Skrevet af Anette
Jeg har haft så megen glæde af at læse fødselsberetninger her på Netbaby, så nu vil jeg fortælle jer om fødslen af min søn William, som fandt sted den 30. og 31. maj 2008 på Frederiksberg Hospital.
William er mit tredje barn, og da jeg fødte de første to hhv. i uge 38+2 og 39+6, havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle gå over tiden. Men jeg skulle blive klogere. Min terminsdato var 18. maj, og da dagen kom og gik, var jeg overrasket og skuffet.
Dagene gik, alt var klart, og vi havde venner på standby til at hjælpe med at passe de to store, når det store øjeblik omsider oprandt. Men intet skete. Da jeg var 40+5 brugte jeg sågar 500 kroner på akupunktur for at sætte fødslen i gang - det var spildte penge.
Det var helt ubeskriveligt frustrerende. Jeg var til jordemoderbesøg i uge 40+4, og hun lovede mig, at hvis der ikke var sket noget fredagen i den følgende uge (8 dage senere), ville de sætte mig i gang.
Fredag den 30. maj oprandt, jeg var i uge 41+5, og Alan og jeg tog spændte til hospitalet. Jeg fik kørt en strimmel, og vagthavende jordemoder forsøgte at tage vandet, men hun kunne ikke komme til, da jeg stadig var for tillukket. Så kl. 12 fik jeg lagt en pille op.
Da jeg havde ligget ned et stykke tid efterfølgende, fik vi besked på, at vi godt måtte gå og komme igen kl. 18 for at få en ny pille. Både min mand og jeg arbejder på Frederiksberg, og min arbejdsplads ligger 5 minutter væk fra Frederiksberg Hospital. Så vi aflagde et besøg hos mine overraskede kollegaer ("har du ikke født endnu?"), og senere var vi såmænd også på Alans arbejdsplads. Vi tog ikke hjem, da vi boede i Glostrup og ingen bil har.
Jeg havde i dagevis haft plukkeveer, der nev, og på et tidspunkt denne fredag eftermiddag begyndte de at nive lidt mere og blive regelmæssige. Det var omkring kl. 16.30, og jeg lå i en sofa på Alans arbejdsplads og tog tid. De kom hvert 5. minut og varede 40-45 sekunder.
Efter en times tid i sofaen gik vi tilbage til hospitalet med mange pauser. Jeg fik kørt endnu en strimmel, som bare bekræftede veerne og som viste, at bebsen havde det godt. Men det var bare småveer, og vi fik besked på at tage hjem og komme tilbage, hvis veerne ændrede karakter. Noget skuffede tog vi en taxa hjem.
Hjemme havde vi farmor og farfar til at passe de to store, og farmor stod for aftensmad og for at putte børn. Jeg opholdt mig i soveværelset for, at børnene ikke skulle se, at jeg havde ondt. Der lå jeg alene og hørte de andre hygge sig med aftensmad, Disneyshow, godnathistorier og spil. Børnene kom ind for at sige godnat. Kl. 21 tog jeg to Panodiler og fik en varmedunk i ryggen. Jeg lå bare og tog tid på veerne og forsøgte at slappe af imellem dem.
Ca. kl. 22 blev veerne pludselig noget mere smertefulde. Jeg ringede efter en taxa, og vi tog ind til Frederiksberg igen. Nu gjorde det seriøst ondt. Jeg begyndte at småjamre i taxaen. Vandet var ikke gået, så jeg sad på en stak håndklæder i taxaen, da jeg var bange for, at jeg skulle tilsøle den med fostervand.
Da vi kom til hospitalet, var jeg ret ynkelig, og jeg tiggede om ikke at blive sendt hjem igen. Jordemoderen kunne godt se, at jeg havde noget mere ondt nu. Jeg kom ind og fik kørt en strimmel igen. Jeg havde kraftige veer og var 2 cm åben kl. 22.45. Jeg var begyndt at svede voldsomt og bad om at skifte til hospitalstøj for ikke at svede mit eget tøj til.
Det blev også umuligt for mig at holde mund. Jeg hyler højt, når jeg er i fødsel. Jeg kan ikke lade være, for smerterne er simpelthen for ubeskrivelige. Kort efter ankomsten kastede jeg også op, så der var drøn på veerne.
Det gik også meget hurtigt med at udvide sig. Kl. 23.10 gik fostervandet, og jeg var 6 cm åben. Kl. 23.20 blev jeg kørt ned ad gangen til en fødestue, mens jeg sad på sengen og hylede. Social- og sundhedshjælperen måtte sørge for, at jeg var tildækket, da jeg selv var fløjtende ligeglad.
På fødestuen fik jeg lattergas, og jordemoderen lyttede til babys hjertelyd efter hver ve. Veerne kom med 2 minutters mellemrum, og jeg var begyndt at få pressetrang. Dog manglede der en kant, og jordemoderen syntes, at det gik lidt for langsomt, så jeg måtte op at stå, for at tyngdekraften kunne hjælpe til.
Efter en tid kom jeg ned at ligge igen. Veerne var hyppige, men pressetrangen var ikke så stærk, selv om jeg var fuldt udvidet, så jeg fik ve-drop. Jordemoderen satte også en elektrode på Williams hoved, så vi bedre kunne overvåge hans velbefindende.
Ved midnat var der vagtskifte, og jeg fik en ny jordemoder, Ane Rom, som jeg kom til at føde med, som var rigtig sød og dygtig. Jeg hilste på hende under en våd klud, som lå hen over mit ansigt. Jeg suttede vand fra kluden i ve-pauserne.
Jeg fik ikke nogen smertelindring ud over lattergas, men jeg hylede og tiggede om en epidural og kejsersnit. I journalen står der: "01.15. Anette opgivende og ønsker sectio. Ønsker fødslen afsluttet nu". Ja, mon ikke.
Fødslen trak ud, og da jeg havde været i pressefasen et stykke tid, fik jeg at vide, at den lille skulle tages med en blød sugekop. Der kom en fødselslæge ind, og han stod med koppen i hånden og truede med at sætte den på. Jeg var træt og kunne ikke holde mine ben selv, når veerne kom, men Alan var en god hjælp. Fødselslægen gav mig ren ilt i masken mellem veerne, hvilket jeg syntes var irriterende. Jeg var også irriteret over alle biplydene fra et eller apparat på fødestuen.
 Og så kunne jeg pludselig godt selv alligevel med hjælp fra et klip i mellemkødet. Pludselig blev jordemoderens tilråb meget begejstrede: "Ja, det er FLOT! Nu sker der noget!". Jeg pressede omgivet af fire personer, der heppede: Alan, jordemoderen, social- og sundhedsassistenten og fødselslægen, og endelig kom William ud.
Han blev født kl. 1.47 den 31. maj, var 53 cm lang og vejede 3.240 gram. Han var bare lækker. I dag er han 5 måneder gammel, og han er en dejlig nem baby. Hans store søskende (Annika på 6 år og Samuel på 4 år) er stolte af ham, især storebror, og storesøster er for længst kommet sig over skuffelsen over, at det ikke blev en søster. Han er hele familiens øjesten. Tak fordi I læste med.
01-12-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2024