyrkes af kulttilhængere. Sådan er det jo med populærmusikken.

Meet the Residents

John Sinclair var en af tressernes og halvfjerdsernes fremmeste repræsentanter for den såkaldte modkultur. Han blev manager for bandet MC5, hvis politiske rockmusik han sympatiserede med. Og så var han kendt som en af den førende fortalere for legalisering af marijuana, medlem og medstifter af den politiske bevægelse Det Hvide Panterparti (et modstykke til Black Panther-bevægelsen), digter og aktivist. Han blev arresteret i 1969 og idømt ti års fængsel for besiddelse af to marijuanacigaretter, og det var tredje gang han blev arresteret for den forbrydelse. Det gav genlyd i medierne, hvor blandt andre John Lennon og Yoko Ono forsvarede ham åbenlyst. Og et par dage senere blev han løsladt fra fængslet.
Han døde 82 år gammel den 2. april af hjertesvigt og nåede at opleve, at marijuana blev legaliseret i hans hjemegn og andre delstater i 2018.