Skrevet af Camilla
Jeg fødte Axel - mit første barn - i maj 2005 og skrev efterfølgende min fødselsberetning herinde på Netbaby. Historien kaldte jeg vidst nok "En nem og udramatisk fødsel".
Det var en 10 timer lang fødsel og var - som overskriften også vidner om - vidst nok bare en ganske almindelig fødsel uden de store dikkedarer. Og selvfølgelig med det smukkeste resultat på jorden! Axel kom ud til os og var intet mindre end Guds - og vores - vidunder!
Så selvfølgelig skulle vi have flere børn. Og lysten til det kom et lille stykke inde i Axels andet år. Men jeg var samtidig meget bestemt på, at jeg gerne ville have ca. 3 år imellem dem, så jeg holdt igen med skrukheden, selv om det holdt ualmindelig hårdt.
Da vi nåede foråret 2007, havde jeg regnet en masse på det, og mente jo bestemt, at det ikke kunne betale sig at starte på en helt ny 3-måneders pakke med p-piller. Og derudover tænkte jeg - pragmatisk anlagt, som jeg jo er - at jeg med garanti ikke kunne være lige så heldig mht. at blive gravid i første forsøg som havde været tilfældet med Axel, og at spontane aborter jo rammer mange, så hvorfor ikke også mig.
Så vi tænkte, at vi kunne komme nogle af disse forhold i forkøbet og så blot starte et par måneder tidligere end ellers planlagt. Og hvad sker der - vi bliver selvfølgelig gravide igen i første forsøg. Det var i Påsken, som vi tilbragte i Berlin. Hvor heldig kan man være? Det var helt fantastisk.
Kasper kørte mig på arbejde, et par dage efter vi var tilbage fra Berlin. Og jeg bad ham om at køre forbi et apotek og købe en graviditetstest. Jeg tænkte selvfølgelig, at det var lidt vel langt ude, men på den anden side så havde jeg disse her umiskendeligt ømme brystvorter - præcis som den første gang. Og selv om jeg ikke regnede med overhovedet at være gravid, eller at en test i bekræftende fald ville kunne vise det så tidligt i forløbet, så skulle det da lige passe.
Jeg skulle til stor 30-års fest om lørdagen, hvor jeg nok ville få godt med vin, med mindre jeg selvfølgelig havde fået det bekræftet. Jeg tog i hvert fald testen, og den viste til min skuffelse negativ. Jeg affandt mig med resultatet, selv om det jo kun var ca. 2 dage efter den eventuelle befrugtning.
Sidst i min cyklus tager jeg så endnu en test - menstruationen var vel en enkelt dag eller to forsinket - og så er den der. Jeg er gravid!
Jeg fortæller det med blussende kinder til Kasper. Han har altid gjort grin med, at han jo knap kan røre mig, før jeg er gravid. "Plukkemoden" er vidst, hvad han kalder mig. Han bliver helt paf.
Så går ugerne. Jeg holder vejret af frygt for at miste barnet. Jeg tænker altid: "Hvorfor skulle det ikke ske for mig?". Men alting går, som det skal. Og jeg får de fineste tal ved nakkefoldsscanningen. Min termin fastsættes til den 8. januar 2008.
Ved 16. uge mærker jeg bebis, og bebis fortsætter ufortrødent med at okse og mase i mig (magen til uregerlig unge) frem til fødslen. Knap halvvejs begynder jeg at mærke til graviditeten; at jeg ikke kan alt dét, jeg bilder mig ind at ville kunne.
Midtvejsscanningen fortæller os, at vi venter en pige. Jordemoderen indstiller os til en vægtscanning omkring 28. uge, da hun har svært ved at vurdere størrelsen på vores pige. Hun siger, at jeg har meget fostervand, og det derfor er svært at få ordentligt fat om bebis. Vægtscanningen melder tilgengæld om, at hun er en flot og fin pige i den absolut øvre ende af vægtskalaen.
Til gengæld begynder jeg at jamre mig. Problemer fra første graviditet, såsom symfysesmerter, lænde- og rygproblemer viser sit grimme ansigt noget tidligere denne gang. Jeg benytter mig af firmaets fysioterapi-tilbud og får massage hver uge. Ture i skoven, strøgture og lignende må jeg opgive; det gør simpelthen for ondt at gå.
Derhjemme har jeg jo Axel, og morgenerne trækker tænder ud. At få ham op, i tøjet, morgenmad og tandbørstning er dræbende, fordi jeg netop har så ondt. Han er jo som de fleste 2½-årige og gør ikke altid, som han bliver bedt om.
Omkring 8 uger før termin tager vi med mine svigerforældre til Thailand. Det er helt perfekt. Jeg kan solbade, bade i swimmingpool (læs: nyde vægtløsheden og at være fri for smerter) og hygge med Axel. Men om natten sover jeg dårligt. Jeg låser fuldstændig fast i lænden og skal have Kaspers hjælp til at vende mig i sengen. Jeg ligger med store puder mellem knæene, under maven og i lænden, men lige meget hjælper det. Jeg har bare ONDT.
Ischiasnerven i den ene balle strammer, symfysen er noget lort rent ud sagt, kramper i benene, halsbrand konstant og hele tiden, plukkeve på plukkeve på plukkeve, og samtlige indre organer føles som om, de bliver fladmast af bebis. Yipidi yeah. Det er i det hele taget en fest!
Vi kommer hjem fra 2 ugers badeferie, og jeg har knap 2 ugers overlevering tilbage på mit arbejde, inden jeg går fra, og jeg er helt nedslået ved tanken. Morgenerne med Axel er nu ganske uoverskuelige, og Kasper tvinger mig afsted til lægen, som dog ikke giver mig den deltidssygemelding, jeg havde håbet på. I stedet bliver jeg anbefalet at tage en snak med min chef herom.
Det gør jeg så, og selv om jeg helst ville have haft en deltidssygemelding på skrift fra min læge med, viser det sig at være helt unødvendigt, da vi aftaler, at jeg kan komme og gå den sidste tid lidt mere, som det passer mig. Dvs. at jeg kan møde lidt senere (så jeg har bedre tid om morgenen til at aflevere Axel) og gå hjem lidt før, så jeg kan nå at få slappet lidt af, inden Axel kommer hjem fra vuggestuen. Puha, jeg ånder helt lettet op.
Så går jeg endelig på barsel og hygger mig i december måned med ikke at skulle noget som helst. Og julen kommer, og jeg mærker ikke tegn på noget. Nytårsaften tager jeg til fest velvidende, at min slimprop er gået om formiddagen. Selv om alting ved min krop føles mærkeligt den dag, sker der intet, og vi er til fest indtil kl. 3.
Min termin kommer og går, og jeg er ved at gå til. Min søster, som skal være med til fødslen, skal rejse på ferie på 14.-dagen for min termin, så jeg mærker presset over ikke at mærke synderlige tegn på snarlig fødsel. Jeg beder min jordemoder om at løsne hinder ca. 4 dage efter termin, dog uden held. Jeg opsøger en zoneterapeut/akupunktør i håb om, at dette kan sætte fødslen i gang. Jeg får 9 dage efter termin endelig løsnet hinder af min jordemoder, hvorpå hun konstaterer, at jeg er "blød som smør", og vi nu blot venter på veerne.
Den 18. januar - 10 dage efter termin - står jeg op samtidig med min kæreste. Jeg har haft en dum nat, hvor jeg har haft svært ved at sove; mange plukkeveer og urolig søvn. Jeg græder, da jeg siger farvel til ham af ren selvmedlidenhed over, at "heller ikke denne nat skete der noget".
Kasper kører på arbejde lidt over kl. 7 om morgenen, og jeg går ind til Axel, som netop er vågnet, og går så på toilettet. Og da mærker jeg et ordentligt sug i maven, som trækker langt nedad. Det får mig til at blive siddende lidt, og så kommer det igen. Da det har gentaget sig en 4-5 gange på knap 20 minutter, sender jeg en sms til Kasper, min mor, som skal tage sig af Axel, og min søster, som jo skal være med til fødslen.
Kasper, som ellers altid reagerer prompte på mine beskeder, svarer mig ikke i første omgang. Det viser sig, at han sidder i møde lige præcis denne morgen. Min mor ringer tilbage, og vi aftaler, at hun fortsat kører på arbejde, og så ringer jeg bare, når der sker noget mere.
Ca. kl. 8 ringer Kasper endelig tilbage. Vi - jeg noget nødtvungent - bliver enige om, at jeg lige giver Axel tøj på, morgenmad og så sætter ham foran noget tegnefilm. Jeg har virkelig svært ved at overskue det, men jeg indvilliger ikke desto mindre i planen. Mine veer kommer nu hvert 2. minut, og de gør ondt langt ned i bækkenet.
Kl. 8.30 vil jeg ikke være alene længere, så denne gang, hvor jeg taler med Kasper, får han besked på at komme hjem. Nu! Han kommer så hjem lige omkring kl. 9 og finder mig siddende i dyb koncentration hvid i ansigtet i sofaen. Vi tager lidt tid på veerne, som jo allerede i halvanden time har været regelmæssige af knap 1 minuts varighed og med 2 minutter imellem.
Og jeg - af frygt for at blive skuffet ved at blive sendt hjem igen - tænker, at hvis det er i dag, jeg skal føde - man skulle tro, jeg ikke havde født før - så må jeg hellere komme mig i bad. Og jeg okser og maser og prøver at nå så meget som muligt mellem veerne. Men det gør ondt dybt nede.
I mellemtiden gør Kasper tasken klar, finder tøj frem til mig (som ikke strammer om maven) og ringer til Hillerød Sygehus. Jordemoderen taler mig igennem en ve, og vi aftaler, at jeg bare kommer ind.
Lidt make-up senere - skal jo se ordentlig ud, hvis det virkelig er i dag, jeg skal føde - er min mor dukket op. Hun tager sig af Axel, og vi kommer os ud i bilen. Igennem skoven når Kasper at tænke, at det hér, det går galt. Det er dyyybt nede, jeg har ondt. Og for helvede, hvor gør det ondt at starte en bil op efter et lyskryds, når man har veer!
Vi ankommer, og jeg stavrer mig ud af bilen. Min søster møder vi på fødegangen. Mens Kasper parkerer, følger min søster mig ind på fødegangen, hvor vi bliver taget imod af den jordemoder, som jeg også til sidst føder med. Klokken er nu 10.10.
Inde på fødestuen kommer jeg op at ligge på briksen med det samme. Joan, min jordemoder, mærker mig efter, og jeg er allerede 7-8 cm åben. Hun kører samtidig en strimmel på mig, og bebis har det fint. Jeg får sagt til hende, at jeg er temmelig forfængelig, hvorfor jeg gerne vil have et lavement. Hun siger, at det må vi så hellere få gjort med det samme, men at jeg ikke skal blive overrasket, hvis barnet pludselig synker ned, mens jeg er ude på toilettet. Og hvis der så bliver tale om, at barnet skal fødes dér, så må hun jo bare tage imod det dér! Tjah okay, hvis du siger det, tænker jeg.
Så jeg lægger mig lydigt på siden klar til klyx, og vi venter på, at veen overstås (veerne kommer stadig punktligt hver andet minut). Og så er det, at Joan siger, at hun lige vil mærke efter én gang til. Og tjah, jeg får så at vide, at "klyx, det når vi ikke". Jeg kan faktisk bare presse, når jeg føler for det. Jeg er helt udvidet. Klokken er vel 10.20.
Lidt lattergas får jeg da til hjælp - I don't know - men det er da noget at fokusere på. Og så går vandet. Det eksploderer lige i hovedet på min jordemoder og min søster, som holder mit ben oppe. Og jeg presser, og det gør så infamt ondt, og jeg er for længst gået ind i min egen verden. Jeg hører min jordemoder sige til overjordemoderen, at "vi har en lynføder her". Jeg kan i øjeblikket slet ikke forholde mig til, at jeg tilhører den kategori af kvinder, som kaldes lynfødere.
Efter anden eller tredje presseve falder min piges hjertelyd, så Joan sætter en elektrode på hendes hoved. Og jeg får fremstammet, om bebis har det OK. Jeg er bange for, at de ikke fortæller mig sandheden. Men tingene går stærkt her, så der er ingen tid til at dvæle, og Joan fortæller mig, at min pige har det fint, og at hun bare skal ud nu snart. Jeg skal tage mig sammen!
Så jeg presser og presser og brummer dybt i mit indre, og i én og samme ve kl. 10.37 flyver Evelin ud af mig. Hun er dækket af gulligt fosterfedt, og hun græder med det samme og kommer op til mig ved brystet. Og jeg hyler, og Kasper hyler, og min søster hyler. Og jordemoderen og sygeplejersken smiler - og hele verden ligeså!
Evelin vejer 3.960 gram og er 55 cm lang. Og det bedste af det hele - hun ligner sin storebror på en prik.
At jeg så er tvunget til at blive natten over på barselsgangen på grund af problemer med min livmoder, som ikke vil trække sig sammen, det er jo lidt af en nitte. Jeg havde det ellers fantastisk og mærkede ikke synderligt til det blodtab, som jo fandt sted i timerne efter fødslen. Men blive, det skulle jeg - med lidt drop i armen osv.
Dagen efter checkede Kasper, Evelin og jeg ud kl. ca. 11, og om aftenen tog vi som de stolteste forældre til min mors fødselsdag. Og jeg var på toppen! Hvis alle fødsler kunne forløbe som denne. Jeg kunne få 100 børn. Jeg kan slet ikke få nok!
27-08-2009
|
Kommentarer
© 1999-2024